Ægte perler lokker store piger i klub

Taarbæk Fritidscenter har indrettet et smykkeværksted med kvalitetsperler og ægte sølv som pædagogisk tilbud. Det lokker de store piger i klub. Er pigerne der, kommer drengene af sig selv.

Nogle fritids- og ungdomsklubber har indrettet lydrum udstyret med mixerpulte som i professionelle studier. Andre satser på heste eller kaniner som den pædagogiske aktivitet. I Taarbæk Fritidscenter nord for København er det lykkedes at tænke nyt, anderledes og kreativt.

Smykkeværkstedet er efterhånden blevet klubbens vartegn. Og det er ikke kun fritidsklubpigerne, men også 16-17 årige ungdomsklubpiger, der strømmer til det nyindrettede smykkeværksted for at dyrke deres nye hobby: At designe og producere ægte smykker.

"Pigerne i 6. klasse melder sig ofte ud af klubben. Her melder de sig ind, og når pigerne er her, kommer drengene af sig selv," smiler fritidspædagog Maja Sejr Steinaa, der har været krumtappen i nyskabelsen i Taarbæk Fritidscenter.



Ægte perler lokker. På denne varme dag med op mod 25 grader udenfor har 10-11 piger fra 5. og 6. klasse plus et par drenge fundet vej til det lille smykkeværksted, der ligger oppe under taget - med udsigt over Øresund. Og pigerne kommer ikke kun på grund af fotografens linse. Lokkemidlet er ægte ferskvandsperler og halv-ædelstene kombineret med en engageret pædagog, der kan kende forskel på ametyst og perlemor.

"Det er så lækkert at lave smykker, fordi vi laver dem af lækre perler. Rigtig luksus. Man passer også bedre på det, når det er ægte," siger Nathalia, der går i 6. klasse. Lige nu er hun i gang med et par ørenringe til sin plejemor i fødselsdagsgave.

Christel, Mona, Andrea og Andrea er så småt ved at finde frem til de perler, de vil bruge. Lise forsøger sig med en lang guldbelagt halskæde med sorte Onyx perler. Til sig selv.

"Jeg bruger nok for 100 kroner til perler om måneden," fortæller hun.



Nej til plastikperler og ståltråd. Midt på bordet i værkstedet står plastikkasser, indrettet med små æsker med ægte perler. Nok op imod 3-400 forskellige, sirligt sorteret: Perlemor, halvædelstene og ferskvandsperler i alskens farvenuancer. Klar til at blive sat på ægte sølvkæder med låse af sølv eller på guldbelagte kæder.

"Processen er selvfølgelig vigtig. Det er også derfor, at jeg beder dem designe deres smykker på perlemåtter først og øve sig på tråde af kobber, før de laver de endelige smykker," siger Maja Sejr Steinaa.

"Men det er ikke kun processen i det pædagogiske arbejde, der er afgørende. Jeg kan jo se, at pigerne vokser og stråler, når de kommer med smykker, som de selv har designet. Hjemmelavet design er også med til at danne deres personlighed. Og skal man fange de store pigers interesse, så dur det ikke med plastikperler og ståltråd," fastslår Maja Sejr Steinaa.



Designet er afgørende. Selv om Øresund glimter i solskinnet, ænser pigerne slet ikke havudsigten, for de er vildt optaget af at sammensætte de rigtige farver. Og venter pænt på hjælp fra Maja.

"Jeg kan lære dem nogle teknikker, eksempelvis at lave to viklinger, så smykket holder. Men designet kan jeg kun rådgive om. Her skal de finde deres egen smag og stil," siger Maja Sejr Steinaa.

Hun bruger selv meget tid på at udtænke selve designet. Perlerne indkøber hun via nettet. Til engrospriser.

"Man skal ikke købe for stort ind af et parti perler, for moden skifter, og det skal være moderne. Ellers gider pigerne ikke. Men kan de lave et flot designet smykke til 50 kroner, som du skal give 3-400 kroner for i Lyngby Storcenter. Så er interessen vakt, og så har du fået dem væk fra Lyngby Storcenter. Som sidegevinst," konstaterer Maja Sejr Steinaa.



Som ringe i vandet. Smykkeværkstedet i Taarbæk Fritidscenter er husets trækplaster. Alligevel var Maja Sejr Steinaa blevet nysgerrig efter at vide, om det var hendes engagement eller perlerne, der var trækplastret. Det var en af grundene til, at hun indledte et samarbejde med kommunens øvrige klubber.

"Hvorfor skulle vi ikke kunne udveksle ideer på det kreative område klubberne imellem. Det gør sportsfolkene i klubberne. De har stævner og mødes på tværs til fælles inspiration. Det er fjollet, at vi ikke udnytter den mulighed på det kreative område."

Derfor etablerede Maja Sejr Steinaa et smykkekursus for de øvrige klubbers medarbejdere. En times foredrag om materialer, design og idéer til at udvikle børnenes kreative evner blev det til. Efterfølgende blev medarbejderne undervist i teknik og håndværkslære. Og nu har de andre klubber fået samme interesse om deres smykkeværksteder.



Mormor skreg af lykke. Så beboerne i Taarbæk må snart være selvforsynende med hjemmelavede smykker. I hvert fald får forældre og bedsteforældre, veninder og søskende til byens klubbørn ofte et ægte sølvsmykke i eget design foræret som gave til fødselsdage og konfirmation.

"Selvfølgelig bliver forældre og bedsteforældre altid glade for en hjemmelavet gave fra deres barn eller barnebarn. Uanset hvad børnene kommer med. Men pigerne får altså en helt anden respons på at give et ægte smykke, end de er vant til. En af pigerne fortalte mig, at hendes mormor ligefrem havde skreget, da hun fik smykket i gave. Det var lige sådan et, hun havde ønsket sig. Og så få det i barnets eget design. Det er altså noget andet", konstaterer Maja Sejr Steinaa.

Er pædagoger nødt til at tænke kreativt og moderne, når de arbejder i en klub i whisky-bæltet nord for København?

"Vi har masser af børn af enlige mødre og forældre med kæmpe huslejer, og langt fra alle forældre er rige, så nej, det er ikke derfor, at ægte smykker er et hit. Det handler om at det er mere meningsfyldt at lave professionelle smykker end at lave en dårlig kopi", siger Maja Sejr Steinaa.

Er andre klubber interesserede i at komme i gang med smykkefremstilling, er de velkomne til at henvende sig i Taarbæk Fritidscenter, tlf. 3964 3104.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.