10 ÅR MED PLS - Global studiekamp

Hovedsædet ligger på tredje sal i Bredgade 25, en af Københavns mest fashionable adresser. Der er rigelig plads til de seks ansatte og de tre lønnede politikere, men de pædagogstuderendes organisation PLS er også en af de største og rigeste studieorganisationer i Europa. Kontingentet fra de 13.000 medlemmer giver sammen med støtte fra tipsmidlerne og Undervisningsministeriet en solid basis.

De store lyse lokaler med italienske designermøbler vidner om en lyst til at spise kirsebær med de store, og selvom organisationens formand, Lene Lilja Madsen, indrømmer, at flytningen sidste år har tæret noget på regnskabet, er det ikke glæden ved materielle goder, der driver studenterpolitikerne. 

Når man ser sig rundt i lokalerne, er det tydeligt, at PLS både ønsker og evner at sætte deres egen dagsorden, og at de er stolte af det: På én væg hænger et galleri af fotos fra studieorganisationens forskellige aktioner. De røde faner på flere af billederne spejler sig i de indrammede annoncer på væggen over for fra PLS' hårdtslående kampagne for en fusion mellem BUPL og PMF. Fusionen blev som bekendt ikke til noget, men PLS' blev både berømt og berygtet for deres annoncer med teksten "Fusionsenergi? Ja tak" eller deres ironiske kommentar til modstanderne af fusionen: "Hjælp De stjæler vores faglighed"

Reaktionerne på PLS' kampagner er meget forskellige. I fusionsspørgsmålet var PLS enig med BUPL, men i andre sammenhænge bliver der talt alvorsord fra "moderorganisationerne" BUPL og SL. 



Utilpassede børn. »Jeg vil ikke sige, at vi kommer til kammeratlige samtaler, men det hænder, at forbundsledelserne gerne vil hilse på os. I min tid er der blevet talt alvorsord til os nogle gange,« griner Lene Lilja Madsen. 

Hun mener, at PLS er en slags enfant terrible, der gør oprør mod mor BUPL og far SL.

»På den ene side er vi de der utilpassede børn, der tør mere, og måske også skal mere, og på den anden side er vi meget professionelle. Vi er svære at komme udenom,« mener hun.

Det seneste eksempel på, at PLS går imod moderorganisationerne, er deres anbefaling af et nej til mæglingsforslaget ved overenskomsten.

»Vi vil gerne ud og slås for en overenskomst. Vi sidder ikke i forhandlingsrummet, så vi kan godt sige, at nu skal vi faneme på barrikaderne. Vi tror på den faglige kamp, hvis man står sammen.«

I de to år, hvor Lene Lilja Madsen har været formand, har hun sammen med faglig sekretær Jan Hoby og kasserer Klaus B. Jensen stået for en markant rød linje og også gjort de pædagogstuderendes faglige kamp til et globalt spørgsmål. PLS samarbejder i dag med studenterorganisationer i hele Europa, og de tre studenterpolitikere har i det seneste år deltaget i studenterkonventer, topmødedemonstrationer og konferencer i både Tyskland, Belgien, Frankrig, Sverige, Brasilien, Østrig og Slovakiet.

»PLS har forandret sig fra en organisation, der kiggede indad til i dag at bruge energi på at skabe samarbejdsfora i fagbevægelsen og sociale bevægelser internationalt. Vi er kommet ud af osteklokken,« siger formanden.



Samarbejde med Attac. På PLS' årsmøde i weekenden lyder overskriften på én af to temadiskussioner således: "Globalisering, markedsgørelse og pædagogik", og Lene Lilja Madsen siger med stolthed i stemmen, at PLS i dag står for en massiv politisk skoling. 

»Vi synes, at pædagoger bliver nødt til at tænke politisk, hvis de skal forholde sig til deres arbejde. De bliver nødt til at forholde sig til den politiske dagsorden, der sætter rammerne for deres arbejde.«

Alligevel bliver organisationen kritiseret for sine politiske sympatier. På PLS' hjemmeside har der i et par måneder været ført en heftig debat om organisationens sympatier for og støtte til den internationale protestbevægelse Attac, der flere gange er kædet sammen med voldelige demonstrationer. 

På PLS' landsmøde sidste år blev et forslag om økonomisk støtte til Attac stemt ned, og alligevel kunne man få måneder senere se Attac henvise aktivister til en gratis tur med PLS til topmøde i Bruxelles. 

»Attac er blevet en forplumret diskussion, og det er specielt to studerende, der har set sig vrede på os. Sagen var, at vi lejede en bus, som vi ikke selv kunne fylde op, og så solgte vi nogle pladser til Attac. De kom så til at skrive, at man kunne komme gratis derned, og det passede ikke. PLS' medlemmer kunne komme gratis med,« siger Lene Lilja Madsen, der dog ikke lægger skjul på, at PLS' ledelse i dag sympatiserer meget med Attac, og at også mindst én af de tre politikere er medlem af bevægelsen. Men hun er overbevist om, at studieorganisationens linje falder i tråd med det store flertal af medlemmernes ønsker og henviser til, at to ud af tre pædagogstuderende i dag er medlem af PLS.

Hun ser frem til PLS' årsmøde i weekenden, hvor hun gerne vil rejse en diskussion om, hvorvidt der er grænser for, hvem PLS kan samarbejde med. På samme årsmøde går både hun, Jan Hoby og Klaus B. Jensen for øvrigt af. De falder alle for PLS' "to-års grænse" og må overlade posterne til nogle nye. Om de så vil fortsætte PLS' aktive internationale protest mod globalisering, må tiden vise.



Ekstremt handlende

»PLS arbejder meget anderledes end os - de er ekstremt handlende, meget internationalt orienterede og har også flere midler, end vi har. Det er enormt inspirerende at samarbejde med nogle, der i den grad handler ud fra en ideologisk tankegang om uddannelsespolitik både i Danmark og internationalt. Vi gør det ikke på samme måde og langt fra så progressivt, men jeg tager hatten af for deres ideologiske retning.

De er meget synlige i gadebilledet, og det kan jeg godt forstå, at nogle bliver provokerede af. Hvis man handler, så er der altid nogle, der føler sig provokerede. Men de er gode til at tage diskussionerne og har respekt for det enkelte medlem, synes jeg.

PLS er en mastodont blandt studenterorganisationerne, og de er primus motor i mange ting. Det smitter meget af, og der er en del organisationer, der læner sig op ad dem.«

Trine Barfod, formand for Lærerstuderendes Landskreds



I opposition

»Jeg synes, det er flot, vi har en studieorganisation med en høj organisationsprocent. Det er jo fødekæden til moderorganisationerne BUPL og SL, og i SL har vi et godt samarbejde omkring studiepolitik.

Ellers har vi faktisk ikke så meget med hinanden at gøre. Når man hører om dem, så er det som regel i forbindelse med WTO, EU, Attac eller sådan noget. Og selvom jeg selvfølgelig går ind for internationalt samarbejde i fagbevægelsen, så synes jeg, det er underligt, at en studieorganisation bruger så mange kræfter på det. Er det fordi, medlemmerne har ønsket det, eller er det alene den siddende ledelses prioritering? 

Hvorfor kan vi ikke også samarbejde herhjemme? Selv om man er en studieorganisation, så behøver man jo ikke være i opposition til alt, hvad moderorganisationen foretager sig. I SL har vi ikke en eneste gang oplevet, at vores studieorganisation har sagt ja til vores overenskomst. Det er sgu' da underligt ...«

Kirsten Nissen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund



God medspiller

»PLS er en god med- og modspiller. Vi mødes jo i forskellige sammenhænge, for eksempel i arbejdet med at revidere pædagoguddannelsen. Vi har fælles interesser og ind imellem også nogle modsætninger, som vi som regel får en udmærket meningsudveksling om.

Jeg glæder mig til et fortsat samspil med dem.«

Søren K. Lauridsen, formand for Rektorforsamlingen



Klare politiske budskaber

»Jeg kender ikke så meget til PLS' politik i dag, men jeg har lagt mærke til, at de studerendes organisation altid har en noget anderledes politisk opfattelse end deres moderorganisation, og sådan skal det vel være. 

I 70'erne havde man nogle meget positionerede politiske markeringer. I dag er det anderledes. Og i og med at man mangler en markeret venstrefløj, så søger man automatisk andre organiseringer. Derfor mener jeg, det er meget naturligt, at man i PLS tager diskussionen om Attac. I dag mangler der nogle overordnede, letforståelige paroler, som man kan gå ud og slås for. Og så kommer Attac, hvor man - så vidt jeg husker - har fire meget klare politiske budskaber. Det appellerer måske særligt til unge mennesker. Den slags diskussioner må man næsten have i en ungdomsorganisation, tror jeg - uden at jeg dermed tager stilling til, om det er rigtigt eller forkert, det, de står for.«

Bengt Rastén, seniorkonsulent i Det Kommunale Kartel og aktiv i studenterpolitik i begyndelsen af 70'erne



Mere revolutionære

»Det er godt for BUPL at have en søsterorganisation, der er i stand til at sætte en uddannelsespolitisk dagsorden. Vi er ikke altid enige - på store væsentlige politikområder er PLS betydeligt mere revolutionære end os. For eksempel på overenskomstområdet.

Men studieorganisationer skal ligge lidt mere til venstre end moderorganisationen, for der er mere revolution i de unge år. Man eksperimenterer mere, og vi kan også lære noget af deres måde at arbejde på. 

Alligevel kan jeg være i tvivl om, hvorvidt PLS' seneste profil repræsenterer alle medlemmer. Jeg synes, at de kommer til at vægte globaliseringsdiskussionerne højere end de uddannelsespolitiske diskussioner, og jeg kunne godt tænke mig, at de måske fik sat lidt flere uddannelsespolitiske dagsordner. Der er de ikke synlige nok mediemæssigt og heller ikke over for os i forhold til, hvad de vil.

Men vi har brug for en studieorganisation, der kan bide os lidt i haserne, så jeg har ingen problemer med, at de kan ligge lidt til venstre for BUPL.«

Bente Sorgenfrey, formand for BUPL.