OVERENSKOMST 2002: Meget til Ny Løn af snæver ramme

Lønfest bliver der ikke ved OK02, hvis det kommer til at stå til arbejdsgiverne. Hvor lidt der er at holde fest for, forklarede den kommunale hovedforhandler, borgmester Ole Andersen (A) fra Gladsaxe, på et presseseminar i sidste uge.

»Lønudviklingen må kun belaste kommunernes økonomi med 2,5 procent i 2002. Samtidig er overhænget fra 2001 på 1,57 procent, så der er kun råderum for beskedne lønstigninger, i hvert fald for det første overenskomstår,« sagde Ole Andersen, der fandt begrundelsen for den snævre ramme i kommunernes økonomiaftale med regeringen. Han fastslog imidlertid også, at det vil være skidt, hvis ikke de kommunalt ansatte holder trit med lønudviklingen på det private arbejdsmarked.

»Vi kan ikke leve med en udvikling, hvor det kommunale arbejdsmarked får karakter af et 2. rangs arbejdsmarked,« lød forklaringen.

En treårig overenskomstperiode er i øvrigt, hvad arbejdsgiverne går efter. Med en to-årig vil det efter deres mening nemlig blive svært at få de økonomiske ender til at nå sammen, mens en fire-årig aftale dels er for lang, dels vil føre til, at organsationerne - formentligt - forlanger midtvejsforhandlinger, så man reelt alligevel ender med en to-årig overenskomstperiode.



Ny Løn. Arbejdsgivernes OK-strategi rummes i tre ord. Konsolidering, udbygning og forenkling. Konsolidering og udbygning går på Ny Løn, mens forenkling går på overenskomsterne og aftalernes sprog og indhold.

»Det er helt afgørende for Ny Løns forankring, at der kommer flere midler til lokal lønudvikling. Ved den sidste overenskomstfornyelse blev der aftalt en forlodsfinansiering til Ny Løn på 14 procent af den samlede aftalte lønstigning. Denne gang skal der mere til. Vores målsætning er, at 50 procent af lønudviklingen på lang sigt skal finde sted på grundlag af lokale aftaler. Så langt når vi ikke ved denne fornyelse, men der skal væsentligt mere til end sidste gang,« sagde Ole Andersen.



Okay til mere ferie. Ønsket om forenkling af overenskomsterne er en gammel arbejdsgiver-traver. At der denne gang tales om forenkling "for alvor", er angiveligt udslag af den øgede decentralisering. 

»Vi er nødt til at tilpasse aftalekomplekset til de mennesker, der i sidste ende skal anvende det. Og udviklingen går altså i retning af, at det i høj grad overlades fra den centrale kommunale administration til de enkelte institutions- og afdelingsledere at anvende de overenskomster, som vi forhandler os frem til, forklarede Ole Andersen, der fandt det hensigtsmæssigt, at regler, der betyder det samme, også formuleres ens.

Den kommunale hovedforhandler knyttede på presseseminaret også bemærkninger til en række af lønmodtagersidens forventninger.

Kravet om to ekstra feriefridage, så der i alt bliver fem af dem, har arbejdsgiverne stort set accepteret. Og det er ikke givet, at man vil følge eksemplet fra det private arbejdsmarked, hvor man har inddraget børnefamiliernes omsorgsdage i forbindelse med udvidelsen af feriefridagene.

»Vi er ikke helt sikre på, at det er nogen god ide, når vi samtidig gerne vil markere, at kommunale arbejdspladser er attraktive arbejdspladser. Det skal selvfølgelig også ses i lyset af, at der i kommunerne er ansat mange kvinder, som vægter omsorgsdagene meget højt,« forklarede Ole Andersen.

Imødekommenhed sporedes der også over for kravet om højere pension, hvorimod man ikke er indstillet på en generel snak om arbejdstidsreglerne. Tilsvarende mener arbejdsgiverne, at eventuelle forbedringer af tillidsrepræsentanternes vilkår ikke er et anliggende for de centrale forhandlere. 

»Der er væsentlig forskel på en tillidsrepræsentant på en daginstitution, som repræsenterer fem ansatte, og som ikke har selvstændig forhandlingskompetence, og så en HK-fællestilldsrepræsentant, som måske repræsenterer 100 ansatte, og som har selvstændig forhandlingskompetence. Vi synes, det er umuligt at forestille sig, at vi centralt skulle kunne aftale regler, som er rimelige i begge situationer,« sagde Ole Andersen, som sluttede seancen med at udtrykke håb og forventning om en forligsmæssig løsning ved OK02.



OK-holdene

Arbejdsgiverne og deres modpart, de 63 organisationer 

i forhandlingssammenslutningen KTO, stiller op med følgende hold ved de OK-forhandlinger, som indledes den 18. januar på Københavns Rådhus.

Arbejdsgivernes spillere, der alle bærer borgmesterkæde, er anføreren Ole Andersen (A) og Aleksander Aagaard (V), begge fra Kommunernes Landsforening, Kristian Ebbensgaard (V) fra Amtsrådsforeningen, Jens Kramer Mikkelsen (A) fra Københavns Kommune og Mads Lebech (K) fra Frederiksberg Kommune.

KTO's holdopstilling: Anfører Poul Winckler og Inger Bol-winkel, begge Forbundet af Offentligt Ansatte, Kim Simonsen, HK/Kommunal, Karin Staunsgaard, Kvindeligt Arbejder Forbund, Connie Kruckow, Dansk Sygeplejeråd, Bente Sorgenfrey, BUPL, Anni Herfort Andersen, Lærernes Central-organisation og Svend M. Christensen, Akademikernes Centralorganisation.



Et feminint arbejdsmarked 

Klar overvægt af kvinder og høj gennemsnitsalder karakteriserer de kommunale arbejdspladser.

Ud af 412.738 ansatte i KL's 273 medlemskommuner er 76 procent af hunkøn, 31 procent er over 50 år, og der er forholdsvis flere mænd end kvinder blandt de aldersstegne. 

Social- og sundhedspersonalet er med 60.300 fuldtidsstillinger den største gruppe, fulgt af lærere (56.000), pædagoger (40.800), kontorpersonale (33.400), pædagogmedhjælpere (22.300) og dagplejere (21.300). De 10 største personalegrupper udgør 79 procent af samtlige ansatte. Der er i alt 100 forskellige personalegrupper i kommunerne, hvoraf nogle er på under 100.

I perioden februar 2000 til februar 2001 forlod 16,6 procent af medarbejderne den kommunale sektor, mens 12,7 procent skiftede til anden stilling inden for sektoren. Tallene for pædagoger var 11,8 og 9,5 procent.

Lønsummen på det kommunale arbejdsmarked, der ud over KL's medlemskommuner omfatter de 15 amter samt Københavns og Frederiksberg Kommuner, er i 2001 på 147 milliarder kroner.