OK 2008: 3. Strejkeuge - Ingen magenta til mig

Den magenta-farvede t-shirt tager hun ikke på mere. Beslutningen tog hun allerede om torsdagen i anden strejkeuge.

"Jeg har ikke lyst til at have den på mere. Nu trækker tingene i langdrag, og jeg bryder mig ikke om situationen," siger hun.

Den kvindelige jyske pædagog tilhører det store mindretal i BUPL på omkring 40 procent, der stemte ja ved urafstemningen. Desværre for hende bor hun i en af de 15 strejkekommuner, hvor pædagogerne nu strejker på tredje uge. Hun har bedt om at være anonym, fordi det ikke er let at stå frem som en pædagog, der er modstander af strejken og aktionerne.

"Jeg kan fornemme, vi er mange, som synes, det er svært," siger hun.



De synger ikke med Hvis hun har ret, gemmer de sig derude i de magenta-farvede mængder. De synger ikke med på slagsangene, de hopper ikke, og de klapper måske heller ikke af talerne. Og mest af alt ønsker de, at strejken snart stopper.

"Jeg tror ikke, vi får noget ud af strejken, og det går mig på. Vi sætter en hel masse i værk, og vi bruger en masse millioner. Det kan vi ikke blive ved med," siger hun.

Hvad der skal ske med t-shirten, ved hun endnu ikke.

"Den bliver ikke brugt som pudseklud eller nattøj. Jeg tror, den skal helt væk. Om det bliver skraldespanden, eller om den bliver leveret tilbage, det ved jeg ikke," siger hun. 



Hun valgte at stemme ja ved urafstemningen, fordi hun vurderede, at BUPL's forhandlere havde fået det optimale ud af de penge, der var til rådighed.

"Det lød som et flot lønløft i første omgang. Det er også det, de andre offentligt ansatte har fået tilbudt. Og det, som FOA siden har fået, har været marginaler i forhold til de 12,8 procent," konstaterer hun.

Da strejken blev en realitet, tænkte hun, at det kunne være lidt sjovt, når hun nu aldrig har prøvet at strejke.

"Jeg startede med at være positiv, for jeg tænkte, at flertallet havde sagt nej, det måtte jeg respektere. Det gik godt de første par dage, men det var svært at finde fodfæste," siger hun.

I den første strejkeuge var hun med til demonstration i Aalborg, hvor Kommunernes Landsforening holdt topmøde.



"Det var fedt at stå så mange sammen, men dagen efter kunne jeg mærke, at det er godt nok, at vi var så høje i går, men der er stadig ikke kommet flere penge," siger hun.

Hun har overvejet, hvilke aktiviteter hun kan stå inde for, og hvor hun skal holde sig i baggrunden. Og det er især de opsøgende, pågående aktioner på gågaderne, hun har det svært med.

"Og det handler om, at jeg ikke selv bryder mig om folk, der er meget pågående overfor mig. Jeg kan ikke selv lide at blive mødt på strøget af folk, der vil mig et budskab. Jeg går helst forbi. Jeg overskred nogle grænser ved at skulle i en dialog med folk der med noget, som jeg ikke troede på," siger hun.



Synger ikke mere. Efterhånden har hun valgt mere og mere fra. I begyndelsen sang hun med på slagsangene. Nu lader hun helt være med at synge. Men der bliver nu ikke lagt særligt mærke til hende. 

"Næh. Der er også andre, der ikke synger," siger hun.

Hun klapper heller ikke af talerne.

"Og når man lader være med at klappe, så protesterer man jo også et eller andet sted. Men det er selvfølgelig i det stille." 

Selv om hun nu vælger, hvad hun kan stå inde for, føler hun sig alligevel presset af fællesskabet.



"Den er svær, for det handler også om at respektere, at flertallet har en anden mening, end jeg har. Så selvfølgelig gør jeg nogle ting, som jeg har problemer med. Men jeg er blevet bedre til at sige til mig selv, at det her har jeg ikke lyst til, og der holder jeg meget lav profil," fortæller hun.

"Før jeg havde taget den beslutning, kunne jeg ikke sove om natten, og det påvirkede min kost, mit humør og mit temperament."



Et dybt suk. Spørger man, hvordan hun har det med fællesmøderne, som BUPL arrangerer, kvitterer hun med et dybt suk og en lang tænkepause.

"Langt hen ad vejen er de okay, men der er for lidt skepsis, måske fordi man også skal holde gejsten oppe," siger hun og fremhæver, at BUPL's politikere gør det fint. De understreger, at pædagogerne skal tilbage på arbejde med værdigheden i behold, og derfor er de også nødt til at tænke sig om. Netop værdigheden er meget vigtig for hende.

"Det vil være rigtig dejligt at komme på arbejde med værdigheden i behold. Jo længere tid, det her varer, og hvis det ender med, at vi ikke får noget som helst ud af det, synes jeg faktisk, det er svært at møde især forældrene," siger hun.