Inspiration. Giv hjernen bedre arbejdsbetingelser

Pædagoger ansat i dag- og døgninstitutioner oplever i høj grad, at det psykiske arbejdsmiljø er belastet. Hver femte føler, at muligheden for at levere kvalitet i arbejdet er lav. Næsten halvdelen oplever, at arbejdsindsatsen ikke hænger sammen med belønningen. Pædagoger har højere sygefravær end andre og går oftere syge på arbejde af hensyn til deres kolleger. Det viser en ny undersøgelse, FTF har foretaget. 

Samtidig mistrives danskerne generelt som aldrig før: Vi er mere stressede, deprimerede og mentalt udkørte, dokumenterer tal fra Sundhedsstyrelsen.

Og det er der ikke noget at sige til.

Menneskets hjerne er nemlig slet ikke gearet til det moderne liv. Det mener psykologerne Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen, der netop har udgivet bogen ’Hjernen på overarbejde – derfor er compassion vores vej til et bæredygtigt liv og samfund’. 

Selvom det moderne menneske har både teknologiske, sundhedsmæssige og sociale goder, som det ikke tidligere er set i menneskets historie, har vi heller aldrig set mental mistrivsel stige så voldsomt som nu, fortæller Henrik Tingleff. 

»Det er lettere end nogensinde at være menneske i dag, og samtidig har vi aldrig haft det dårligere,« siger han. 



Hjernens design. Ifølge Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen er hjernens design en del af forklaringen. Menneskehjernens kontrolcenter består overordnet set af tre følelsesregulerende systemer, der samlet set styrer, hvad vi gør, og hvordan vi har det:

Motivationssystemet sørger for at motivere os til at opnå det, vi gerne vil. Det beroligende system går i gang, når vi føler os tilfredse, rolige og afslappede. Trusselssystemet sætter ind, når hjernen opfatter en trussel. Så vurderer vi lynhurtigt, om vi skal bekæmpe truslen eller flygte fra den.

Trusselssystemet er designet til at være aktivt meget kort tid ad gangen, men i det moderne konkurrencesamfund, hvor der konstant skal præsteres, måles og vejes, er vi stort set altid i alarmberedskab eller på vej imod næste udfordring, fortæller Vibeke Lunding-Gregersen.

»Det helt grundlæggende problem er, at vi har skabt et samfund, der primært taler ind i trusselssystemet og motivationssystemet, mens der er alt for lidt aktivitet i det beroligende system,« siger hun. 

Mennesket er som udgangspunkt designet til at skulle slappe af, når det har opnået noget eller har overkommet en forhindring, men ofte springer vi den del over. Vilkårene i det moderne liv med effektivisering, optimering og nedskæringer betyder, at hjernen konstant er på overarbejde, og alt for sjældent får den pause, den har brug for. Det skaber stress og mistrivsel. 

»Lige så snart vi har nået et mål, sættes der et nyt mål. Så er der bare noget nyt, vi skal skal nå. Vi skal altid mere, hurtigere og bedre. Hele tiden,« siger Vibeke Lunding-Gregersen.



Vær opmærksom. At vi i så høj grad mistrives og får stimuleret hjernens beroligende system alt for lidt, skyldes især rammerne for det moderne liv, mener Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen. 

»De efterlader meget lidt plads til udvikling af den bedste overlevelsesmekanisme, vi har – evnen til at mærke efter, være opmærksomme og udvise medfølelse, som er afgørende for menneskets position som evolutionær sejrherre,« siger Vibeke Lunding-Gregersen. 

I en tid, hvor fordybelse og ro nærmest er fyord, får vi ikke udviklet den evne tilstrækkeligt. Det kan begrebet compassion hjælpe os med at lave om på, mener forfatterne. Compassion handler om at få skærpet opmærksomheden på egne og andres handlemønstre og kan bruges som et pædagogisk værktøj til at finjustere omsorgen både overfor én selv, kolleger, børn og forældre, forklarer Henrik Tingleff.

»Hvis man har de følelsesregulerende systemer i baghovedet og er opmærksom på, ’hvor er jeg, hvor er min kollega, den forælder eller det barn?’, så kan man bedre hjælpe hinanden med at bevare balancen og dermed overblikket,« mener han.



Rammes hårdt. For pædagoger, der konstant er udfordret på deres faglighed, er der i særlig grad risiko for ubalance i hjernens tre følelsesregulerende systemer, mener Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen. 

»Du kan måske gange de uheldige mekanismer med to eller tre for pædagoger. De er udsat for effektiviseringer og ændringer i normeringer, og det øger presset på den enkelte. Vi har samtidig en generation af forældre, der stiller store krav til, hvad deres børn skal lave og lære i børnehaven og SFO’en. Der er personlige udviklingsplaner, som skal indrapporteres, og børnene skal måles, vejes og testes. Trussels- og motivationssystemet er konstant på overarbejde blandt pædagoger,« siger Henrik Tingleff.

Netop forringede arbejdsvilkår, færre uddannede personaler og flere børn til færre voksne kan gøre det svært at skabe den nødvendige kvalitet i arbejdet som pædagog. Det giver en følelse af konstant at gå på kompromis. Når arbejdsmiljøet er presset til det yderste, er det ikke bare skidt for den enkelte pædagog – børnene bliver også ramt. Det kan nemlig slet ikke undgås, at det går udover børnene, hvis personalet ikke trives, fastslår Vibeke Lunding-Gregersen.

»Det er jo et paradoks i det moderne samfund, at vi på den ene side har fået skabt et samfund og nogle rammer, som kræver, at begge forældre er udearbejdende. På den anden side forringer vi konstant vilkårene i de pasningstilbud, som vi tilbyder vores børn. Ubalancen hos personalet smitter af på deres mulighed for at understøtte balance og trivsel hos de børn, hvis udvikling de har fået et kæmpe ansvar for at sikre,« siger hun. 



Fælles ansvar. Man kan godt få det indtryk, at det er op til den enkelte medarbejder at redde hele verden, men compassion er ifølge forfatterne ikke en mirakelkur. Det er ikke compassion at nå det hele og gøre alt for alle.Tværtimod, understreger Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen. 

»Hvis jeg er den eneste pædagog på stuen og konstant har nye medhjælpere og sygemeldte kolleger, så er jeg under fundamentalt pres. Der findes ingen magisk knap, jeg kan trykke på, og som kan løse det hele for mig. Men jo mere pres, jeg er under, jo vigtigere er det, at jeg giver min hjerne optimale arbejdsbetingelser. For eksempel ved at være opmærksom på hjernens tre følelsesregulerende systemer,« siger Henrik Tingleff.

Compassion handler også om at være opmærksom på sin egen trivsel og forsøge at stimulere sin egen hjernes beroligende system. Vi begår fejl og træffer markant dårligere beslutninger, når hjernen er på overarbejde. Derfor giver det ikke mening at løbe stærkere, springe pausen over eller at gå på arbejde, selvom vi er syge, for det et netop der, vi kommer til at vrisse af kollegaen eller reagere uhensigtsmæssigt overfor et barn eller overfor familien, når vi kommer hjem. I værste tilfælde bliver vi udkørte og udbrændte, og så har vi ikke opnået noget som helst, mener psykologerne.

»Compassion ændrer ikke på de grundlæggende problemer med effektiviseringer, normeringer og produktionskrav, men hvis vi hver især bruger vores viden om, hvordan vores hjerner arbejder til at give plads til relationer og reaktioner og forsøge at forstå, hvorfor vi eller folk omkring os gør, som de gør, så får vi mulighed for at give hjernen bedre arbejdsbetingelser,« forklarer Vibeke Lunding-Gregersen.

»Derfor kan compassion gøre en mærkbar forskel for den enkelte medarbejder og arbejdsplads,« supplerer Henrik Tingleff.



Fem gode råd til, hvordan du kan arbejde med compassion i hverdagen



Husk andres følelsesregulerede systemer

Alle menneskers hjerner rummer følelsesregulerende systemer. Tænk over, hvad du ønsker at opnå med din kommunikation eller din ageren, og tænk på, om det matcher de følelsesregulerende systemer, du aktiverer hos dine medmennesker. 



Bed om hjælp

Det moderne samfund er langt hen ad vejen blevet en egokultur. Vi vil gerne klare os selv, og vi hylder ofte dem, der klarer sig selv. Resultatet bliver, at vi løber stærkere, end vi burde, og har svært ved at få en helt almindelig hverdag til at hænge sammen. Helt enkelt: Bed om hjælp, hvis du har svært ved at følge med. 



Husk pauser

Pauser er vigtige, både for dig og din hjerne. Ligesom kroppen har brug for en pause efter fysisk krævende arbejde, har hjernen brug for pauser fra sit arbejde. Når hjernens energiniveau er lavt, svækkes koncentrationen. Hvis du husker at holde pauser, giver du din hjerne og dig selv optimale arbejdsbetingelser. 



Tjek dine mobilvaner

Smartphones er dårlige for compassion. Undersøgelser viser, at alene tilstedeværelsen af en smartphone i et rum, hvor to personer taler sammen, gør, at samtalen vurderes lavere på nærhed, empati og forståelse for den anden. Det er vi nødt til at forholde os til, for smartphonen er der hele tiden. Læg smartphonen fra dig – eller lav dine egne regler. Og overhold dem.



Beløn dig selv

Motivationssystemet er ikke kun af det onde, og det er vigtigt at belønne både os selv og hinanden, når vi gør noget godt. Men husk ikke kun at belønne dig selv for at have nået, klaret og vundet. Husk også at belønne dig selv, når du har husket at holde pauser i løbet af dagen, har været fuldt opmærksom på familien derhjemme, selvom smartphonen lå på bordet, eller når du har lavet gode sceneskift i løbet af dagen.



Kilde: ’Hjernen på overarbejde – derfor er compassion vores vej til et bæredygtigt liv og samfund' af Vibeke Lunding-Gregersen & Henrik Tingleff.