Ambassadørerne: Børn er det svageste led

Støvregnen er gået over i regn. Det er sidst på formiddagen, og nummer 18 er ikke lige at finde. Huset gemmer sig, viser det sig, bag to nabohuse. Hun har tændt stearinlys i vinduet og på spisebordet i stuen. Lysene varsler om overskud, et varsel, der bekræftes, da hun åbner den hvide sprossedør, og en bemærkelsesværdig venlighed flagrer lige imod én.

Margrethe Brun Hansen, pædagogisk fanebærer, børnepsykolog, psykologisk konsulent, forfatter, fore-dragsholder og 60 års fødselar er et menneske, der favner. Det mener hun også, at pædagogerne skal kunne.

"Vi må være meget mere kritiske overfor, hvem der i dag får lov at gå i gang med uddannelsen til pædagog. Ikke alle er egnede. Dét at være ansvarlig for andres børn kræver noget særligt - udover at pædagogen skal have en solid faglig, psykologisk og pædagogisk viden, må der banke et hjerte for børn. Men hvordan finder vi de rette? En genindførelse af fortidens forpraktik kunne være et bud."



Margrethe Brun Hansen er selv uddannet i en tid, hvor potentielle pædagoger skulle igennem et prøveforløb og erklæres egnede, før de kunne begynde på seminariet. Hendes første møde med faget går tilbage til 1965, hvor hun var i forpraktik hos pædagog Maria Mikkelsen i Kolding, der bestyrede en børnehave af samme navn. Hun bliver stadigvæk rørt, når hun fortæller om den formiddag, hvor hun var sendt i byen efter et af institutionens børn.



"Det var i et fugtigt og fattigt kvarter ved siden af en rygende fabrik. Jeg gik op af alle trapperne og kom ind i et mørkt værelse, hvor faren lå og hostede på grund af en brystsygdom, mens moren sad grå og forarmet med de fire mindste kravlede om benene. I hjørnet sad lille Tom, forknyt og forkuet. Han havde lige fået klø! Jeg var kun sytten, men en stemme i mig sagde: Det her må vi kunne gøre bedre," fortæller Margrethe Brun Hansen.

Maria Mikkelsen var en stor inspiration for den unge Margrethe. Hun havde et socialt overskud især til børn, der havde det skidt. Hun lærte sit personale, at børnenes tarv altid var det vigtigste. Margrethe Brun Hansen oplevede, hvordan de ansatte i Maria Mikkelsens børnehave aflusede børnene, badede dem, børstede deres rådne tænder, behandlede ører, der flød, og skaffede tøj. Og hun husker de fattiges madpakker. Tørt brød med puddersukker pakket ind i pergamentpapir, der skulle tørres af og gives med hjem igen. Der fandtes armod i Danmark, lige henne om hjørnet, og i Kolding slæbte forpraktikanten oceaner af æbler og kager med på arbejde, hentet på forældrenes gård.



Den synlige omsorg. I 60'erne var pædagogens primære funktion at beskæftige børnene med sang, teater, legetøj og klippe og klistre-aktiviteter. Børnene var autoritetstro. De kom fra hjem med kæft,

trit og retning og forældre, der ofte brugte vold som magtmiddel. Barnets oplevelse af voksne som magtudøvere gled med i institutionen.



"De havde jo angst i øjnene, hvis de for eksempel kom til at vælte noget. Det var en pædagogik så milevidt fra det, jeg troede på. Men så kom brydningen i 1968-1970 med opfordringen: "Ned med autoriteterne og ind med den fri pædagogik". På mange måder var det et tiltrængt oprør, men jeg synes også, at en del værdier forsvandt. Det hænger vi stadig på, for hvad vil vi? Hvad er institutionens ansvar? Hvad er forældrenes? I moderne pædagogik bruger vi mere tid på at korrigere adfærd, altså den opdragende pædagogik. Legen fylder heldigvis også meget, men begrebet "læring" er begyndt at kræve sit. I dag findes den fysiske armod ikke længere, men til gengæld oplever jeg, at der er kommen en anden armod: Manglen på usynlig omsorg," siger Margrethe Brun Hansen.



De børn, vi ikke kan lide. Hendes kæphest har altid været og er stadig barnets perspektiv. At vi som voksne lærer, at vi må se livet med børnenes øjne for at favne dem. At vi må lægge vægt på også den usynlige omsorg.

"Synlig omsorg handler om, at barnet får mad og drikke, frisk luft og nyt sengetøj. Den form for omsorg er nem at give, for den kræver ikke meget involvering. Vi har godt styr på den. Men det børn især har brug for er usynlig omsorg - dét at få tilfredsstillet deres psykiske behov. At de bliver set og læst og forstået. Børn fra 0-6 år skal have oplevelsen af at: Jeg er et godt menneske med en god personlighed. De voksne lærer mig sociale spilleregler, så jeg kan begå mig blandt andre. Voksne og børn kan lide mig, som jeg er. Pædagoger og forældre har i et samspil ansvaret for at skabe barnets fundament og følelsen af at være rigtig."



Børnepsykologen taler om, at den professionelle voksne, ofte uforvarende, kommer til at påføre barnet skyld og skam. Signe, der griber først ud efter fadet, tituleres som grådig og egoistisk frem for frugtglad og initiativrig. Frederik, der kommer løbende og på vejen måske vælter en stol i kådhed, omtales ikke som sprudlende og aktiv, men som voldsom og larmende. Begge børn kommer til at føle sig forkerte og skamfulde, fordi den voksne har tillagt dem negative motiver og egenskaber. Men børn fra 0-6 år er pr. instinkt små selvcentrerede mennesker. De er født gode og tillidsfulde til et liv, hvor det blandt andet handler om at lære at socialisere sig, så de kan begå sig i en verden blandt andre. Det er den voksnes fornemste opgave at hjælpe barnet på vej ved at møde og guide med empati. Altid med empati.

Det rammer fødselaren hårdt, da vi taler om de tilfælde, hvor pædagoger ikke kan lide et givent barn. Stemmen bliver kompromisløs, og humoren sættes på stand by - den humor, der ellers er hendes befriende følgesvend. Margrethe Brun Hansen kalder det omsorgssvigt, når et barn afvises.



"Forstil dig et lille menneske, der er efterladt af sin far og mor i fremmede voksnes varetægt. Barnet vil som erstatning søge den fremmedes opmærksomhed og omsorg, men den voksne vender sig bort. Den voksne kan ikke lide barnet. Det må ikke ske! Pædagoger, der har svært ved at favne et barn, skal have slebet den knast i fagligheden," siger hun.

Margrethe Brun Hansen forklarer, at det i udgangspunktet aldrig er barnet, det er galt med. Pædagogen skal dog heller ikke føle skyld, for det er menneskeligt, især som omsorgsperson med forventninger om tætte relationer, at det er nemmere at knytte sig til nogle end andre. Ifølge psykologen må pædagogen først og fremmest erkende, at noget er galt. Herefter må hun forsøge at se udfordringen som en gave og lade den være en anledning til at blive dygtigere.



"Hvad det er i barnets adfærd, der gør det så svært? Svaret på det spørgsmål skal pædagogen finde, og her handler det altid om, hvilke oplevelser pædagogen selv har med sig. Er det for eksempel Augusts se-mig-attitude, der trigger, så kan det jo være, fordi pædagogen selv er blevet mødt med holdningen: Kom ikke her!"



Ifølge børnepsykologen er der flere løsninger på problemet. Pædagogen kan gå til lederen eller bede om professionel supervision. Det kan også være, at der findes et relevant kursus, eller at pædagogen ved næste stuemøde spørger sine kolleger om råd. Også den pædagogiske konsulent, der er tilknyttet, kan være oplagt at ty til.

Et barn bragt i institution skal favnes. Af alle voksne.



En skude med vind i sejlene. "Pædagogen lever af sin gode energi. Opgaven er at møde på arbejde med den holdning i sindet: Jeg skal smitte med min energi og møde hver enkelt med empati. Formår vi som omsorgspersoner at plante et frø i barnet i form af troen på, at det er noget særligt, så er vi lykkedes," mener Margrethe Brun Hansen.

Hun ser store forandringer på daginstitutionsområdet, og det er spændende, for vi befinder os i en brydningstid - igen - men hun er bange for, at den kvalitet, der ligger i barnets måde at tilegne sig verden på, forsvinder, fordi der konstant lægges nye udviklingsmål, handle- og kompetenceplaner ned over området.



De voksne er begyndt at sætte dagsordenen på barndommens gade, men det er skidt, for børn skal fastholdes i retten til at lege og bare være. Hun taler om tendensen til, at hverdagen bliver indlæringsteknokratisk. At vi i fremover bliver forhippede på at følge skemaer for, hvad barnet bør kunne og hvornår, og så teste og måle på det i stedet for at lade barnet udvikle sig, som det nu gør med tiltro til, at institutionen selv kan tage hånd om rette modning.



"Læring er kommet markant på banen, og selvfølgelig skal vi tale om, hvilke færdigheder Søren og Mette skal have med sig. At de for eksempel skal kunne farverne og udtale ordene rigtigt, men den usynlige omsorg - den er mindst ligeså væsentlig. Jeg tror, at snakken om værdi- og socialiseringsmål bliver afgørende. At barnet lærer empati. Lærer at lytte og koncentrere sig og at være en del af en gruppe, så Søren ikke hver gang kører bussen, men også kan indtage rollen som passager. Vi trænger til at revidere ideen om, hvad der skal til for at skabe en god daginstitution. Og for mig at se gør hele grundindstillingen forskellen. Er der empati, engagement og glæde i en institution, så sejler skuden derudad med sol og vind i sejlene - på trods af underbemanding og krav om forandring i farvandet. I stedet for at sige flere hænder, flere hænder, så skal vi hellere sige: Hvad skal vi bruge de hænder til? Som pædagogisk personale må vi ikke være bange for at træde i karakter og sige højt, hvad vi tror på. Vi er de betydningsfulde voksne. Vi er det stærke led."





5 kvikke til Margrethe Brun Hansen



Hvordan var din barndom?

Min barndomsgade ligger i Brørup mellem Esbjerg og Kolding. Den var præget af unger og fri leg, mens der hjemme hos min far og mor var andre og tydelige rammer. Min far var direktør og en autoritetsperson, hvis ord var lov, og min mor var uddannet sygeplejerske, der gik hjemme og gav os masser af husmoderviden. Mine forældre gav os det rygstød, at vi skulle have en uddannelse, også som piger, og de lærte os, at det forpligter at have det godt. At du skal være taknemmelig. Det har betydet meget for mig.



Har du opdraget dit barn, som du prædiker for andre?

Jeg synes, at jeg har respekteret ham, som den person han er og med de evner, der var. Rasmus er det bedste i mit liv, og vi har et utroligt godt venskab. Han evner empatien og har en ømhed for mennesker, som det ikke går godt - en egenskab, jeg så gerne har villet give ham med på livets rejse.



Hvad gør dig lykkelig?

Mit familieliv er det allervigtigste for mig. Hvis familien ikke fungerer, så har jeg ingen ro i sjælen - ikke før den igen har det godt. Samtidig betyder det også meget for mig, at det går godt på arbejdet, at der er drift, og jeg ser, at det, jeg gør, nytter. Børns livskraft tænder mig som en lunte, og jeg bliver så glad.



Hvordan ser dit seniorliv ud?

Jeg vil gerne kunne rejse, når jeg vil og have masser af familieliv, men derudover ønsker jeg mig at blive ved, til jeg falder af pinden. Min drøm er at forsætte på fire områder. Klinikken, hvor jeg giver terapi. Ude i institutionerne, hvor jeg arbejder med børn, pædagoger og forældre. Mine kurser og foredrag og så skrive meget mere.



Hvad vil det betyde for dig at blive farmor?

Min søn er 30 år og for tiden er der ingen junior i vente. Men når han eller hun forhåbentlig kommer, vil jeg se helt vildt frem til det. Vi hænger så meget sammen som familie, og dét at kunne få lov til at hjælpe til og få et medansvar i Rasmus' lille familie bliver en stor gave.



Margrethe Brun Hansens blå bog

Født den 26. maj 1948

Pædagog, 1970

Årskursus på Danmarks Lærerhøjskole, 1974

Uddannet cand.psych., 1987

Privatpraktiserende børnepsykolog siden 2003

Medvirket i TV2's programserie "Forældre forfra" i 2006

Forfatter, foredragsholder og afholder kurser om forældres nye roller, børns behov og børns trivsel





Mine bedste bøger

"Forældreguiden. Sådan tackler du hverdagen med børn." Høst og Søn, 2007

"De kompetente forældre", Aschehoug, 2001

"Rød stue kalder. Familiehåndbog i institutionsliv", Gyldendal 1998

Se mere på www.kvinfo.dk



I næste nummer af Børn&Unge kan du læse interview med lektor Erik Sigsgaard.