Pædagog på asylcenter. Hanne blev tændt fra første dag
For godt et år siden og efter en lang karriere som både daginstitutionspædagog og leder meldte Hanne Nysom sig til et pædagogisk vikarbureau. Hun ville prøve noget andet.
»Helt tilfældigt blev jeg sendt til Asylcenteret i Kongelunden, og fra dag ét var jeg tændt. Jeg tænkte: Wow, her er virkelig nogle dedikerede personaler, som bare vil de her børn,« fortæller Hanne Nysom, der for et halvt år siden blev flyttet til Røde Kors Asylcenter i Dianalund for at hjælpe med at starte en vuggestue op der.
I Dianalund er de to pædagoger til seks børn, så normeringen er god.
»Men det skal den også være, for børnene er sårbare og har ofte behov for, at man er en til en med dem,« siger Hanne Nysom.
Inspirerer alle. Børn&Unge mødte Hanne Nysom på en konference, hvor Røde Kors sammen med forskere fra Roskilde Universitet og University College Copenhagen (UCC) præsenterede en helt ny asylpædagogik, som forskerne har defineret på baggrund af interview med en række Røde Kors-medarbejdere.
I rapporten ’Asylpædagogik i Danmark’ defineres asylpædagogikken som syv principper om blandt andet at skabe forudsigelighed, om at arbejde med børnenes egne erfaringer og om myndiggørende pædagogik og sproglig og kulturel diversitet.
»Jeg genkender alle principperne i den måde, vi arbejder på i praksis. Som sådan er pædagogikken jo ikke ny, men når den nu bliver formuleret, synliggøres det arbejde, vi gør på centrene. Vi skal da tale om principperne på personalemøder, så de bliver kendt og brugt,« siger Hanne Nysom.
Hun mener, at asylpædagogikken kan inspirere almindelige dagtilbud, både i forhold til arbejdet med flygtningebørn og børn i almindelighed.
»Principperne sætter fokus på, at vi pædagoger skal have mulighed for at være nærværende, anerkendende og følge børnenes behov, og det gælder i alle institutioner,« siger hun.
Elsker arbejdet. Selvom meget asylpædagogik også gælder for almindelige institutioner, bliver den pædagogiske opgave på et asylcenter især anderledes af, at verden indenfor centrets mure er markant anderledes end udenfor i samfundet.
»Familierne bor trangt i små rum, og nogle børn har traumatiserede forældre, som ikke kommer meget ud. Vi prøver at understøtte børnenes motoriske udvikling og tage dem med ud og finde snegle eller mærke vinden,« siger Hanne Nysom.
I Dianalund mangler de en legeplads, og det har betydning, når børnene er overladt til sig selv, fordi forældrene har brug for lidt alenetid.
»Børnene render op og ned ad gangene og rundt i fællesrummene. Tit er de mulige lege lidt destruktive. Børnene har behov for voksne, der er tydelige i deres samvær med dem, og som guider dem i, hvordan man er sammen,« siger hun.
I det hele taget prøver pædagogerne at skabe trygge rammer, sjove oplevelser og udviklende fællesskaber i den tid, børnene bor på centrene og venter på en afgørelse om fremtiden.
Nogle familier får ophold, og mange får afslag. Men selvom det er trist at opleve, at to drenge, man har kørt ind i vuggestue, får afslag og går under jorden med familien, så elsker Hanne Nysom sit arbejde.
»Jeg fik aldrig sagt farvel, men jeg ved bare, at jeg har givet dem noget godt med sig, og at den tid, jeg har været sammen med dem, ikke er forgjort,« siger hun.
