Anti-selvudvikling. Hold op med at mærke efter i dig selv

Hold op med at mærke efter, er et af psykologi­professor Svend Brinkmanns budskaber. Jo mere man mærker efter, desto dårligere får man det, hævder Svend ­Brinkmann i sin bog ’Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang’:

’Lægerne kalder det sundhedens paradoks. Jo bedre patienten bliver hjulpet, og jo mere de mærker efter, desto dårligere oplever de at have det. De fleste selvhjælpsguruer vil have dig til at træffe beslutninger ved ’at mærke efter i maven’. Det er en dårlig ide. Især hvis du har spist rødkål’.



Du finder dig selv i sofaen. Gør det til en vane kun at mærke efter i dig selv én gang om året. For eksempel i sommerferien, opfordrer han:

’Det værste ved at mærke efter er, at det ofte er et redskab til at ’finde sig selv’. Det ender næsten altid med en skuffelse, da man typisk finder sig selv i sofaen i færd med at spise slik’.

Svend Brinkmann forestiller sig et eksempel med en pædagog, som er gået ned med stress. Hvis hun får besked på at mærke efter i sig selv, kan hun opfatte det som en krænkelse.

Hvis hendes problem handler om de bagvedliggende strukturer i organisationen – og det gør det ofte, mener professoren – så hjælper det jo ikke noget at bede hende om at mærke efter indeni.



Kig udad. I årtier har vi ifølge Brinkmann rådgivet hinanden ud fra, hvordan ’det føles indeni’, men det dur ikke, mener han.

»Når en anden person for eksempel er i nød og har brug for hjælp, skal du ikke handle ud fra, hvordan ’det føles inde i dig’ at hjælpe. Du skal interesse dig for den anden og reagere ud fra, at det er væsentligt i sig selv at afhjælpe et menneskes nød, hvis man kan – uanset hvordan det føles,« siger han.

Svend Brinkmann vil have os til at kigge udad – og være åbne over for andre mennesker, kultur og natur – fremfor at kigge indad.

Ifølge stoikerne er der fordele ved at gøre noget, som ’ikke føles rigtigt indeni’, skriver Svend Brinkmann.

’For det første opbygger vi styrke til at håndtere fremtidige prøvelser. Hvis det eneste, vi kender til, er velbehag, vil det blive særdeles vanskeligt at udholde et ubehag, som vi uundgåeligt vil møde i vores liv, når vi bliver syge og gamle eller mister nogen eller noget, der er værdifuldt. For det andet vil det mindske angsten for fremtidig ulykke, hvis vi øver os i at opleve ubehag i det små’, skriver han.