Pædagoger slår alarm: Vi ser flere ensomme, vrede, triste og usikre skolebørn

Halvdelen af skole- og fritidspædagogerne ser et stigende antal børn i mistrivsel, viser ny BUPL-undersøgelse. Det haster med politisk handling, for hvis ikke normeringerne forbedres, vil flere pædagoger brænde ud, og flere børn kan ende med en diagnose, lyder advarslen.

Artikel

Trine Vinther Larsen, journalist
Fotograf: Lisbeth Holten

Udgivet den 2. oktober 2021

Der er grund til bekymring for børns trivsel, viser en ny, stor undersøgelse, som BUPL har foretaget blandt flere end 6.000 pædagoger og ledere på 6-18 årsområdet.

Blandt dem svarer 54 procent, at de oplever et stigende antal børn og unge, som mistrives. I de uddybende kommentarer fortæller skole- og fritidspædagogerne om ensomme, vrede, triste og usikre børn. Om børn med lavt selvværd. Og om børn med diagnoser eller i risiko for at få en diagnose:

’Jeg ser børn, der slet ikke er klar til skolen. Børn, der ikke er udredt og med alvorlige følelsesmæssige udfordringer’.

'De er ensomme, har højere fravær i klubben, trækker sig fra venner og fra pædagogerne’.

’Jeg ser flere børn, der rammes af angst, overvældende usikkerhed og skoleværing. Det er stigende og bekymrende’, lyder kommentarer fra pædagogerne.

Haster med en løsning

Lige så bekymret er Lars Søgaard Jensen, faglig sekretær i BUPL med politisk ansvar for skole og fritidsområdet.

Han kalder pædagogernes beskrivelser af børn med ondt i livet for alarmerende og kræver politisk handling.

”Det haster med at gøre noget, inden mistrivslen eskalerer yderligere. Pædagoger kan være en stor del af løsningen, for det er i fritidsinstitutioner, at børn kan dyrke deres interesser og kammeratskaber, kan slippe fri af præstationspresset og finde ind til sig selv og blive mødt af voksne med kompetencer, tid og overskud til at hjælpe med alt det, der kan være svært. Pædagoger kan snakke med barnet om, hvad der gør det ked af det, trist eller vred, og de kan finde en vej for barnet ind fællesskabet,” siger han.

Men i undersøgelsen siger en ud af tre skole- og fritidspædagoger også, at de ’i mindre grad’ eller ’slet ikke’ har tilstrækkelig tid til at arbejde med børnenes trivsel. Og de uddybende kommentarer peger på, at det i høj grad skyldes mangel på ressourcer:

’Det er svært at nå alle’.

’Vi er for få voksne, har for lidt tid, og for mange børn’. ’

Det er svært at få den fornødne hjælp’.

Og ’Nogle mangler kompetencer’, lyder det fra pædagogerne.

Vågn nu op

Det er især børn i de mest udsatte positioner, som pædagogerne har sværest ved at give den rette støtte, hvis de overhovedet når ud til dem. Ifølge undersøgelsen har næsten 60 procent af SFO-, fritidshjems- og klubpædagoger kun sjældent eller aldrig tid til opsøgende arbejde i forhold til denne gruppe børn.

Hele 81 procent af klubpædagogerne siger, at de fra skolen har kendskab til unge, som ville have gavn af at komme i klub, men som de ikke formår at sluse ind. Det samme siger 72 procent af SFO- og fritidshjemspædagogerne.

”Det skal være et wake up call for politikerne, når SFO’er og klubber viser sig ikke længere at være for de børn, som har allermest brug for det. Man kunne tilbyde fripladsordninger. Der er i det hele taget meget, man kan sætte ind med. Vi mærker en spirende politisk forståelse for alt det, fritidsområdet kan løfte og forebygge, men vi vil se handling, og der skal en prop i besparelserne og sikres gode normeringer. BUPL foreslår en pædagog pr ni børn, og derudover sociale normeringer. Pædagoger kan ikke alt, men de kan rigtig meget, hvis vi politisk prioriterer det,” siger Lars Søgaard Jensen.

Alene med 60 børn

Pædagoger kan til gengæld ofte ikke andet end bare prøve at få børnene uskadt igennem dagen, når de ofte står alene med store børnegrupper.
Således oplevede mere end halvdelen af de adspurgte fritidspædagoger at være alene med den samlede børnegruppe, sidst de var på arbejde.

I fritekstbesvarelserne beretter en om at have eneansvar for 60 børn fordelt på fire rum.

’Meget kaotisk’, skriver vedkommende.

’Ved sygdom har jeg gentagne gange stået alene på legeplads med op til 50 børn’, skriver en anden.

Og andre skriver om at stå alene med børnegruppen og eksempelvis et udadreagerende barn, der tager kvælertag på to andre børn. Eller om at holde opsyn med 42 børn, hvoraf mange klatrer i træer, og en har slået sig til blods og skal følges indenfor, mens de andre børn må efterlades alene i trætoppene.

En ud af tre har således, mens de havde eneansvar for børnegruppen, oplevet farlige eller uforsvarlige situationer, viser undersøgelsen også.

Pædagoger brænder ud

Pædagoger, der går på arbejde i sådan et miljø, kan være nødt til at beskytte sig selv ved at opbygge en forrået tilgang til hverdagen som en slags teflonlag mod alt det, der slider.

Lars Søgaard Jensen finder det urimeligt, men ser det tit.

”Man gør det for at for at overleve i et arbejdsmiljø, hvor man kommer voldsomt under pres, fordi man ofte oplever at stå alene med alle børnene, og der kan ske alt muligt med dem. Eller man gør det for at udholde hele tiden at føle sig utilstrækkelig, fordi man alt for sjældent kan bruge sin faglighed meningsfuldt. Men uden teflon risikerer man at brænde ud, bliver sygemeldt og måske i sidste ende afskediget,” siger han.

Også for børnene har hverdagen i en SFO, der nærmere føles som hovedbanegården i myldretid, alvorlige og vidtrækkende konsekvenser.

”Hvis ikke der gøres noget nu, vil endnu flere børn opleve alt for få pædagoger i deres fritidsinstitutioner. Vi risikerer at miste dem til gaden, hvor de måske havner i usunde fællesskaber, aldrig får retning på deres liv og ikke får en uddannelse, men risikerer at ende med psykiske problemer,” siger Lars Søgaard Jensen.

Næste skridt er angst og bogstaver

Hvis ikke der sættes ind nu, kan næste skridt være egentlige diagnoser som angst og ADHD for mange flere børn, advarer mange pædagoger i undersøgelsen:

’Vi ser flere børn med bogstaver’, skriver en.

Pædagogerne peger på mange årsager til børnenes stigende mistrivsel, og blandt dem er alt fra medfødte psykiske lidelser, der ikke er blevet opdaget i tide, til samfundsskabt præstationspres, børns overdrevne brug af gaming og de unges hungren efter anerkendelse på sociale medier.

Der er også hug til forældre, der har alt for travlt til at se og hjælpe deres børn med helt basal udvikling og opdragelse. Eller forældrene er selv stressede og pressede af det moderne liv og har ikke har overskud, hvilket smitter af på børnene.

Også stigende krav i skolen og et mere og mere skemalagt, ufrit børneliv får skylden.

Og så fremhæver mange i undersøgelsen, at coronaen og isolation og ensomhed under nedlukningen har skubbet voldsomt til børnenes mistrivsel.

”Børnene er slet ikke blevet indtænkt fra start, hvor fokus var på forebyggelse af smittespredning og nedlukning. De børn, der havde det svært derhjemme i forvejen, fik det sværere, og en stor del af skolebørnene ventede længe på at komme tilbage i børnefællesskaberne i skole og klub,” siger Lars Søgaard Jensen, der også peger på to andre undersøgelser, som understøtter dette.

Brug for national strategi

I undersøgelsen ’Det gode børneliv ifølge børnene’ siger 18 procent af børnene selv, at de ikke kan lide at gå i skole, samme andel indskolingsbørn oplever ikke at have nok legtid. Og hver tiende pige i udskolingen føler sig ensom.

En anden ny undersøgelse fra Vidensråd for Forebyggelse viser, at hvert sjette barn under 10 år har mentale problemer og konkluderer, der er brug for en national strategi.

En del af den strategi må være højt uddannet pædagogisk personale og gode normeringer helt fra vuggestuer til klubtilbud, påpeger Lars Søgaard Jensen.

”Dårligt normerede institutioner fra vuggestuestart til klubtilbud er også en del af årsagen til, at flere af de selv velfungerende børn og unge skubbes ud mod kanten, og at nogle ikke gribes i tide. Men vi ved også, at høj kvalitet i dagtilbud og fritidsinstitutioner med uddannet personale og gode normeringer kan både forebygge mod mistrivsel og løfte børn og unge, der har det svært, og helst i samarbejde med familien, skolen og sundhedssystemet. Vi skal løfte kvaliteten hele vejen rundt om barnet,” siger Lars Søgaard Jensen.