Lønniveauet er en skuldertackling til rekrutteringsindsatsen

Rekrutteringskrisen på pædagogområdet er en realitet.

De senere år har advarselslamperne blinket med bekymrende frekvens. Forgæves jobopslag. Stuer uden faste uddannede pædagoger. Faldende pædagogandel over hele landet. Kraftigt nedadgående optag på pædagoguddannelsen.

Med bekymrende hast er krisen gået fra at være et lokalt storbyfænomen til en national hovedpine. I BUPL har vi ikke forsømt én eneste lejlighed til at advare om konsekvenserne, når pædagoger bliver en mangelvare.

Kvaliteten daler, når vi i stigende grad overlader ansvaret for børns trivsel og udvikling til personale uden den nødvendige faglige ekspertise. Det er undergravende for den velfærdskontrakt, vi indgår med forældre, som hver dag overlader deres børn i samfundets varetægt for at gå på arbejde.

Det første vigtige skridt mod at løse ethvert problem er som bekendt at erkende, at det i det hele taget eksisterer. Så langt så godt, tør jeg nu sige. Pædagogmanglen har både fået lokal- og landspolitikeres opmærksomhed. Men det trækker ud med at finde værktøjskassen frem. 

Pluk de lavthængende frugter

Noget kræver store indgreb og grundlæggende forandringer – andet kan vi i princippet gøre i morgen. Der er behov for begge dele.

I afdelingen for lavthængende frugter finder vi blandt andet 3000 medhjælpere og pædagogiske assistenter, som har forudsætningerne for at tage en meritpædagoguddannelse. I sig selv øger det ikke antallet af hænder. Men det giver dét skud kvalitet, vi har så alvorligt brug for, når antallet af 0-5-årige stiger med 55.000 de kommende ti år. 

I samme afdeling finder vi også lavthængende og plukkemodne frugter, som for eksempel at arbejdsgiverne giver bedre mulighed for fuld tid, men også sørger for bedre muligheder for kompetenceudvikling, tid til faglig refleksion og sparring.

Hvis vi skal holde pædagogerne i faget og måske endda få nogle af de 11.000, der arbejder uden for faget tilbage, skal kommuner og institutioner op på beatet og sørge for, at de helt grundlæggende vilkår spiller.

At man kan fordybe og udvikle sig og blive dygtigere i sit fag uden at skulle flytte sig væk fra sit område. Det gavner både den enkelte pædagog, institutionens pædagogiske praksis og dermed børnene. Og så tiltrækker det andre dygtige pædagoger. En institution med en høj pædagogandel og et højt fagligt niveau er kort sagt en attraktiv arbejdsplads.

Heldigvis er der kommuner, der har fundet melodien og kastet sig ind i kampen - også for at beholde de pædagoger, der allerede ér ansat. Der er stadig lang vej, men det er så vigtigt. Foruden en dedikeret lokal indsats kommer vi ikke i mål.

Men selv med en ihærdig indsats kan kommunerne ikke løse pædagogmanglen alene. Der er altså brug for varige løsninger og hjælp fra Christiansborg. Ikke mindst når det kommer til de helt store skruer, der nødvendigvis skal drejes på. 

Skuldertackling til rekrutteringsindsatsen

Det gælder for eksempel pædagogernes lønefterslæb, som er én af de største barrierer for rekrutteringen. Fordi løn også er prestige. De unge, der i denne tid står over for et afgørende uddannelsesvalg, skal både vælge med hjernen og hjertet.

Hjertet kan måske nok banke for pædagogfaget og for at gøre en forskel for børn og unges udvikling og trivsel. Men en lønseddel, hvor du måned efter måned ligger langt under det, dit uddannelsesniveau burde berettige til, er en skuldertackling, der vælter mange pædagogdrømme omkuld.

Pædagogerne tjener over et helt arbejdsliv tre millioner kroner mindre end en folkeskolelærer, som på ingen måde tjener for meget. Den forskel dæmper helt forståeligt manges begejstring og udfordrer retfærdighedsfølelsen.

Prestige i et fag betyder altså også noget for de unges lyst til at vælge karriere. Skal vi have gjort noget ved det, kræver det andet og mere end snak om at "tale faget op." Det er tomme kalorier, hvis der ikke er reel vægt bag - i form af gode vilkår og en ordentlig løn.

Det samme kan siges om pædagoguddannelsen, som i årevis har været rekordindehaver af landets laveste taxametertilskud. Et midlertidigt tilskud fra denne regering har givet et tiltrængt boost. Men det bortfalder næste år, og vi er stærkt bekymrede for, at vi skal vente forgæves på et permanent løft af uddannelsen.

Næste finanslov er sådan set sidste chance. Det er en umulig opgave, og i øvrigt falsk varedeklarering, at overbevise de kloge unge mennesker om, at de skal vælge en uddannelse, som politikerne ikke selv lægger sig i selen for at forbedre. 

Vi må ikke se passivt til, mens kvaliteten af vores pædagogiske tilbud daler. Det er børnene, der ender med at betale prisen. Derfor er det nu, Christiansborg skal vise, at de ikke bare har set advarselslamperne, men også er klar til at handle på signalerne. Det haster.

Bragt på Altinget.dk 17/6 2022