Hun løfter 'oldgammelt ligelønsproblem' frem i lyset: Forandring er mulig

En kold og kedelig tirsdag stod Astrid Elkjær Sørensen på Christiansborg Slotsplads i København. Kulden og den silende regn kunne dog ikke slukke ilden i de fremmødte, som var mødtes for at vise deres protest mod et lønhierarki i det offentlige, som har rødder i en 50 år gammel politisk aftale: Tjenestemandsreformen af 1969.

En reform, som mange, der følger debatten i samfundet, kender til. Ikke mindst takket været Astrid Elkjær Sørensens arbejde. At reformen spillede en vigtig rolle for lønhierarkiet i den offentlige sektor var velkendt i historiekredse. Men ingen havde undersøgt forarbejdet, der ledte op til den kontroversielle aftale, før ph.d. og historiker Astrid Elkjær Sørensen pløjede sig gennem flere end 50.000 gamle dokumenter.

Siden har hun, sammen med Institut for Menneskerettigheder, kunnet dokumentere, at dette lønhierarki, som placerer de traditionelle omsorgsfag, eksempelvis pædagoger, i bunden, har været nærmest statisk gennem årene. Og at en faggruppe som pædagoger dermed ikke har fået mere i lønningsposen i takt med stigende krav til uddannelse og ansvar, når man sammenligner med andre faggrupper.

Værdien af et godt børneliv

Baggrunden for aktionen i København var den tværfaglige bevægelse Tjenestemandstirsdag og det borgerforslag om at ophæve den 50 år gamle reform, som på kort tid har samlet lige så mange underskrifter, som Astrid Elkjær Sørensen har læst dokumenter om reformen.

Og netop det tværfaglige i bevægelsen, at den samler opbakning fra både pædagoger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og mange andre faggrupper, gør det til en speciel oplevelse at være vidne til, fortæller Astrid Elkjær Sørensen.

”Denne sag kan føre til en helt anden måde at tænke samfundsøkonomi på, fordi der nu er mange, der siger, at et godt børneliv eller bedre forhold på fødegangen har værdi på højde med vindmølleproduktion eller en ny motorvej til Køge. Det er en enormt interessant udvikling, vi er vidner til, og den kan få en kæmpe betydning for, hvordan vores samfund ser ud om 50 år.”

50.000 underskrifter – fedt!

Da hun hørte, at borgerforslaget havde samlet underskrifter nok til, at Folketinget nu skal førstebehandle sagen den 20. maj, tænkte Astrid Elkjær Sørensen: ’Fedt!’

”Det er en kæmpe ære som forsker at føle, at jeg har været med til sætte en dagsorden. Det er ikke min dagsorden alene, og jeg har ikke sat den alene, men jeg har haft en betydning. Og jeg er glad for, at min faglighed gør mig i stand til at løfte et oldgammelt ligelønsproblem frem i lyset,” siger historikeren, som mærker muligheden for forandring, når hun møder aktivisterne, der vil komme Tjenestemandsreformen af 1969 til livs.

”Jeg oplever en kæmpe vrede og frustration, men også en energi og en tro på, at forandring er mulig. Mange pædagoger føler, at de har opnået en stor sejr med minimumsnormeringerne, som giver dem et fundament at bygge videre på. Oveni dette er der med den aktuelle bevægelse en følelse af at høre sammen på tværs af fag, som minder om de store velfærdsdemonstrationer i 2007/08,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

Folk forlader faget

Hun har i en kronik i Politiken for nyligt adresseret et af problemerne ved det lave lønniveau blandt især de kvindedominerede faggrupper på det offentlige arbejdsmarked: Folk forlader faget.

”Det er et kæmpe nederlag for vores velfærdssamfund, at vi ikke kan holde på vores sygeplejersker, jordemødre eller pædagoger. Det er spild, hver gang vi uddanner medarbejdere, som kun bliver i faget i fire år eller hurtigt går på deltid. Coronakrisen har vist os, at blandt andre pædagoger og sygeplejersker er en væsentlig del af sammenhængskraften i vores samfund, og vi er på den, hvis for mange i de fag smutter. Det presser på for en politisk løsning,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

Læs rapport fra Institut for Menneskerettigheder

Astrid Elkjær Sørensen

Er 33 år, ph.d. i historie og postdoc på projektet ’Kvindernes Universitet’ ved DPU – Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet.

Udgav 2018 ’Pæne pigers oprør’ om ligestillingsprojekter i de kvindedominerede dele af fagbevægelsen.

Præsenterede i 2020 sin forskning i Tjenestemandsreformen af 1969 i Historisk Tidsskrift som del af en postdoc finansieret af Ligelønsalliancen bestående af Sundhedskartellet, BUPL, Socialpædagogerne og FOA.

Udgav senere samme år rapporten ’Kvindefag i historisk skruetvinge’ sammen med Institut for Menneskerettigheder.

Bor med sin mand i Valby i København