TEMA: Frustrerede pædagoger. Hvorfor hører vi ikke noget?

Barnet mistrives. Pædagogen har gjort alt, hvad der er praktisk muligt på institutionen for at få barnets udvikling drejet i en positiv retning, men det hjælper ikke rigtig. Til sidst beslutter pædagogen sig for at sende en underretning ind til kommunen. Der skal jo ske noget. 

Men det gør der bare for sjældent.

Pædagogerne ved ofte ikke, hvad deres underretning fører til. De føler ikke altid, at deres bekymring bliver taget alvorligt, og de synes ikke, kommunens indgreb er tilstrækkeligt. 

Det viser en undersøgelse foretaget blandt 1.101 pædagoger i BUPL’s medlemspanel. 

»Man ved ikke, om der sker noget, og man kan ikke se det. Der sker ingenting i rigtig mange tilfælde. Der skal rigtig meget til,« siger en pædagog, der har deltaget i under­søgelsen. 

Pædagogen har prøvet at bruge rigtig mange kræfter på at råbe forvaltningen op i en sag med et barn, der var i mistrivsel.

»Jeg måtte underrette 7, 8, 10 gange, før der kom hul igennem, så vi kunne få en dialog,« fortæller pædagogen. 



Frustration. Blandt de pædagoger, der har underrettet indenfor de seneste tre år, har halvdelen ikke fået at vide, hvordan kommunen handlede på underretningen. 

Ifølge reglerne har pædagoger kun krav på, at få at vide, om forvaltningen handler på underretningen. De har ikke krav på at vide, hvad der sker. 

Men netop den manglende viden om, hvad der sker i forvaltningen er en kilde til stor frustration for de pædagoger, der underretter. Som en pædagog siger: 

»Hvis en familie fortæller, at der er sat noget i værk i familiecentret, og vi samtidig har sat noget i gang i børnehaven, er det sindssygt frustrerende ikke at vide, hvad der bliver arbejdet med, for vi kan i teorien, og måske også i praksis, komme til at arbejde hver sin vej,« siger pædagogen og peger på, at en sårbar familie måske ikke kan overskue en masse forskellige indsatser på samme tid.

»Så det vil være federe, hvis vi kunne arbejde på en fælles indsats,« siger pædagogen. 



Et stykke papir. Hver femte pædagog synes ikke, at kommunerne tager deres underretning alvorligt. Og 41 procent synes ikke, at kommunens indgreb var tilstrækkeligt overfor det barn, der blev underrettet om, viser undersøgelsen.

I en skriftlig kommentar til undersøgelsen skriver en pædagog:

’Underretningen forbliver et stykke papir, uden at man som personale tages alvorligt. Det er i forvejen meget grænseoverskridende at lave en underretning’.

I en anden kommune bliver der handlet på alle underretninger, skriver en anden pædagog i en kommentar:

’Men jeg synes, der går for lang tid med at prøve alle mulige tiltag, som vi som pædagoger godt ved ikke vil virke. Jeg synes ikke altid, vi bliver anerkendt for vores faglighed’.



Rød alarm. Elisa Bergmann, BUPL's formand, ærgrer sig over, at pædagoger oplever så mange frustrationer, når de underretter.

»Det er virkelig frustrerende, at det ikke bliver bedre. Man underretter jo, når barnets velfærd er i fare. Det er en rød alarm, og så skal der reageres. Der skal være en tilbagemelding på, hvad man gør, og hvornår man gør det,« siger hun.

»Det er helt vildt, at der ikke er de nødvendige indsatser, for så taber vi jo de her børn,« tilføjer hun.

At det ikke kun er frustration og manglende viden, som præger samarbejdet med forvaltningerne rundt om i landet, vidner denne skriftlige kommentar fra en pædagog om: ’Det tværfaglige team i min kommune fungerede perfekt. De handlede, så både barnet, institutionen og hjemmet fik hjælp’.



Fører ikke til noget. Det kommer ikke som en overraskelse for eksperterne, at mange pædagoger har det svært med underretningerne.

Morten Ejrnæs, lektor ved Aalborg Universitets Institut for Sociologi og Socialt Arbejde og ekspert i tværfagligt samarbejde om børn, påpeger, at det altid har været et problem, at pædagogerne ikke får en tilbagemelding på deres underretning. 

»Men det er trods alt blevet betydeligt bedre,« vurderer han. 

Problemet er, at pædagogen sender sin underretning til en socialrådgiver, der er bundet af regler, der begrænser, hvor meget information der kan sendes tilbage til den underrettende pædagog

»Og det er klart en ubehagelig situation at sidde i, at man underretter om noget, som man synes er fantastisk vigtigt, og som man har gjort sig mange overvejelser om, og så bare får en kvittering. Så oplever en stor andel af pædagogerne, at der ikke sker noget,« siger Morten Ejrnæs.

Det er ikke overraskende, at underretningerne ikke altid fører til noget, mener han.

»Virkeligheden er, at der ofte ikke bliver gjort noget. Groft set bliver der højst gjort noget i halvdelen af tilfældene. I de andre ligger der bare en underretning,« siger han. 

At det ikke er for meget sagt, viser en undersøgelse fra Danmarks Statistik, hvor man har samkørt underretningsstatistikken med statistikker for udsatte børn og unge. For tre ud af fire børn, der bliver underrettet om for første gang, bliver der ikke sat en foranstaltning i værk, viser samkøringen. Hvert fjerde barn, der kommer en underretning på, er kendt i systemet i forvejen. Af de 5.000 børn, hvor der ligger tre eller flere underretninger, får kun 60 procent støtte.

Kommunerne modtager knap 100.000 underretninger på et år, viser den nyeste underretningsstatistik fra Ankestyrelsen. 

»Med det store antal underretninger er det formentlig rimeligt nok, at socialrådgiverne siger: ’Vi må have mere dokumentation, hvis der skal gøres noget’. Det er nødvendigt at prioritere, og så bliver der kun handlet i sager, hvor der er grundig dokumentation for behovet for hjælp,« siger Morten Ejrnæs.



Svært at gøre nok. Pædagogernes frustrationer er et kendt fænomen, for­tæller Anne Marie Villumsen, docent, ph.d., på socialrådgiveruddannelsen ved VIA University College:

»Det var den frustration, der oprindeligt gjorde, at loven blev lavet om, så man ikke kun fik at vide, at forvaltningen har modtaget underretningen, men også kan få at vide, at der sker noget – men bare ikke, hvad der sker,« siger hun.

Hun kan godt forstå, at mange pædagoger ikke altid oplever, at kommunens indgreb er tilstrækkeligt.

»Du står hver dag med børn, der har det rigtig dårligt. Og så føler du ikke der sker noget, eller at der ikke sker nok. Det kan godt være, der sker nok i forhold til, at man har overholdt loven, men for nogle af de her børn er det svært at gøre tilstrækkeligt og nok,« siger hun.

Det er ærgerligt, at pædagogerne ikke bliver mere inddraget i forvaltningernes arbejde med udsatte børn, mener Anne Marie Villumsen.

»Socialrådgiverne skal være meget bedre til at bruge skoler og daginstitutioner som ressourcer. Når de har et barn inde, som de iværksætter undersøgelse og måske også en foranstaltning på, så kan det være en god idé at tænke normalområdet, altså skolen og daginstitutionen, som en ressource til, hvordan vi kan skabe modstandskraft hos barnet. Daginstitution og skole er fuldstændig afgørende kontekster for børnene, og de er der i mange timer,« siger hun.

I kølvandet på de opsigtsvækkende sager om såvel omsorgs- som forvaltningssvigt i blandt andet Tønder, Rebild og Brønderslev fik professionelle omsorgspersoner som pædagoger en skærpet underretningspligt. Det kan have skabt en urealistisk forventning om, hvad der kan ske, når man sender en underretning, med­giver Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening og politisk ansvarlig for 0-18-årsområdet.

Samtidig er situationen nu den, at socialrådgiverne får alt for mange underretninger.

»Hvis bare der er en bekymring, så sender man en underretning til forvaltningen. Det har desværre medført, at man i al for høj grad lægger ansvaret over på forvaltningen,« siger Niels Christian Barkholt, der mener, at de mindre problemer bør løses på skolen eller i dagtilbuddet, så man tager problemerne i opløbet.

Men dårlige normeringer er med til at presse pædagogerne så meget, at de sender underretninger for at få hjælp, mener Niels Christian Barkholt.

»Det er uhyggeligt og uacceptabelt, at der kan være 17 børn til en pædagog,« siger han med henvisning til BUPL’s seneste alenetidsundersøgelse.

»Det sætter tolerancen ned for, hvad man som pædagog mener, man kan håndtere. Derfor vil man også se, at man enten lukker øjnene for den tidlige indsats eller vælger at sende en underretning for at få andre til at gøre noget, for al tid er jo brugt på den kæmpe opgave, man har med så mange børn,« siger han.

Niels Christian Barkholt har et bud på, hvordan man kan mindske pædagogernes frustrationer og sikre et tættere tværprofessionelt samarbejde:

»Få socialrådgiverne ud i dagtilbuddene. Det tager rigtig mange problemer i opløbet, sikrer bedre kommunikation, og at underretningerne bliver kvalificerede,« siger han.



Skal gøre det sammen. BUPL’s formand, Elisa Bergmann, ser også det tværprofessionelle samarbejde som nøglen til at hjælpe de børn, som pædagogerne i dag underretter om.

»Det handler ikke om, at vi alle skal vide alt og snage i en hel masse. Det handler om, hvordan vi får løftet opgaven sammen. For vi kan ikke gøre det alene som pædagoger. Socialrådgiveren kan heller ikke gøre det uden pædagogen,« siger hun.

Udover et bedre samarbejde efterlyser Elisa Bergmann også et bud fra forvaltningen på en hurtig indsats.

»Når man laver en underretning, er det, fordi man er rigtig bekymret. Så skal der lynhurtigt komme forslag fra forvaltningen til, hvad man som pædagog kan gøre i hverdagen for at arbejde med familien. Det er en svaghed i systemet, at den hurtige hjælp sjældent kommer – og det gør det dyrere i længden,« siger Elisa Bergmann. 



Børn&Unge ville gerne have haft et interview med børne- og socialminister Mai Mercado (K), men hun havde ikke tid til at stille op og ville kun svare skriftligt. Det skriftlige svar har vi valgt at se bort fra, da det ikke giver os mulighed for at stille opfølgende spørgsmål.



Børn&Unge har valgt at anonymisere de pædagoger, der medvirker i artiklen.