Umyndiggørelse: Den umulige kritik

Hvis pædagoger kritiserer deres arbejdsforhold, og det ikke har nogen konsekvens, opgiver de på et tidspunkt. De føler sig umyndige i det fag, som de har uddannet sig til og arbejdet indenfor i mange år.

I bogen 'Umyndiggørelse' viser sociologen Rasmus Willig, hvordan pædagoger bliver umyndiggjort, fordi kritikken vendes indad og bliver til selvcensur.

Og hvorfor det gør pædagoger syge og opgivende. 

"Mennesket er et kritisk væsen, og kan det ikke komme af med sin kritik af formel vej, er der to andre muligheder: Kritikken kan komme ud gennem sidebenene, eller den kan vendes indad. Det fører i begge tilfælde til handlingslammelse og resignation. Man opgiver, fordi man ikke kan komme nogen vegne. Det er det, pædagoger oplever, og så bliver det endda værre og værre. Udsagn som: 'Det kan godt være, at det ikke altid har været sådan, men det har det vel i princippet' eller 'vi kommer aldrig på fode igen' vidner om, hvor forfærdeligt folk har det under sådanne forhold," siger han.

Bogen er blevet til ved fokusgruppeinterview med flere end 100 pædagoger i Århus. De har fortalt Rasmus Willig, hvordan de oplever, at deres arbejdsforhold langsomt er blevet forringet gennem de seneste 20 år, og hvordan de oplever, at deres kritik af forholdene på institutionerne ikke bliver hørt. Pædagogerne har også fortalt, hvordan de reagerer på, at de ikke kan gøre noget for at forbedre de åbenlyse dårlige forhold for sig selv og børnene.

Når pædagoger skal arbejde under forhold, som de ved, er for dårlige, handler de ikke kun mod deres bedreviden. De handler også imod deres etiske overbevisninger. De udfører deres arbejde på en måde, som ikke er acceptabel med den viden, de har om, hvad der kan gøres.

I den situation er der to muligheder for overlevelse, mener Rasmus Willig.

Den ene er, at pædagogerne vænner sig til forholdene, men samtidig har det dårligt med at gøre det. Det fører til, at de i sidste ende giver op, og mange bliver sygemeldt eller forlader helt faget. Den anden mulighed er, at pædagogerne reproducerer de mønstre, som de selv er underlagt, over for børnene. 

"Pædagogerne i Århus fortalte mig, at de i langt større udstrækning end før bruger sutten til at skabe sig ro. De lukker så at sige munden på børnene på samme måde, som munden bliver lukket på dem," fortæller han. 



Kritik har ikke høj status. Når pædagogerne prøver at kritisere, bliver de mødt med forklaringer om, at sådan er rammerne altså, og det må de bare finde sig i, for det er der ikke noget at gøre ved. Det er ifølge Rasmus Willig ikke de juridiske forudsætninger for ytringsfriheden, der er på spil, men det er normerne for at ytre sig, der er gjort umulige.

Det er bemærkninger som: 'Jeg hører, hvad I siger, jeg tager kritikken til mig, men nu har jeg det næste møde, farvel og ha' det godt', der igen og igen lukker munden på pædagogerne. 

"Det betyder, at man hører kritikken, men at det ingen konsekvens har. De mange afvisende sætninger udgør til sidst det samlede billede af en kultur, hvor kritik ikke længere har en høj moralsk status," siger han. 

Mange har fortalt Rasmus Willig, at de har fået det dårligt af at læse bogen. Han mener, det skyldes, at vi har lært, at alle skal have lov til at række hånden op og stille kritiske spørgsmål. Det er en moralsk værdi, som vi bliver krænkede over at blive frataget. 

"Den moderne civilisations højeste moralske idé er, at vi skal kunne ytre os kritisk i en offentlig borgerlighed. Når det er under voldsomt pres og reproduceres helt ned i vuggestuen, sætter det gang i den kvalmende fornemmelse. Der sker en overskridelse af vores grundlæggende moralske værdier. Det virker især stærkt, at man ikke kan ytre sig frit om sit arbejde og sin professionsudøvelse i en tid, hvor vi mere end nogensinde taler om ytringsfrihed," siger han. 



Brok er også kritik. Pædagoger er kendt for at have en brokkekultur, men Rasmus Willig køber ikke præmissen om, at det er forkert at brokke sig. Brok og klynk er bare kritik, som ikke har fået lov til at komme ud ad formelle veje, og som ikke bliver taget alvorligt. 

"Ved at dele utilfredsheden op i brok eller kritik har man sagt, at én type kritik er mere rigtig end en anden. Og når så pædagogerne omtaler sig selv som en kultur af brokkere og accepterer, at andre kalder dem det, viser det bare, at det er lykkedes at umyndiggøre dem. Man bliver umyndiggjort, når man underlægges de samme principper, som man selv er udsat for, og reproducerer dem til børnene. Hvis pædagogerne selv siger, at det bare er brok og ikke kritik, diskvalificerer de faktisk selv den kritik, der kommer ud som brok," siger han.

Når to pædagoger står på legepladsen og snakker om, at nu går det ikke længere, og at de kan ikke få det til at hænge sammen, betegner de selv det som brok. Det kaldes en uretsbevidsthed. Man føler en uret, men den formuleres ikke ad positiv, formel vej, forklarer Rasmus Willig. 

"Det er i princippet den kritik, der er den vigtige, for den informerer om de reelle faktiske tilstande. Kritikken skal ud, og den skal tages alvorligt. Hvis den ikke bliver det, kan kritikken kun komme til udtryk på legepladsen sammen med kollegerne," siger han. 

Rasmus Willig mener, at det brok, som findes på alle arbejdspladser, ses i langt højere grad blandt pædagoger end i andre professioner. Måske fordi konsekvenserne af, at kritikken ikke høres, er så store. Det går ikke kun ud over pædagogerne selv, det går også ud over børnene. 



Fokus på service. Årsagen til, at kritikken har fået så dårlige vilkår, er ifølge Rasmus Willig, at man har forvekslet den politiske liberalisme, som indebærer ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og andre liberale frihedsrettigheder, med økonomisk liberalisme eller neoliberalisme. 

Politisk liberalisme er kendetegnet ved at være et oplysningsprojekt, hvor man lægger vægt på, at borgeren skal oplyses for at kunne deltage i samfundet. Men så snart man i stedet udøver økonomisk liberalisme, gør man udelukkende daginstitutioner til et sted, hvor man kan købe serviceydelser. Han mener, at sprogscreeningerne er et godt eksempel på det.

"Her har vi den grundlæggende moralske værdi, at alle skal kunne tale for at komme ind i den offentlige borgerlighed som voksne og myndige, men den tilbydes som en service, hvor der så bare ikke er fulgt penge med til ydelsen. Nu bruger alle tid på at sprogteste, men der er ikke tid til, at man kan lære sproget. Så snart man politiserer et område og siger, at der skal være mulighed for at vælge, hvilken type service brugeren skal have, så rettes fokus mod brugerens tilfredshed og væk fra, at institutionerne skal være et projekt, der gør børnene myndige, så de senere kan fungere i samfundet," siger han. 



At blive umyndig. Det er summen af alle de små ting, der ikke fungerer, og som det er umuligt at få lov til at kritisere, som fører til umyndiggørelse af pædagogerne, mener Rasmus Willig. 

Det starter måske med, at man selv griber en karklud, fordi der ikke bliver gjort ordentligt rent længere - for Herre Gud, det kan man vel godt lige gøre. Men når man hvert år oplever at skulle spare én til to procent, at normeringerne og vedligeholdelsen bliver lidt dårligere, og at der hele tiden vælter nye krav ind over daginstitutionerne uden flere ressourcer, så fratager man pædagogerne fornemmelsen af, at de er de myndige voksne, der skal tage sig af tingene. 

"Samtidig oplever de en voksende mistillid til deres erhverv, fordi de føler sig kontrolleret og evalueret. Der bliver hele tiden indført nye standarder og procedurer for, hvad der er rigtigt og forkert. Dertil komme alle kravene om, hvordan de skal gøre deres arbejde på en ny og anden måde. Som en pædagog sagde: 'Førhen var det os, der stod for den pædagogiske udvikling, og forvaltningen for administrationen. Nu er det forvaltningen, der udstikker de pædagogiske retningslinjer, og os, der forvalter dem'. Man har faktisk frataget professionen fornemmelsen af, at pædagoger er autonome, at de faktisk kan deres arbejde. Hver dag er pædagogerne udsat for mange umyndiggørelsesprocesser, fordi der er så meget udefrakommende regulering af deres arbejde," siger han. 

Når pædagoger bliver umyndiggjort, føler de sig handlingslammede. De giver op, for de oplever, at det ikke længere kan betale sig at gøre en indsats eller at kritisere. 

"Erfaringen af ikke at kunne komme igennem med noget, er så stærk, at der har indfundet sig en total håbløshed. Jeg har mødt rigtig mange pædagoger, der har det sådan," siger Rasmus Willig. 



Ekstreme ventiler. Pædagogerne i Århus har fortalt Rasmus Willig, hvad de gør for at få luft for frustrationerne. Det har overrasket ham, hvilke ekstreme ventiler, pædagogerne bruger. 

"For én ting er at skrige i bilen på vej hjem fra arbejde. Noget andet er at gøre det på vej til arbejde. Og endnu værre er det, hvis man også skriger i bilen, når ens mand og børn er med. Så er den ved at være gal. De mange enkeltstående eksempler på brug af ekstreme ventiler udgør et samlet billede af, hvordan det står til i pædagogprofessionen," siger han. 

De mange eksempler viser, at ventiler er nødvendige for at overleve. Rasmus Willig fortæller om en erfaren og respekteret leder, der havde det meget dårligt. Hun fortalte, at det kunne skyldes, at hun i et par uger ikke havde kunnet tale halvanden til to timer hver dag i telefon med sin veninde, som hun plejede, fordi denne havde haft nattevagt.

"Det gjorde stort indtryk på mig, at halvanden til to timer i telefonen hver dag var nødvendigt for at klare hverdagen. Hun havde det tydeligvis skidt, og det har jeg oplevet hos rigtig mange af dem, der har deltaget i interviewene. Fokusgrupperne har nærmest fungeret som en slags terapeutisk ventilering, uden at det har været hensigten. Mange har givet udtryk for, at det var dejligt med en dag, hvor de ikke skulle være anerkendende, inkluderende, positive og møde hinanden i øjenhøjde, men at de kunne få luft for frustrationerne og fortælle, hvorfor de er så frustrerede," siger han. 





Om Rasmus Willig, bogen og hvordan den blev til 



Rasmus Willig (født 1973) er sociolog, lektor ved Roskilde Universitet, forsker og formand for Sociologforeningen. Han har tidligere skrevet afhandlingen 'Til forsvar for kritikken', som var anledning til, at han blev inviteret af BUPL Århus til at holde foredrag for pædagogerne. Derefter blev han engageret til at holde kurser i Århus, og på grund af de stærke reaktioner, han fik fra pædagogerne, fik han lyst til at lave fokusgruppeinterview, som kunne danne baggrund for en bog om kritikkens dårlige vilkår på pædagogområdet, og hvordan det fører til en umyndiggørelse af pædagogerne. 

Rasmus Willig fortsætter med at indsamle empiri i Århus og Østjylland. Det skal indgå i hans næste bog om myndiggørelse. Her vil han også komme ind på, hvad pædagoger, fagforening og samfundet kan gøre for at ændre på kritikkens umulige vilkår.

'Umyndiggørelse' af Rasmus Willig. Hans Reitzels Forlag, 160 sider, vejl. pris 198 kroner.



'Umyndiggørelse' kan også læses gratis på nettet.