ARRANGEREDE ÆGTESKABER - Kærligheden kommer senere
Set med dansk optik er arrangerede ægteskaber og især tvangsægteskaber mellem unge indvandrere uacceptabelt, og regeringen har netop strammet regler om familiesammenføring og sat kravet om ægteskabsalder op til 24 år. Det er en gåde, at unge indvandrere, trods det danske samfunds nærmest fordømmende afstandtagen, stadig gifter sig med en fra hjemlandet. Kultursociologer, antropologer og religionsforskere har længe søgt en forklaring, men ingen har endnu fundet de vise sten. Og ingen har kommet med nogle forslag, som kan bryde det, som regeringspartierne og en flok unge socialister i deres seneste debatbog kalder "den onde cirkel".
Et mere nuanceret synspunkt er nu kommet fra den nyuddannede religionsforsker Anne Enemark Lund, Århus Universitet, som netop har skrevet speciale om arrangerede ægteskaber. Som noget nyt tager hun udgangspunkt i deres religion, islam, og ser de komplicerede religiøse sammenhænge som en forklaring på, hvorfor de unge indvandrere ikke engang gifter sig med herboende af samme nationalitet.
»En del af forklaringen ligger i begrebet "rent" eller "urent". Når især unge tyrkere bliver gift med tyrkere fra hjemlandet, ser de det som en attraktiv og meget respektabel partner. Andre unge tyrkere, som er vokset op her i landet, er måske lidt flossede i kanten, de har måske haft en dansk kæreste og et levned, som ikke er helt pænt set med deres øjne,« fortæller Anne Enemark Lund.
Kærlighed og familien. Allerede som ganske unge ligger det i luften i indvandrerfamilierne, at der på et tidspunkt er nogen fra hjemlandet, som de skal møde. Det er som regel en fra den samme landsby, som familien kommer fra, og beslutningen er i hovedtræk ikke til diskussion. Familien sætter normerne, og som udgangspunkt sker det for at varetage de unges interesser - såvel socialt som religiøst.
»Kærlighed, som vi kender det i den vestlige kultur, kender de unge indvandrere ikke. Barrieren ligger oppe i hovedet - de tænker slet ikke over muligheden for at møde og forelske sig i en dansker, som vi andre kender det. I virkeligheden er det et spørgsmål om værdier. Den bedste mand eller kvinde kommer fra Tyrkiet. Han eller hun er "ren" og vederhæftig. Forklaringen er nok en form for idyllisering af hjemlandet - alt hvad der kommer fra Tyrkiet er godt,« siger Anne Enemark Lund.
Oprindelig var det kun meningen, at de unge tyrkere og pakistanere, som kom hertil for tre generationer siden, skulle være her i kort tid. De skulle tjene nogle penge i det vesteuropæiske samfund, mens der var virkelig gang i hjulene, og de fleste havde en forestilling om, at de skulle hjem og købe en gård eller åbne en forretning.
Men langt de fleste indvandrere blev hængene i en akkumuleret økonomisk og social elendighedsproces, som stadig præger de nye generationer. De er enten arbejdsløse eller besidder de dårligste job, ligesom deres uddannelse stadig er langt under danskernes niveau. Hvis de overhoved får en uddannelse. De fleste føler sig kun på "tålt" ophold i Danmark, og det forklarer også, hvorfor det er så vigtigt fortsat at bevare tilknytningen til Tyrkiet eller Pakistan.
»Et andet aspekt er, at de "gode" og respektable ægtefæller, som er bosat her i landet, er gået til anden side - de har jo giftet sig med en fra hjemlandet. Derfor fortsætter de transnationale ægteskaber nu på anden eller tredje generation.«
Anne Enemark Lund illustrerer de unge indvandreres opfattelse af kærlighed som en kedel kold vand, som der bliver tændt op under. Kærligheden kommer senere. I modsætning til den vesteuropæiske kærlighed, der er som en varm kedel vand, som langsomt bliver kold.
Tvang eller forhandling. Debatten om de såkaldte tvangsægteskaber har raset i Danmark i flere år, og de fleste danskere tager afstand fra regulær tvang, når det handler om ægteskab. Men Anne Enemark Lund er ikke så sikker på, at der forekommer så mange tvangsægteskaber, som man kan få indtryk af ved at følge debatten.
»De unge tyrkiske piger kalder selv de arrangerede ægteskaber for "forhandlingsægteskaber", hvor de to unge selv finder ud af at indrette deres liv. En del af de unge piger har gode skolepapirer eller uddannelse, og det kan måske betyde, at de kan stille flere krav til en ægtefælle. Deres uddannelse kan være med til at give dem mulighed for at foretage en social opstigning gennem ægteskabet. De kan simpelthen gifte sig " over deres stand".«
Men hvis de gifter sig med en uuddannet mand fra hjemlandet, som måske oven i købet er analfabet, kører det hele i ring, og de bliver fastholdt i en form for social underklasse, som det ikke er til at komme ud af. Samtidig dropper mange af de unge indvandrerpiger ud af arbejdsmarkedet eller opgiver deres uddannelse, når de bliver gift. Det er jo kvinderne som passer hjemmet og børnene, og det accepterer de unge kvinder.
Fællesskabet bestemmer. Tanken om, at en ung tyrker eller pakistaner skulle gifte sig med en dansker, er utænkelig for langt de fleste unge indvandrere. Danskernes normer og religion hindrer ganske enkelt for, at den form for forbindelse kan komme på tale. Og det er ikke alene den nærmeste indvandrerfamilie, som sætter grænsen, det er hele det lokale tyrkiske eller pakistanske samfund. Strukturen i fællesskabet ligner trods de mange år i Danmark stadig den samme, som findes i hjemlandet. Hvad naboen og venner mener om den enkeltes levevis, betyder stadig alt.
»I Berlin er der tegn på, at det kan lade sig gøre at gifte sig "ud" af det tyrkiske samfund. I de tilfælde skal manden konvertere til Islam, for det er mandens religion, som afgør børnenes tilhør til religionen,« siger Anne Enemark Lund.
Med omkring 6500 ægteskaber om året af etnisk herkomst, hvoraf mere end ni ud af 10 hentes i hjemlandet, tror hun ikke på nogen hurtige eller nemme løsninger.
»Regeringens ny lovgivning om stramning af alderen for ægteskaber i indvandrerfamilier kan allerhøjst forsinke processen. Nogle unge får nogle år mere at tænke sig om i, men der er så mange følelser på spil, at jeg ikke tror, antallet af transnationale ægteskaber vil forandre sig. Det kollektive og "indre" pres vil stadig dominere, og det er det, som afgør, hvem de unge skal gifte sig med. Nu er vi i gang med tredje generation af unge indvandrere, som gifter sig med en fra hjemlandet, og det vil formodentlig vare mange år, før man begynder at inddrage danskere i sine ægteskabstanker,« siger Anne Enemark Lund.
Læs mere: Marianne Nøhr Larsen: Elsker, elsker ikke
