"At udskille børn er det værste, vi gør"

Efter flere ugers krig mellem finansministeren Claus Hjorth Frederiksen (V) og Kommunernes Landsforening (KL) om overforbrug i kommunerne, tager de to parter i skrivende stund hul på de vigtige forhandlinger, der afgør, hvor mange penge kommunerne har til kommunal velfærd næste år.



Efter kommunalvalget i efteråret 2009 er der blevet skiftet ud i bestyrelsen i KL. Ny formand er socialdemokraten Jan Trøjborg fra Horsens. 

En anden lokalpolitiker Jane Findahl har også fået en ny post som frontfigur på børne- og ungeområdet. Siden 1. april har hun nemlig været formand for KL’s børne- og kulturudvalg, og hun er også med i KL’s bestyrelse og formandskab.



Børn&Unge møder hende på det gamle rådhus i Fredericia, hvor hun har været til møde denne formiddag. Dem har hun været til mange af her gennem årene. I 12 år sad hun som formand for Fredericia Kommunes børne- og ungeudvalg indtil sidste år, hvor Fredericia fik et borgerligt flertal.



Hun byder på kaffe og boller med spegepølse og ost, før hun lige smutter ud ad døren med en sølvfarvet toiletpung for at ordne makeuppen til ære for fotografen. Med krøllerne i den rette uorden er hun klar til at fortælle om de tre store udfordringer, som hun vil sætte politisk fokus på i sin nye rolle som børne- og kulturudvalgsformand i KL.



»For det første er det jo ikke nogen hemmelighed, at Danmark står i en økonomisk krise. Så den første udfordring er, hvordan vi på en visionær måde får guidet kommunerne igennem de kommende år,« siger hun.



Den anden udfordring er problemet med manglende hænder til at løse opgaverne i velfærdssamfundet. 



»Vi ved jo, at om tre år begynder rigtigt mange at gå på efterløn og pension. Så spørgsmålet er, hvordan vi kan tænke velfærd uden så mange hænder, for det er vi simpelthen nødt til.«



Den tredje udfordring brænder Jane Findahl allermest for:



»Hvordan vi undgår at udskille så mange fra daginstitutionerne og skolerne, det såkaldte normalområde. Jeg synes, det er dybt interessant at se på, hvordan vi voksne kan ændre adfærd, så vi ikke udskiller så mange børn. Der må ikke være noget værre end at blive udskilt fra et fællesskab.«



Drevet af social indignation.

I Jane Findahls barndomshjem talte forældrene meget om politik, men med en mor, der var rengøringskone, og en far, der var slagter, er Jane Findahl ikke født ind i magtens cirkler. 



Hun blev uddannet socialrådgiver, og da politik altid havde interesseret hende, meldte hun sig i 1981 ind i SF. I 1985 blev hun valgt ind i Fredericia byråd for første gang. Her har hun siddet i to perioder, fra 1985 til 1992 og fra 1997 til nu. 



»Jeg har aldrig nogensinde planlagt, at nu vil jeg være politiker. Det lå bare lige for, og min sociale indignation var enormt stor. Det er jo et godt grundlag at gå ind i politik på, fandt jeg ud af sidenhen,« siger hun.



Den sociale indignation var også det, der drog Jane Findahl mod børne- og ungeområdet, som hun synes er det allervigtigste område at arbejde politisk for. 



»Det er jo fremtiden i dobbelt forstand. De har deres egen fremtid foran sig, og samtidig er de jo samfundets fremtid. Det har altid fascineret mig, hvad man kan gøre for de børn, der ikke har de samme odds som andre fra starten af,« siger hun.



Selv er hun mor til tre drenge, den yngste på 18 år bor stadig hjemme og går i gymnasiet. Det politiske engagement er blevet kombineret med forældrerollen gennem tiden.



»Jeg har selvfølgelig også siddet i diverse forældrebestyrelser, skolebestyrelser, klubbestyrelser og foreningsbestyrelser ud fra drengenes forskellige fritidsinteresser,« siger hun.



Jane Findahls største håb for fremtiden i kommunerne er, at børn og unge ikke bliver udskilt fra fællesskabet.



»Det, jeg fuldstændig indædt arbejder for, er, at vi skal lade være med at udskille så mange. Jeg anerkender, at nogle har bedre af at være på specialskoler eller specialinstitutioner. Men alt for mange udskilles, fordi vi ikke formår at lade være med at udskille dem. Jeg synes, det er så dybt interessant, hvad det er i samfundet, der gør, at vi udskiller nogle. Hvad er det for et normalitetsbegreb, vi har, og hvem definerer i øvrigt det? Hvordan kan det være, at man skal opføre sig, se ud og være dygtig på en bestemt måde for ikke at blive udskilt? Jeg tror, at det at udskille er noget af det allerværste, vi gør,« siger hun og lægger ikke skjul på, at den diskussion også hænger klart sammen med kommunernes økonomiske udfordringer.



Specialtilbud koster nemlig vældigt dyrt på kommunernes budgetter. Ud af de fem milliarder kroner, som kommunerne har overskredet deres budgetter med i 2009, var tre milliarder inden for det specialiserede socialområde. 



Lige nu fremlægger kommuner over hele landet sparekataloger og genåbner deres budgetter for at få styr på økonomien. Det scenarie er slet ikke optimalt for den udvikling, Jane Findahl gerne så. 



»Jeg synes, det er et problem, for al god udvikling går i stå, når medarbejderne skal til at koncentrere sig om at spare, og om hvem der skal fyres,« siger Jane Findahl, der hellere så, at kommunerne fra start lavede mindre, men mere realistiske budgetter, så man slap for at lave sparekataloger senere.



Hun fremhæver et projekt i sin egen kommune Fredericia, hvor et børnehus har hjulpet børn til at fungere bedre i de kommunale tilbud til gavn for både børn, deres familier og kommunens økonomi.

»Man kan aldrig gøre akkurat det samme i en anden kommune. Jeg er sikker på, at nogle kommuner kan finde inspiration,« siger hun.



Det er også hvad KL kan bidrage med, mener hun.



»KL giver inspiration, KL bestemmer jo ikke. Vi kan give inspiration, vi kan diskutere med kommunerne, vi kan lave konferencer, hvor vi mødes og bliver inspireret og kan lave netværk. Så håber jeg, at man går hjem til sin kommune og finder ud af, hvordan man hver især kan lave noget, som er godt.«



Giv unge mere indflydelse.

Som politiker har Jane Findahl brugt en stor del af sit liv på at at lægge planer og tage beslutninger – især dem, der vedrører børn og unge, men egentlig synes hun, at de skulle bestemme noget mere selv.



»Der er simpelthen mangel på indflydelse for børn og unge på deres egen hverdag. Jeg synes i virkeligheden, at man skal snakke demokrati og inddrage børn og unge, hvor det giver mening. Jeg er overbevist om, at det er på den måde, at vi i langt højere grad får udviklet hele børne- og ungeområdet,«



»Det handler i høj grad om at tage børn og unge alvorligt. Det mener jeg faktisk ikke, vi er gode nok til generelt. Vi taler for ofte på børns vegne, og vi tror for ofte, at vi ved, hvad der er godt for børn. Vi glemmer nogle gange at spørge dem selv,« siger hun.