Bagsiden af Kina: Fangernes børn

Piiiffffttt. En skinger lyd fra en fløjte får børnene til straks at stille sig op på række. De yngste forrest og de ældste på bagerste række.

"Jeg har en god nyhed. I morgen skal I besøge jeres forældre," fortæller en af børnehjemmets medarbejdere. Der lyder et brøl fra børnene, og den før så pænt opstillede række er nu en klump af børn, der omfavner hinanden.

Otteårige Tu Hui hopper flere gange på stedet, knytter sine hænder foran brystet og siger:

"Ja ja ja, jeg skal besøge mor."



Endnu et pift fra fløjten, og børnene står igen ret og er musestille. De får beskeden at stå klar klokken fire næste morgen. Her bliver de hentet af en bus, som kører dem til fængslet. For første gang i mere end et år skal børnene se deres forældre.

Børnene bor på et børnehjemmet 'Sun Village' syd for Beijing. Her bor i alt 150 børn i alderen 3 måneder til 18 år. De bor her alle, fordi deres forældre sidder i fængsel. 13-årige Yan Jia har boet på børnehjemmet i tre år:

"Min mor har myrdet min far, fordi han slog hende," fortæller han og fortsætter:



"Jeg er ikke vred på mor, men jeg er ked af, at hun har gjort det, hun har, for nu kan vi ikke længere være sammen."

De hyppigste årsager til, at børnenes forældre sidder i fængsel, er ubetalte regninger eller mord på grund af hustruvold.

Yan Jia husker den dag, mor blev hentet af politiet, men han prøver ikke at tænke på det og vil derfor ikke snakke om det. I tiden efter havde han ikke noget sted at være.

"Min familie bor på landet og har ikke så mange penge. Jeg spurgte flere i min familie, om jeg måtte bo hos dem, men det var der ingen af dem, der havde råd til," fortæller han. De efterfølgende to år levede Yan Jia på gaden, indtil han en dag blev samlet op af en kvinde, som tog ham med til børnehjemmet, hvor han bor i dag.



Kvinden hedder Shuqin Zhang. Hun har tidligere arbejdet i et fængsel, og her oplevede hun dagligt, at fangernes børn var overladt til sig selv.

"Børnene går rundt udenfor fængslet og græder. De ved ikke, hvorfor deres forældre er inde bag hegnet, og de ved ikke, hvor længe de skal være der. De går bare og venter og venter," fortæller hun.

Zhang valgte at sige sit job op for i stedet at starte et hjem for børn af kriminelle. Alt er baseret på frivillig arbejdskraft og sponsorstøtte, der er nemlig ingen hjælp at hente fra regeringen.

"De er af den opfattelse, at børnene ikke er værd at hjælpe, fordi de er børn af kriminelle. Børnene får derfor ingen hjælp," fortæller Zhang.



Gemmes væk under OL. I forbindelse med afholdelsen af årets Olympiske Lege oplever børnehjemmets medarbejdere, at børnenes vilkår forringes yderligere. Den kinesiske regering vil have landet til at se godt ud i Vestens øjne, og op til OL bliver der gået til yderligheder for at sminke på virkeligheden.



En medarbejder fra børnehjemmet fortæller, at regeringen vil opføre et stort antal skure udenfor byen. Her skal alle personer uden hjem placeres under OL. Planen er nemlig, at alle Beijings hjemløse skal skaffes af vejen, så byen fremstår ren og fin op til OL. Det gælder også fangernes børn.

"Det hjælper ikke at lukke øjnene. Børnene er der stadig. Vi snakker om børn helt ned til få år, som ikke har gjort noget forkert. De savner bare deres mor og far og forsøger at overleve på egen hånd," fortæller Zhang.

Da hun startede børnehjemmet, oplevede hun modstand fra både politisk side og fra den almene befolkning i Kina:



"Mange mener, at børnene forurener vores land. De vil ikke, at der bliver sat fokus på børnene, for så bliver de mere synlige. Derfor var der mange, der kæmpede imod, at jeg ville starte børnehjemmet. Det er det samme, der sker, når de forsøger at gemme problemerne væk under OL," fortæller hun.



Knap 700.000 kinesiske børn har forældre, der sidder i fængsel, og ifølge Zhang har langt størstedelen brug for hjælp:

"Det er ofte fattige familier, der kommer i fængsel, og det betyder at børnene tit må leve på gaden. Jeg ville ønske, at vi kunne hjælpe langt flere børn, men vi har simpelthen ikke økonomien til det."



Sparsom kontakt til forældrene På børnehjemmet bor børnene sammen i barakker lavet af blik. De har hver en køjeseng og en skuffe til deres ting. Længst inde i Yan Jias skuffe gemmer han en stak breve. På alle kuverterne er der tegnet små figurer.

"De er fra min mor," siger han.

"Jeg har gemt alle de breve, hun har skrevet. Når jeg savner hende mest, læser jeg dem igen og igen."

Ved siden af Tu Huis seng ligger en stadig indpakket notesbog. Den ser helt ny ud, men hun har haft den i to år.

"Den har jeg fået af min mor," siger hun.

"Jeg savner mor mest, når jeg skal sove."



Tu Hui lyser op i et smil og siger så: "Min mor er meget smuk."

Børnene har kun sparsom kontakt til deres forældre. Normalt må børn ikke besøge deres forældre i fængslet, men det er lykkedes for Zhang at få tilladelse til, at børnene må besøge dem cirka en gang om året. Børnene har fået, hvad der svarer til 10 kroner hver til at købe en gave til deres forældre. Hvad pengene bliver brugt til, bliver overvejet grundigt. Tu Hui har besluttet sig for at købe en blomst. Yan Jia går rundt det meste af dagen for sig selv:

"Jeg tænker på, hvad jeg skal give mor," forklarer han kort.



En hverdag med streng disciplin. Børnene har kun 20 minutters fritid om dagen. Hele dagen er skemalagt, og disciplin er nøgleordet. Hver morgen klokken fem bliver børnene vækket af pift fra fløjten. Inden morgenmaden skal de gøre rent i deres barakker, og derefter skal de arbejde en time i marken. Børnene står også selv for madlavning.

"Jeg ved det kan se barskt ud, men disciplin er en absolut nødvendighed. For det første skal de lære at klare sig selv og stå på egne ben, og for det andet så bor her så mange børn, at skal det fungere, må der være stram disciplin," forklarer Zhang.



Selvom der er et stramt program, er Yan Jia glad for at bo på hjemmet:

"Sommetider er det hårdt, men jeg har det meget bedre, end jeg havde før, og så er der så mange andre børn, jeg kan være sammen med," fortæller han.

Hver dag modtager børnene også undervisning:

"Hvis vi skal give børnene en chance, bliver vi nødt til at give dem uddannelse, så de kan komme ud på den anden side og klare sig selv," siger Zhang.



To timer sammen med forældrene. Klokken 4 næste morgen står børnene klar i tusmørket. Den gamle bus rasler sydpå, på vej mod fængslet.

"Jeg kunne ikke sove i går", fortæller Tu Hui, "men til sidst faldt jeg alligevel i søvn."

Yan Jia sidder og knuger sin taske til sig. I tasken har han gaverne til sin mor.



"Jeg har købt toiletpapir, for det plejer hun at bruge penge på, så har jeg købt lidt mad, (en dåse makrel) så jeg er sikker på, hun får noget at spise, og så en termokande, så jeg er sikker på, hun kan få noget varmt at drikke."

Under hele den fem timer lange bustur sidder 13årige Yan Jia med rynkede bryn og stirrer med et fjernt blik ud af vinduet.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til min mor. Jeg prøver, at komme i tanke om alle de gode ting, jeg kan fortælle hende," siger han, mens han knytter sine hænder.



Ottteårige Tu Hui derimod er i højt humør. Hun hopper på sædet og griner og pjatter med en jævnaldrende pige. Sammen med flere af de andre piger bruger hun busturen på at øve den sang, de skal opføre for deres forældre.

Bussen er fremme ved fængslet, og børnene går på række mod den store metalport. En vagt lukker dem ind gennem tremmerne.

Besøget i fængslet er planlagt ned til mindste detalje. Børnene skal møde deres forældre i et stort rum. Her skal de først opføre et skuespil og en sang for forældrene. Bagefter skal de spise sammen. Præcis to timer er der afsat til besøget. Børnene får ikke tid alene med forældrene. Det har ikke været muligt for journalisten at få tilladelse til at komme med ind i fængslet, men Zhang fortæller:



"Det er hårdt for både forældrene og børnene. Forældrene græder og omfavner deres børn. I det øjeblik bebrejder de sig selv ekstra meget for det, de har gjort, for havde de ikke gjort det, kunne de leve sammen med deres børn. Selvom det er en hård situation, er jeg af den overbevisning, at det er vigtigt, at de mødes, for jeg tror, det holder håbet oppe hos både børnene og de voksne."



I Kina taler man ikke om følelser. Præcis to timer senere er børnene igen tilbage til bussen, og turen går igen tilbage til børnehjemmet.

"Da jeg skulle synge for mor, begyndte jeg at græde. Jeg ved ikke hvorfor. Det gjorde jeg bare," fortæller Tu Hui.

Yan Jia siger ikke meget. Han sætter sig igen ved vinduet og kigger ud. Lidt senere siger han:



"Det var godt, at se mor igen. Jeg fortalte hende om alle de gode ting, jeg havde oplevet. Det tror jeg godt, hun kunne lide."

Han holder en pause, slår blikket ned og siger så:

"Hun siger, hun har det godt, men jeg tror kun, hun siger det, for at jeg ikke skal bekymre mig."

En af de yngste piger er ked af det. Hun bliver trøstet af en af de ældre piger, der putter hende ind til sig og synger en sang. Kort tid efter er alle børnene gået omkuld. På børnehjemmet gør de meget ud af, at lære børnene at tale med hinanden, når de er kede af det.



"De er i samme situation og kan derfor forstå og bruge hinanden. Normalt taler man ikke om følelser i Kina. Det prøver vi at gøre op med. Vi bliver nødt til at være åbne om det og sætte ord på for børnenes skyld," fortæller Zhang.



Skal vokse op på børnehjemmet. Tilbage på børnehjemmet har børnene fået lidt tid til at lege inden sengetid. Tu Hui pjatter med en gruppe piger og sætter hår på en dukke. Yan Jia og en kammerat fægter med pinde.

De skal begge vokse op på børnehjemmet, deres forældre sidder nemlig i fængsel på livstid. Når Yan Jia og Tu Hui fylder 18 år, hjælper børnehjemmet med at sluse dem ud i samfundet. Yan Jia har gjort sig tanker om fremtiden:



"Jeg tør ikke drømme store drømme. Først når mit liv er stabilt, vil jeg begynde at planlægge min fremtid. Til den tid vil jeg begynde at drømme store drømme," fortæller han.

Zhang har viet sit liv til sin store drøm:

"Jeg vil, at politikerne og kinesere i al almindelighed accepterer børnene som almindelige samfundsborgere. Når det sker, har børnene lettere ved at få et lyst liv," siger hun.

Klokken er 21.00. Alle børnene ligger i deres seng. Klokken 5.00 bliver de igen vækket af fløjten, og en ny dag venter.