TEMA: PROFESSIONEL KÆRLIGHED. Derfor er vi pædagoger. Kærligheden er en del af jobbet
Det er en central del af pædagogers arbejde at yde omsorg og vise kærlighed, varme og nærhed.
’Kærlighed er et stort ord, og det er meget personligt, for det er jo et, du bruger derhjemme hos din egen familie. Men du skal jo have det i dig et eller andet sted, ellers kan du sgu ikke gå ind og arbejde med børn.’
Sådan beskriver en pædagog sine tanker om at have følelser med på jobbet. Citatet opsummerer det, mange andre pædagoger har givet udtryk for i to spørgeskemaundersøgelser foretaget af Merete Monrad, sociolog, ph.d. og adjunkt på Aalborg Universitet.
For de fleste pædagoger betyder det at gøre noget for andre mennesker rigtig meget.
»Det er derfor, de er blevet pædagoger. For mange er det et svært spørgsmål, hvordan de håndterer deres følelser, fordi det forekommer dem så naturligt. De fleste siger, at de oftest er glade for arbejdet og for børnene, og de lægger stor vægt på at vise den glæde og at arbejde med glæden, selvom vilkårene ikke altid er så sjove,« siger Merete Monrad.
Pædagogerne går også op i, at deres måde at møde børnene på er vigtig for børnenes udvikling. De ved, at børn udvikler sig bedst i positive samspil.
»Der var mange refleksioner om, at det er vigtigt, hvilke følelser de viser, fordi det smitter af på børnene, hvordan pædagogen er. Børnene har brug for positive rollemodeller, der kan give dem følelsesmæssig energi,« siger Merete Monrad.
Frustration giver stress. Det er ikke belastende for pædagoger at arbejde med følelser, omsorg, varme og kærlighed, hvis der er gode vilkår for arbejdet. Men de er meget frustrerede over, at dårlige normeringer forhindrer dem i at arbejde, som de gerne vil, fortæller Merete Monrad.
»Der er mange, der bruger ord som brandslukning, samlebåndsarbejde, akutberedskab og at hælde vand i et bundløst hul. De har masser af billeder på, at de ønsker at udleve en professionel kærlighed, men ikke kan det i den grad, de gerne vil,« siger hun.
Pædagogerne fortæller også om det svære i at køre en masse nye vuggestuebørn ind og ikke være nok personale. Og om at skulle sørge for at gøre alle dem, der er kede af det, glade.
»En pædagog havde et efterår kørt otte små børn ind. Hun måtte sige til sin leder, at det kunne hun ikke gøre igen. Det er en konflikt for pædagogerne, at de vil gøre det godt for børnene, men ikke kan, fordi vilkårene ikke er til stede. Flere taler om, hvorvidt de kan blive i pædagogjobbet resten af deres arbejdsliv,« siger Merete Monrad.
Tæt kontakt. Alligevel kræver pædagogerne af sig selv, at de hver dag skal komme på arbejde og være klar til at møde børnene og ikke være optagede af alle mulige andre problemstillinger. Pædagoger nyder mest af alt at arbejde med børnene og være sammen med dem.
»De synes, de skal være i stand til at håndtere børnene, selv når de bliver mødt med en hel masse forskellige behov på én gang. En af de pædagoger, jeg snakkede med, sagde op, fordi hun ikke kunne klare kravene. Hun blev så stresset, at hun ofte fik en alt for kort lunte og skældte mere ud, end hun ville. Men flere taler også om, at dårligt humør kan gå over, fordi børnene er så glade og kærlige. Nogle taler om, at det i de situationer kan være godt at få lov til at løse opgaver, hvor de ikke er i tæt kontakt med børnene. For det kan ikke lade sig gøre at være i den tætte kontakt i mange timer, hvis man ikke har overskuddet,« siger Merete Monrad.
Om forskeren
Merete Monrad har skrevet ph.d.’en ’Caring with co-workers’, som handler om omsorgsarbejderes følelsesarbejde i forhold til kollegerne. Desuden har hun lavet nogle mindre undersøgelser, der handler om pædagogers forhold til professionel kærlighed og om følelser i arbejdet med børnene.
