Arbejdsmiljø. Skær ned på opgaverne

Kvinden bag gravidkonsulenterne, Jean Vennestrøm, mener, at det vigtigste råd til gravide er, at de skal undgå stress, for det fører til sygefravær.

Gravides sygefravær er i mange tilfælde stressrelateret, fortæller Jean Vennestrøm, direktøren for Conopor, der tilbyder rådgivning til gravide med­arbejdere og deres ledere. Mange kvinder tager alt for mange af opgaverne i hjemmet på sig, selvom de også har et fuldtidsjob at passe. »Det er stadig kvinderne, der står for primæropgaverne i hjemmet. Det gælder især for lavtuddannede, men også for højtuddannede kvinder, hvis mænd gør karriere. Det betyder, at de reelt set har to job – og det kan blive en belastning under graviditeten,« siger hun.

Gravidkonsulenten vil finde ud af, om ikke manden kan komme mere i spil derhjemme, hvis den gravide er overbebyrdet. Hun vil desuden undersøge, om man kan planlægge arbejdet, så der er mindre pres på. Mange steder er der skåret helt ind til benet, ikke mindst i daginstitutionerne, og det kan være svært for den gravide at følge tempoet. Hun mener, at gravidkonsulenterne fungerer som et godt supplement til sygehusvæsnet, hvor man med rette er mere fokuseret på at finde medicinske løsninger. »Hospitalet og jordemoderen skal tage hånd om, at barnet vokser, som det skal, og at der kommer en god fødsel ud af det. Men hvis der ikke er tale om et medicinsk problem, kan en sygemelding være den bedste løsning. For så mange andre løsninger kan de ikke trylle op af lommen,« mener Jean Vennestrøm.



Hvad er en gravidkonsulent?

Virksomheder og institutioner kan hyre konsulenter fra virksomheden Conopor, der tilbyder rådgivning til gravide medarbejdere. Direktør Jean Vennestrøm, som er ph.d. med speciale i humansygdomme og sundhed og forfatter til bogen ’Træning & Graviditet’, har i forskningsprojektet ’Gravid på arbejde’ undersøgt, hvordan man kan nedbringe sygefraværet hos gravide medarbejdere. Undervejs har hun udviklet Conopor-metoden, som hun bruger til at uddanne jordemødre til gravidkonsulenter.



Vidste du, at ...

Almindelige graviditetsgener, som morgenkvalme eller træthed ikke er omfattet af sygedagpenge­ovens regler og dermed heller ikke af fraværs­aftalens regler om førtidig barselsorlov. Almindelige graviditetsgener er imidlertid omfattet af reglerne om løn under sygdom, hvorfor der under normale omstændigheder ud­betales løn ved fravær på grund af almindelige graviditetsgener.



Kilde: BUPL – tjek bupl.dk for mere information eller kontakt din lokale fagforening.





5 gode råd



➊ Fjern 20 procent

Alle gravide ville have godt af at sænke deres arbejdsniveau med 20 procent. Det kan være antallet af løft, hvis man arbejder i vuggestue.



➋ Husk hvil

Det er vigtigt at få sin søvn og at tage et hvil indimellem. Mange gravide sover dårligt, og man kan ikke forvente, at en krop, der har så travlt, som en gravid krop har, bare hviler af sig selv.



➌ Spis ofte

Som gravid skal man huske at indtage væske nok. Derudover er det en god idé at spise mange små måltider. Har man travlt, spiser man ofte få store måltider, men det er ikke godt for gravide.



➍ Sæt dig selv først

Gravide må gerne være lidt egocentrerede. For eksempel behøver man ikke at deltage i alle familiearrangementerne, for så er man bare for træt, når man skal på arbejde. Træk stikket ud, når du har fri.



➎ Din mand hjælper

Man må gerne forvente lidt ekstra af sin mand. Det er en god idé at fortælle ham, hvad man har brug for. Hvis man har andre børn, kan det være, at han henter et par gange ekstra om ugen.



Kilde: Jean Vennestrøm, direktør af Conopor & Kvindelivet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.