2. ekstraordinære kongres; Det blev en mand

Henning Pedersen, 57 år, fynbo, fagpolitisk superveteran og ifølge inderkredsen hæderligheden selv, valgt som den 8. forbundsformand i BUPL's historie

At Henning Pedersen på den ekstraordinære kongres 3. maj kunne vælges som ny forbundsformand uden modkandidat og til stående ovationer, siger en del om, hvor prekær den situation var, som BUPL befandt sig i efter horror-kongressen den 30. marts. Men lige så meget siger det om manden selv og om den estime, han nyder blandt tillidsfolk i BUPL.

Under andre omstændigheder ville det have været kontroversielt, hvis ikke ligefrem utænkeligt at sætte en mand i spidsen, når nu kvinderne udgør 85 procent af medlemsskaren. Jo, BUPL har én gang tidligere haft en mandlig formand, men valget af Kurt Jensen tilbage i 1991 var bestemt heller ikke velset i alle lejre. Der var dem, som talte om en kønspolitisk skandale.

Sådan ikke denne gang. Meget andet end "mandlig formand for kvindeforbund, nej, den går bare ikke" er blevet diskuteret. Var balancen mellem fløjene fundet i det forslag til ny forbundsledelse, som en til formålet nedsat arbejdsgruppe fremkom med? Og burde gruppen ikke have skelet noget mere til, hvor i landet kandidaterne kom fra, i stedet for at pege på fire fra København, to fra Fyn og kun én fra Jylland?

Hvad der derimod ikke blev sat spørgsmålstegn ved, hverken i hovedbestyrelsen eller på den ekstraordinære kongres, var, om Henning Pedersen skulle være et godt bud på en ny forbundsformand.

Forbundsnæstformand Birgitte Conradsen var således fortrøstningsfuld ved udsigten til at skulle danne formandskab med Henning Pedersen.

"Henning bliver en god leder for BUPL, ærlig og troværdig som han er. Selvfølgelig har han den lille fejl, at han ikke er en kvinde, men vi er begge holdspillere, så jeg er sikker på, at vi kan få det til at fungere," sagde Birgitte Conradsen.



Fornuft og følelse. I sin opstillingstale forklarede Henning Pedersen i vanlig stringent stil, hvorfor han havde sagt ja til at påtage sig opgaven.

"Fordi jeg er blevet opfordret, fordi jeg tror på det hold, som er foreslået, fordi jeg tror, at jeg kan løse opgaven, fordi jeg har en passende blanding af erfaring og engagement, og fordi jeg har fornuft og følelser involveret i forhold til opgaven og i forhold til BUPL."

Om opgavens karakter sagde han, at den for ham at se bestod i at udvikle det politiske lederskab, følge op på BUPL's egen strukturreform, udvikle BUPL som organisation og styrke pædagogprofessionen.

Af talen fremgik også, at Henning Pedersen ikke opfatter sig selv som en overgangs-figur.

"Det er jeg blevet spurgt om, og svaret er nej. Hvis jeg bliver valgt, går jeg til opgaven fuldt og helt og med tro på, at jeg - sammen med hele holdet - kan løse den. Jeg er ikke jyde, og jeg er ikke kvinde. Til gengæld er jeg fynbo og tilmed født i Tyrens tegn med alt, hvad det indebærer. Det er noget med jordbundethed, vedholdenhed, målrettethed, robusthed, engagement og et temperament, der er skjult under et roligt ydre. Altså fornuft og følelse på samme tid. Måske er det det, BUPL har brug for i den nuværende situation," sagde Henning Pedersen, hvad kongressen jo faktisk gav ham ret i.



OB og Berlin. Selv om Henning Pedersen på Ekstra Bladets direkte spørgsmål har sagt, at han ikke tror en skid på astrologi, rammer karakteristikken ikke desto mindre ret godt.

Tag nu for eksempel det med vedholdenheden. Uanset om det går op eller ned for OB, står han last og brast med fodboldholdet fra hjembyen. Hans indtagethed af Berlin er af samme vedholdende karakter. Den engang delte by, som nu er blevet det forenede Tysklands hovedstad, får besøg af Henning Pedersen mindst én gang om året og har fået det siden 1979. Men - skal det siges - Berlin er bestemt en fed by.

Målrettethed og vedholdenhed var også efterspurgte karaktertræk, da projektet med at skabe den nye fagforeningsstruktur i BUPL skulle gennemføres. Arbejdet kronedes som bekendt med held, og det er der mange i BUPL-organisationen, som giver Henning Pedersen en stor del af æren for.



Holdet bag. Med Henning Pedersen valgte kongressen en tillidsmand, som på forskellige poster har været med til at præge BUPL's udvikling siden den spæde start midt i 70'erne. Han har siddet i bestyrelsen og været formand for fagforeningen på Fyn. I forretningsudvalget kom han i 1996, hvor han siden 1999 har været hovedkasserer.

At kalde valget af Henning Pedersen en fornyelse vil derfor være en tilsnigelse. Fornyelsen i det nye forretningsudvalg står først og fremmest Lasse Bjerg Jørgensen for. Han kommer direkte ude fra institutionsverdenen, hvorimod de to andre nyvalgte - Flemming Brøgger Andersen og Tonny Andersen - begge har været valgte, lønnede tillidsfolk i BUPL-organisationen gennem en årrække.

Det samme gælder de tre fra det "gamle" forretningsudvalg, som fortsætter: Birgitte Conradsen, Allan Baumann og Lis Pedersen. Nyskabelsen består her i, at Birgitte Conradsen og Lis Pedersen har byttet pladser i hierarkiet, idet Birgitte Conradsen er rykket op som forbundsnæstformand i stedet for Lis Pedersen, som nu er faglig sekretær.



Sagt om og af kandidaterne



Tonny Andersen fra BUPL Nordjylland om sig selv: "Jeg stiller ikke op mod nogen, og jeg tilhører ikke nogen fløj. Jeg vil et BUPL, som kendes på klare politiske meldinger."



Ilse Brøgger, formand for BUPL Nordjylland, om Tonny Andersen: "Et rigtigt godt valg til forbundsledelsen. Dygtig og kompetent, tillidsvækkende og troværdig, en herre, der kan sit håndværk. Vil I ha' kødsovs, ikke kun makaroni, så stem på Tonny."



Yvette Juul Christoffersen fra BUPL Fyn om sig selv:

"Jeg stiller op, fordi jeg har noget at byde på og nogen ting, jeg vil have fremmet. Den faglige stolthed blandt pædagoger og den pædagogiske arbejdsplads skal mere i centrum. BUPL skal være professionens mødested, og vi skal ud og møde medlemmerne meget mere, end vi gør i dag. Og så har jeg det sådan, at det forretningsudvalg, som kommer ud af denne kongres, fandeme har at arbejde sammen."



Peter Michael Munk Pedersen

fra BUPL Fyn om Yvette Juul Christoffersen:

"Ta' hende, hun er go'."

Lasse Bjerg Jørgensen fra BUPL København om sig selv: "Jeg ved ikke, hvilken fløj jeg tilhører, og det bliver heller ikke det første, jeg går i gang med at finde ud af, hvis jeg bliver valgt. Og i øvrigt er der vel ikke to, men i hundredvis af fløje i BUPL. Pædagoger er jo kreative menensker.



Allan Baumann fra det "gamle" forretningsudvalg: "Vi skal have genvundet begejstringen for det faglige arbejde, som jo er sjovt, spændende og stimulerende. Hvis vi ikke lykkes med det, så overlader vi pædagogerne til dem selv, og det er de ikke tjent med."



Bjarne Kofoed fra BUPL København om Lasse Bjerg Jørgensen og

Allan Baumann:

"Lasse er ikke så venstreorienteret, at det gør noget, men han er den mest fornuftige socialdemokrat, jeg kender. Og med hensyn til Allan, så er han jo en jyde. Det kan godt være, han bor i København, men det gør ham højst til wannabe-københavner."



Kim Morten Jørgensen fra BUPL Ribe Amt om sig selv:

"Jeg er holdspiller, målmand nærmere betegnet, og jeg plejer ikke at lade mange bolde gå ind."



Randi Tielbo fra BUPL Afdeling 2 om Kim Morten Jørgensen.

"Jeg har gennem arbejdet i hovedbestyrelsen lært Kim at kende som et både søgende og opsøgende menneske. "Hvorfor er det nu, at de gør og siger sådan?" kan han komme og spørge én. Man forklarer sig og må til sin fortrydelse se ham spørge andre om den samme sag og på den baggrund danne og fremstille sin egen mening. Kim er også en chance for at få sat gang i generationsskiftet og tilført nyt og ungt blod, hvilket vi trænger til. Derfor: Stem på Kim."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.