VIDEO VISER VEJEN - Se på samspillet

En pædagog og et barn bager boller. Der skal rosiner i bollerne, og barnet holder skålen med rosiner, mens pædagogen rører i dejen. En anden pædagog bager en chokoladekage med et barn, og også her holder barnet en skål - i dette tilfælde med chokoladestykker - mens den voksne rører i kagedejen. Barnet med rosinerne vil gerne hælde dem ned i dejen, han kigger op på pædagogen, og hun siger med en bestemt og lidt vred stemme: "Nej, de skal ikke i endnu, jeg skal lige røre lidt mere." Han trækker skålen til sig, og skuldrene ryger lidt op om ørene. Lidt efter prøver han igen, men får samme besked, skuldrene ryger endnu længere op, barnet ser forskrækket ud, og stemningen er trykket. 

Barnet, der holder skålen med chokoladestykker, rækker også skålen frem og vil gerne hælde dem i. Her siger den voksne: "Ja, det er rigtigt, chokoladen skal i, men du skal lige vente et øjeblik, for jeg skal lige have rørt færdigt. Han prøver igen, og så siger pædagogen: "Ja, det er rigtigt, at det skal i, men vi skal lige vente, vente, vente." Og så får voksen og barn en masse sjov med at lege med "vente, vente, vente". Glæden og den gode stemning lyser ud af både barn og voksen.

I begge situationer ser pædagogerne, hvad barnet vil. De ser dets initiativ. Men de følger meget forskelligt op på det. I den sidste situation bliver der set positivt på barnets initiativ, og den voksne arbejder på at gøre samspillet udviklingsstøttende. Hun prøver at lære barnet noget, mens de gør noget sammen, og hun gør det, så barnet forstår, at det ikke gør noget forkert.

De to situationer er videoklip optaget i daginstitutioner. Og sådanne klip har seminarielærer og marte meo-terapeut Pernille Roug i hundredvis af. Hun underviser i marte meo på Hindholm Seminarium ved Næstved og tager rundt i landet og underviser pædagoger i, hvordan man kan bruge videooptagelser til at få øje på børns initiativer, og hvordan voksne kan reagere på dem, så de understøtter børns udvikling. Pernille Roug har netop skrevet bogen "Marte meo i praksis - bedre samspil ved egen kraft". Det er den første danske bog om, hvordan man bruger metoden i praksis. Ifølge Pernille Roug er marte meo en metode, der via videoklip fremmer og forbedrer samspil mellem mennesker. 

»Jeg synes, at vi hjælper børn for lidt. Børn skal ikke opdrages, vi skal tage dem ved hånden og vise dem, hvilken vej de skal gå. Hvis et barn har en forkert adfærd, skælder vi ud og råber af barnet, at det skal gøre dit og dat. Men vi vil støtte barnet bedre, hvis vi ser på, hvordan barnet fungerer i samspil med børn og voksne, og om barnet har de kompetencer, det skal have. Og så går arbejdet ud på at støtte den adfærd og de initiativer, der er gode og hensigtsmæssige og vise barnet, hvad det kan gøre, hvis det endnu ikke har forstået, hvordan man gør,« siger hun.

Hvis man vil arbejde med marte meo, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad barnet er optaget af og tage positivt udgangspunkt i det. Og at den voksne sætter ord på, hvad hun gør og vil, så barnet ved, hvem den voksne er, for så lærer barnet den voksne at kende. Det gør barnet trygt, og trygge børn lærer mest.



Magisk sund fornuft. Marte meo er tre ting. Det er et menneskesyn, en metode til at forbedre samspil, så menneskers udvikling støttes, og en behandlingsmetode. Den sidste del skal man uddanne sig til marte meo-teraput for at kunne mestre. Men de to første kan enhver, der har sat sig lidt ind i metoden, anvende i sin praksis. 

Menneskesynet bygger på, at barnet gerne vil samarbejde, at det er kompetent, og at det som udgangspunkt vil gøre noget godt. Det udviklingsstøttende samspil tager sit udgangspunkt i de nyere teorier om, at børn udvikler sig i relationer og fødes med kompetencer, hvilket især tilskrives Daniel Sterns forskning i spædbørnsadfærd. Det er nødvendigt at have en grundlæggende viden om børn og om den naturlige udvikling, et barn gennemgår, men man skal også være klar over, at nogle børn udvikler sig anderledes. 

Pernille Roug blev fanget af menneskesynet og af den sunde fornuft, som ligger i metoden, da hun for ni år siden blev opmærksom på marte meo.

»Og så blev jeg grebet - som jeg tror, at mange gør første gang, de ser metoden praktiseret - af det magiske i at se et forløb, hvor et samspil tydeligt bliver udviklet. Det ser sådan lidt mirakelagtigt ud, men selvfølgelig er det ikke mirakler, men nogle fagpersoner der sætter sig for at hjælpe de mennesker, de er i kontakt med,« siger hun. 



Guide med ord. Pædagoger tror, at børn forstår, hvad de skal gøre, bare fordi man siger det til dem. Men at de bare ikke gider, vil drille eller er uartige. Pernille Roug mener, at ikke alle børn forstår, hvad pædagogerne siger til dem. Derfor er opgaven trin for trin at fortælle barnet, hvad det skal gøre.

»Børn vil gerne samarbejde, hvis de forstår, hvad de skal gøre. De børn, der ikke gør, som de skal, har endnu ikke lært, hvad man gør i netop den situation. Ud af en børnegruppe på otte vil de fire måske vide det, de to vil vide lidt, og to vil ikke vide det. De sidste vil have brug for trin for trin at få sat ord på, hvad de præcist skal gøre, indtil adfærden er lært. Børnene lærer det, men kun hvis vi sætter ord på trin for trin afpasset det enkelte barns niveau,« siger hun.

I en børnehave havde pædagogerne problemer med et barn, der ikke kunne finde ud af at rydde op. Videoklippet af en oprydning viste, at pædagogen mange gange bad barnet om at rydde om. Men først da hun meget bestemt viste, at bilerne skal i den blå kasse, klodserne i den røde, og legoborgen skal stå på den hylde, så fattede barnet konceptet og ryddede op.

»Pædagoger overvurderer børnene. De beder dem om for meget på et for højt niveau, når de bare siger: "I skal rydde op, unger". Når børn skal i skole, skal de have lært, hvad udsagnet: "Du skal tage tøj på" dækker over. Men når de er mindre, skal de guides tydeligt: "Du skal tage din jakke på" eller "Du skal tage dine støvler på". Det andet er for overordnet,« siger hun og fortæller om Søren, der sammen med de andre på stuen får at vide, at han skal tage tøj på. Det gør han ikke trods mange gentagelser af beskeden. Til sidst siger pædagogen til ham: "Hvorfor tager du ikke dit tøj på, som jeg beder dig om?" Hvorefter Søren kigger ned ad sig og siger: "Jeg har da tøj på". Søren havde ikke forstået, at det var overtøjet, han skulle tage på.



Lær barnet at præsentere sig. Pernille Roug bliver næsten altid præsenteret for to problemstillinger, når hun hjælper institutioner via marte meo-metoden. Den ene går på enkelte børn, der har problemer med at opfylde de voksnes krav. Og det andet er problemer i de strukturerede situationer. Det kan være i samlingen, når børnene skal tage tøj på eller ved spisningen. De mest almindelig udsagn fra pædagogerne er: "han flipper i kravsituationer" eller "der er så meget uro og så mange konflikter omkring spisningen". 

Omkring de enkelte børn kan det handle om, at de voksne ikke ser, hvilken hjælp barnet har brug for. Ved hjælp af videoklippene kan man se, om barnet skal støttes i at lære en kompetence, eller om det skal lære at sætte ord på sig selv, så både de andre børn og de voksne ved, hvad barnet vil og kan.

Frederik på 4 1/2 år er børnehavens skræk og står hele tiden på skideballernes holdeplads. Han sprinter rundt i fællesrummet, hvor der også står en lille ny pige, som siger til pædagogen, at hun er tørstig. Pædagogen beder hende om at vente lidt, hun skal lige være færdig med noget. Så kommer Frederik derhen, tager kanden, hælder op i glasset, og så lyder det meget højt og vredt fra pædagogen: "Det var ikke dig, der skulle have det saftevand, Frederik". Frederik stopper op og siger: "Jamen, jeg ville bare give hende det."

»Når man ikke er marte-meo-skolet, tænker man: "Hun kunne da lige have givet ham en chance." Og det kunne hun også. Men Frederik er ikke et barn, der sætter ord på sig selv, og det skal man kunne, når man er over tre år. Frederik sagde ikke til pigen: "Nu skal jeg give dig, saftevand". Et barn som Frederik starter man med at lære at sætte ord på sig selv, så han ikke konstant kommer i konflikt med de voksne, fordi de ikke ved, hvem han er, og hvad han vil. Hvis Frederik havde sagt: "Nu skal jeg give dig", havde pædagogen vidst, hvad hun skulle forholde sig til. Frederik bliver synlig på sin tilsyneladende forkerte handling i stedet for på sin gode intention, og det giver ham mange problemer,« forklarer Pernille Roug.



Lær barnet modellen. Problemerne i de strukturerede situationer opstår, fordi pædagogerne ikke er klar over, at de skal lære børnene modellen. De skal lære børnene, hvordan man gør i de enkelte situationer. De skal lede børnene i situationen og lave en god stemning. At lede betyder, at man fortæller barnet, hvad det skal. Det kan være i en børnehave, hvor man siger: "Nu skal vi spise, og I skal sætte jer på stolen. Når børnene har gjort det, siger man: "Det var flot Så skal I have pakket jeres mad ud. Jeg hjælper lige Kristoffer med at pakke ud". 

I de ustrukturerede situationer, som er hygge og leg, er det til gengæld pædagogernes opgave at holde nallerne langt væk, for der er det børnene, der er kompetente. Det er vigtigt, at man tænker på, hvad det er for en situation, man befinder sig i, og hvad der forventes af én. 

»Når jeg ser videoklip, hvor det går galt, er det, fordi de voksne ikke er bevidste om, hvilken situationstype, de er i. Hvis de bestemmer i legen, bliver børnene sure og går, for børn ved nemlig godt, at det er deres domæne. Hvis der er kaos i de strukturerede situationer, er det, fordi de voksne ikke er bevidste om, at de positivt skal lede børnene og i stedet lader dem lede. Det kan børn ikke bare, for de har ikke lært modellen endnu. Sæt hele tiden ord på det, du gør, og sig, hvad du forventer af barnet, så det ved, hvad det skal forholde sig til. For børn er ofte ikke klar over, hvad der forventes af dem,« siger Pernille Roug.



Udvikling i relationer. Marte meo er ikke fejlfinding, hverken hos børn eller pædagoger. Metoden tager udgangspunkt i det, der lykkes.

»Man bliver ikke dygtigere af at se på det, der ikke lykkes. Hvis man fokuserer på sine fejl, vil man prøve at finde andre måder at gøre tingene på uden at vide, om det er rigtigt. I stedet kan man på filmen se, hvor man gør det rigtigt, og så kan man gøre mere af det. Og man kan altid finde noget, børnene eller de voksne gør rigtigt,« siger Pernille Roug.

Det kan tage tid at lære at se det, man skal fokusere på. Men det er Pernille Rougs erfaring, at det er nemt for pædagoger at forstå det, de skal gøre anderledes. 

»I disse sparetider er det jo oplagt at blive mere bevidst om, hvordan man skal agere. Nogle siger, at de ikke har tid til at optage situationer på video og sætte ord på alting. Men jeg plejer at sige, at de ikke har tid til at lade være, for man kan lige så godt gøre det rigtigt første gang, det tager kortere tid,« siger hun.

Pernille Roug giver et eksempel med bleskift: »Når man skal skifte et barn, tager det altså den tid, det tager. Men hvis man gør det udviklingsstøttende og sætter ord på, kan barnet samarbejde, og så går det hurtigere, bedre og lettere, fordi barnet ved, hvad der skal ske, og hvad der forventes af det. Hvis man bare skynder sig og ikke sætter ord på, vil barnet for det første ikke vide, hvad der sker, og hvad der forventes af det. Måske vil det stritte imod, og situationen foregår i en dårlig stemning. Og Daniel Stern har jo sagt, at den stemning, en handling foregår i, er vigtigere for barnet end selve handlingen.« 

Desværre er pædagogers kendskab til de nyere udviklingsteorier dårligt, mener Pernille Roug. 

»Det betyder, at mange ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, at det er i relationerne, at børn udvikler sig, og derfor lægger de ikke nok vægt på deres egen del af relationerne. Jeg oplever, at mange pædagoger ikke rigtig ved, hvordan de skal komme videre, fordi de ikke rigtigt har forstået den måde at se på børn på. Men der kan marte meo være en gave, fordi via den metode bliver de meget konkret klædt på til at vide, hvad de gør og skal gøre for at udvikle hvert enkelt barn.«



Bogen "Marte meo i praksis - Bedre samspil ved egen kraft" er udgivet på Hans Reitzels Forlag, koster kr. 298 og er på 255 s. Med bogen følger en cd-rom med videoklip, der viser principperne i marte meo-metoden.



Ved egen kraft

Marte meo betyder ved egen kraft, og metoden er opfundet af den hollandske terapeut Maris Aarts i slutningen af 1970'erne. Hun bygger sit syn på børns udvikling og udviklingsstøttende samspil på teorier af især Daniel Stern. Men det er Maria Aarts, der har æren for at have delt udviklingsstøttende samspil op i elementer eller principper, så det gør det nemmere at analysere samspillet og finde frem til lige netop den del af det, som barnet har vanskeligheder med. 

Marte meo-principperne handler om, hvordan man behandler børns initiativer. Der er seks måder at forholde sig til et barns initiativer på:

De fire gode: 

- man sætter ord på initiativet

- man bekræfter det

- man følger det op

- man hjælper barnet med at vælge et andet initiativ

De to dårlige:

- man afviser initiativet

- man overser det

Gode kompetencer udvikles ved at blive mødt på de fire første måder, og dårlige udvikles ved at blive mødt på de to sidste måder.