Arbejdsskader: Frossen vandpyt kostede karrieren

Sølle tre år som færdiguddannet. Det var så lang tid 51-årige Maj-Britt Wetterling fra Odder nåede at arbejde som pædagog, inden hun i december 1999 gled i en frossen vandpyt på sin arbejdsplads. Et fald, der både kostede en brækket ankel og en knust karriere.

Hun blev fyret på grund af sygefravær, og daglige smerter gør, at hun ikke længere magter et fuldtidsjob som pædagog.

Sammen med BUPL har hun kæmpet for at få Odder Kommune til at påtage sig ansvaret for faldet, fordi der ikke var saltet på institutionens grund den frostklare dag i december, da vand blev til is.

Den frosne vandpyt opstod nemlig i en gammelt hulning i flisebelægningen foran et skur. Der stod næsten altid vand i hullet, og det frøs til is, når temperaturen sneg sig under frysepunktet. Det hul burde kommunen ifølge BUPL have udbedret.

Odder Kommune har ansvar for grusning og saltning i institutionen, men af miljøhensyn bliver der ikke saltet på legepladsen. Her står skuret, men dengang var personalet ikke orienteret om, at kommunen heller ikke saltede der.

Kommunen har hidtil fastholdt, at der var tale om et hændeligt uheld og har derfor afvist at betale erstatning. Men nu slår retten i Skanderborg fast, at kommunen har tilsidesat reglerne om forsvarlig indretning af arbejdspladsen ved ikke at fjerne hullet. Desuden burde kommunen have fastsat en klar procedure for, hvem der salter hvor.

Dommeren har tilkendt Maj-Britt Wetterling en erstatning på 13.280 kroner, der dækker for svie og smerte.



Opereret fire gange. Uheldet skete, da Maj-Britt Wetterling skulle lægge en nøgle i skuret.

På vej tilbage gled hun i den frosne vandpyt, hørte et højt knæk og var ikke i tvivl om, at den ene ankel var brækket.

Det viste sig, at der var komplicerede brud på begge sider af anklen.

Hun røg på operationsbordet samme eftermiddag og fik sat plader og skruer ind i foden. Tre måneder senere vendte hun tilbage til børnehaven på deltid.

"Det fungerede slet ikke. Jeg havde utrolig mange smerter i min fod, og nogle dage sad jeg i bilen uden for mit hjem og hylede, fordi jeg ikke kunne gå ind i huset på grund af smerter," husker Maj-Britt Wetterling.

Siden er fuldt endnu tre operationer, og undervejs har Odder Kommune underholdt hende med en påtænkt fyring, der dog blev stillet i bero på grund af operationerne.

Efter den fjerde operation i november sidste år måtte lægerne erkende, at foden stadig ikke var i orden. Da kommunen hørte det, varslede den en fyring, og midt i sommerferien lå fyresedlen i hendes postkasse.



De skal påtage sig ansvaret. For Maj-Britt Wetterling er det en stor tilfredsstillelse, at byretten giver hende ret i, at ulykken er kommunens ansvar.

"Jeg er mest skuffet over, at jeg har været nødt til at gå i retten for at få erstatning for svie og smerte. Mit liv har været et helvede de sidste fire år. Jeg har brugt al min energi på at være på arbejde. Det er hele ens liv, det går ud over, når man bliver syg. Alt det jeg ikke kan, må min mand gøre nu, så det går også ud over ham," siger Maj-Britt Wetterling, der også må leve med følelsen af at have splittet sin tidligere arbejdsplads i to lejre.

"Jeg har haft det sværest ved, at min leder og jeg er modparter i sagen. Det er ikke børnehaven, men kommunen jeg er gået efter. Alligevel er min leder mødt op i retten som min modpart. Samtidig har jeg kolleger, der har vidnet til fordel for mig, og derfor føler jeg, at børnehaven er delt i to lejre. Jeg har aldrig været ude på at splitte personalegruppen ad. Jeg vil ikke skade nogen eller hænge nogen ud. Jeg vil bare have, at kommunen anerkender sit ansvar."

Sideløbende med sit sygdomsforløb har Maj-Britt Wetterling kørt en arbejdsskadesag, der er mundet ud i, at hun er tilkendt en mén grad på otte procent. Den sag kan dog genoptages, hvis foden bliver værre.

Det er den blevet. Hun lever i dag med daglige smerter. Hun kan kun gå i kortere tid, så skal hun hvile foden. Hun har indstillet sig på, at det vil være sådan i fremtiden.

"Jeg vil ikke opereres igen. Det er blevet værre for hver gang, så jeg har valgt at sige, at jeg må lære at leve med foden og smerterne. Mit liv har slået en koldbøtte, men jeg håber stadig, at jeg kan få tilbudt et fleksjob. Jeg tror, jeg kan klare 15-20 timer om ugen - hellere det end at sidde her i min dagligstue, for det egner jeg mig ikke til," siger Maj-Britt Wetterling.