TEMA: RADIKALISERING. Arbejdet med de unge. Vi sikrer nuancerne
Det kan være svært at gennemskue, hvornår et ungt menneske er blevet radikaliseret og er vej ud i et ekstremistisk miljø. Opdager pædagogerne det i tide, kan de sætte ind med en forebyggende indsats, som kan være altafgørende for den vej, det unge mennesker vælger.
Nogle pædagoger forsøger med en tæt kontakt og masser af dialog, andre giver de unge mere viden om de etniske danskere og Danmark. De fleste spiller på alle tangenterne samtidig. Her kan du se, hvordan tre pædagoger griber situationen an, når de ser tegn på radikalisering og ekstremisme.
»Jeg siger til de unge ’Goddav, jeg hedder Tune, og hvad fanden er det, du har gang i?’. Så bløder de op hen ad vejen, og efterhånden lærer man dem at kende. Det er den tætte kontakt og tilknytning til mennesker, der ikke er i det ekstremistiske miljø, men som har brug for et ordentligt fundament i livet. Når man giver dem det, får de øjnene op for, at de faktisk kan gøre tingene på en anden måde, uden at træde hr. og fru Jensen over tæerne.«
Tune Harbo, Fritidsklubben ’Hampen’, Ølstykke
»Man må prøve at tilføre de unge viden og erfaring. Det kan man for eksempel gøre ved at tage dem med ud på et plejehjem og snakke med gamle mennesker om, hvordan livet har været i Danmark gennem tiden. Så får de et større verdensbillede. Det gælder om at få flest muligt scener med i den film, der hedder livet. Det betyder, at børnene og de unge får et mere nuanceret billede af, hvordan det, de gør, har indflydelse på andre.«
Tune Harbo, Fritidsklubben ’Hampen’, Ølstykke
»Det er ofte de særligt sårbare unge, der ender i radikalisering. Det kan handle om, at de har svært ved at udtrykke sig på dansk og derfor siger meget grovere ting, end de egentlig mener. En af de ting, vi gjorde for dem, var, at hjælpe dem med at skrive jobansøgninger. Vi var mentorer for dem, og vi hjalp dem med deres lektier, når de ikke kunne få hjælp derhjemme. På den måde blev de bedre integreret.«
Ulla Wermus, tidligere leder Sorø Kommune
»Indvandrere møder ikke altid åbne arme i Havdrup. Nogle af de danske børn giver udtryk for en ikke særligt rummelig holdning til folk med anden herkomst end dansk. Det påtaler jeg prompte. Vi skal behandle hinanden ordentligt. Hvis folk med anden etnisk baggrund ikke føler, at de er en del af det danske samfund, så søger de samhørighed et andet sted.«
Mie Andersen, Havdrup Juniorklub, Havdrup
