Ekspert slår alarm: Pædagogfaget befinder sig i en alvorlig og kritisk situation

Bent Madsen er rundet af en tid, hvor pædagoger var frontløbere for store samfundsforandringer. I dag er det samfundet, der vil forandre pædagogikken. Pædagogerne skal erobre deres faglighed tilbage, ikke mindst for at den kuldsejlede inklusion kan komme tilbage på sporet, mener han.

Bent Madsen er professionsforsker – og bekymret for pædagogprofessionen:

”Pædagogfaget befinder sig i en alvorlig og kritisk situation,” siger Bent Madsen, der også kan skrive forfatter og foredragsholder på visitkortet.

”Kritikken af pædagogisk praksis, daginstitutioner og uddannelsen kommer hele tiden udefra. Fra alle mulige med helt andre interesser end den pædagogiske interesse. Den udvikling er faretruende for faget.”

Bent Madsens bekymring på pædagogfagets vegne bunder i, at pædagogernes egne faglige diskussioner er blevet afløst af stadig flere politiske krav til, hvilke problemer i samfundet de pædagogiske institutioner skal løse. Det har ført til en ’endeløs jagt på nye kompetencer’. Sammen med strømmen af evalueringer fra konsulenthuse som Rambøll og Cowi, nye koncepter og programmer trækker det fagligheden i alle mulige retninger, mener han.

”Til sidst kender pædagogerne ikke deres fælles ståsted og historie. Vi bliver nødt til at erobre pædagogfaget ved hjælp af begrebet pædagogik som et fælles ståsted.”

Pædagoger var antiautoritære frontløbere

Bent Madsen har beskæftiget sig med pædagogik gennem et halvt århundrede. Han er oprindelig uddannet lærer og senere cand.pæd.pæd. Men det, som har lært ham mest, var hans engagement i studenteroprøret, hvor de studerende suspenderede undervisningen og dannede deres egne studiegrupper.

Bent Madsen blev optaget af opgøret med autoriteter og af at skabe et samfund, hvor børn og unge, mennesker i det hele taget kunne leve mere frigjort. I den kamp var pædagogerne frontløbere.

”Der var status i at være pædagog. Man var sej. Pædagogerne udviklede deres eget dannelsesbegreb, ’livsduelighed’. Vi ville udvikle børn, der kan gå ud og tro på deres egne kræfter. Det er også den livserfaring, jeg selv tog med mig. En tro på, at ingen andre kan leve livet for dig, gøre sig dine erfaringer eller lære noget for dig,” siger han.

I de år var pædagogikken mulighedernes land. Der var en underskov af projekter, og ethvert seminarium og daginstitution havde sit eget udviklingsprojekt, fortæller han.

”Der var en optimisme og en tro på, at vi kunne skabe et nyt og mere demokratisk menneske gennem pædagogik. Pædagogik var et samfundsforandrende projekt, og derfor gik jeg ind i faget. Man blev pædagog, fordi man ville et andet og bedre samfund for børn og unge.”

Pædagogikken er blevet undertrykker

Det er ikke gået, som han og mange andre håbede og troede på dengang.

”Vi troede, at pædagogikken var et frigørende projekt. Vi må erkende, at i dag er pædagogikken i lige så høj grad blevet et undertrykkende projekt, der skal tilrette mennesker med bestemte kompetencer. Børn og unge skal hele tiden præstere bedre og hurtigere,” siger han.

Krav om forandring kommer nu ovenfra og ikke fra pædagogerne selv. Hvad pædagoger skal gøre, hvordan de skal handle, og hvilke mål de skal sætte sig for deres arbejde, er taget ud af deres hænder og bliver detailstyret af politikere, forklarer Bent Madsen.

”Det er et kæmpe autoritetstab og meningstab. Det bedste eksempel er alle de koncepter, kommunerne ruller ud. Jeg har tilbragt mange timer med at lave observationer af pædagogisk praksis i alle mulige daginstitutioner med alle mulige børn. Jeg kan se, at når pædagogerne bliver i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, kigger de ikke på børnene, men i koncepterne for at finde svar. Det er en faretruende afpædagogisering,” siger han.

Slagmarker for samfundets værdikampe

Pædagoger har behov for fælles ståsteder med afsæt i pædagogikken, fordi skoler og daginstitutioner er blevet til ’slagmarker for samfundets værdikampe’, som Bent Madsen formulerer det. Det gælder ikke mindst debatten om inklusion, som også har været et omdrejningspunkt for Bent Madsens egen karriere. Tidligere som leder af Nationalt Videncenter for Inklusion og Eksklusion ved UCC, der op gennem 00’erne satte dagsordenen for en lang række inklusionsprojekter. Og nu i Inklusionsakademiet, der formidler aktuel viden om inklusion til kommuner, institutioner og professionelle.

Men hvor står vi nu, hvor eksempler på fejlslagen inklusion præger debatten, og hvor stadig flere børn i både skoler og dagtilbud igen henvises til specialtilbud?

”Inklusion er slået tilbage til start,” siger Bent Madsen.

Men det er dybt bekymrende, hvis vi begynder at tale om, at vi så må finde på noget andet, mener han. For inklusion er ikke bare endnu et koncept eller et pædagogisk buzzword.

”Inklusion er den mest grundlæggende værdi i børnekonventionen, handicapkonventionen og i salamancaerklæringen. Den er forankret i internationale konventioner og i dagtilbuds- og folkeskoleloven.”

Vi skal gentænke inklusionsprojektet

”Derfor kan vi ikke tale om, hvad der kommer efter inklusionen. Vi skal vende tilbage til udgangspunktet: Hvad var det, vi ville? Hvor var det, vi kom fra? Vi skal gentænke hele inklusionsprojektet og lære af vores fejl,” siger Bent Madsen.

En fejl var, at politikerne ikke forstod, at pædagoger og læreres arbejdsbetingelser og vilkår er og bliver børns udviklingsbetingelser. Derfor er inklusionsprojektet kuldsejlet, mener Bent Madsen.

”En lærer, der står alene med 24 børn, eller en pædagog, der er alene med 14 børn, kan jo slet komme til at agere i en nærværende pædagogisk relation. Den store ulykke for hele inklusionsprojektet var, at det faldt sammen med skolereformen, lærerstrejken og grønthøsteren, der kørte. Inklusionsprojektet blev gennemført i nedsparede og nedsmeltede pædagogiske institutioner. Derfor havde inklusion ikke en chance.”

Legitim langsomhed

Tid og rum til pædagogik er, hvad der er brug for. Det skal politikerne, forvaltningerne og lederne lære. Også her er pædagogernes erfaring og stemme afgørende, mener Bent Madsen.

”Vi skal tale om legitim langsomhed. Det at være lang tid om at blive tryg. Og lang tid om at lære. Lige nu har vi kun én norm: Jo hurtigere, des bedre. Legitim langsomhed er en forudsætning for et inkluderende pædagogisk projekt, hvor det skal være værdsat, at børn udvikler sig forskelligt,” siger Bent Madsen og sukker;

”Vi behøver ikke flere forskningsprojekter, der beviser, at hvis pædagogik skal lykkes, så skal der være tid, rum og kontinuitet til at skabe tillid og tryghed. Det har pædagoger sagt hele tiden.”

Historisk vindue for pædagogikken

Men der er også lyspunkter. Pædagogfaget er ved at få momentum. Loven om minimumsnormeringer og den nye dagtilbudslov med legen og børneperspektivet i centrum er skridt i den rigtige retning, der giver Bent Madsen håb.

”Der åbner sig et historisk vindue i øjeblikket, hvor der er mulighed for grundlæggende forandringer. Fordi forældrene er kommet på banen sammen med pædagogerne. Det momentum kan udnyttes til ikke kun at tale om hænder,” siger han.

”Hvis legen og børneperspektivet er det grundlæggende, kommer børnenes verden også til at bestemme mere og mere i det pædagogiske projekt. Nu mangler vi at tage pædagogernes perspektiv på deres arbejde alvorligt. Det må være det næste.”

Læs hele interviewet i Børn&Unge her.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.