Barndomsforsker har fulgt pædagogikken i årtier: ”Vi skal vende skuden nu”
Da Jørgen Poulsen som nyuddannet pædagog og alenefar rejste fra Jylland og fik arbejde i daginstitutionen Spætten i Albertslund i 1976, ankom han til en institution, der godt nok havde hul i taget, men som husede et varmt fællesskab mellem pædagoger, børn og forældre.
”En ny familie” kalder han det fællesskab, der også strakte sig til pædagogernes private liv.
Det fortæller han Børn&Unge, der i anledning af BUPL’s 50-års jubilæum har mødt pædagoger, der er uddannet i fem forskellige årtier, fra 1970’erne og til i dag, og fået deres fortællinger fra den tid, de blev uddannet i.
Den gammeldags og pilrådne legeplads var farlig, så pædagoger og børn skabte selv et helt nyt legelandskab. Børnene skulle drømme, tegne og komme med ideer til, hvordan det skulle se ud, og Mette på fem år tegnede en fredsraket. Den blev opført midt på legepladsen med en blå rutsjebane og en fredsdue på toppen. Jørgen Poulsen har tegningen endnu.
”Vi havde frie rammer efter ungdomsoprøret og kunne gøre, som vi ville,” siger han.
Optimisme og legetrang
1970erne var en ”pionerperiode”, hvor pædagogisk arbejde i høj grad var præget af optimisme, legetrang og mening. Det forklarer barndomsforsker og professor ved Roskilde Universitet Jan Kampmann, der som forsker har fulgt pædagogikken og daginstitutioners udvikling gennem årtier. Det hang ifølge forskeren helt grundlæggende sammen med, at der var pædagogerne selv, der dengang havde definitionsmagten over deres arbejde.
”Der var ingen centralt definerede læreplaner, påbud eller opgaver, der skulle løses. Ingen test, der skulle fortages. Det var op til det pædagogiske personale og den enkelte institution i fællesskab at finde ud af, hvad synes vi er vigtigt, og hvad vil vi bruge vores og børnenes tid på?”
Standardisering af pædagogisk arbejde
Jan Kampmann har læst pædagogernes fortællinger i Børn&Unges jubilæumstema, og han peger på en overordnet udvikling, som han ser bliver spejlet i historierne. En bevægelse over de 50 år hen imod en stadigt større standardisering af det pædagogiske arbejde.
Definitionsmagten er røget fra pædagogerne til ’eksperter’ og politikerne, der i stigende omfang gennem læreplaner, test og krav om dokumentation og evaluering dikterer både betingelser og indhold i det pædagogiske arbejde. Den vigtigste opgave for pædagoger og BUPL i dag er få overbevist politikere og kommunale forvaltninger om, at vi er inde på et ”helt forkert spor”, ifølge forskeren.
”Vi skal vende skuden, så definitionsmagten ryger tilbage til pædagogerne,” siger han
”Den standardisering, vi ser, har være forbløffende lidt diskuteret. Den er kommet ovenfra, men pædagogerne har været nødt til at indoptage den tænkning, som virkelig sætter sig meget voldsomt igennem.”
Pædagog: ”Hvis børnene spurgte, ’kan vi det?’ Ja, så kunne vi”
Jan Kampmann vurderer, at standardiseringen har dræbt dele af det, som pædagogerne giver udtryk for gør det værd at arbejde som pædagog. Det er, når nærværet åbner for noget, når pædagoger og børn laver sjove ting sammen, eller når pædagogen husker tilbage på det eller det skøre projekt, påpeger han.
Pædagog Anne-Mette Skjødt Petersen blev uddannet pædagog i 1992, og hun fortæller, hvordan det var en tid, hvor der var mulighed for at afprøve alle de ting, som børnene gerne ville undersøge.
”Hvis børn spurgte: kan vi det? Ja, så kunne vi,” siger hun.
Det har betydet alt, at hun havde en praksis under uddannelsen, fortæller hun videre og nævner fag som ’praktisk pædagogik’, ’værkstedsfag’, ’stemmepleje’ og ’drama’.
De praktiske fag eksisterer ikke længere, og jeg tror, at de unge, der uddanner sig i dag, har en følelse af at mangle dem,” siger Anne-Mette Skjødt Petersen.
Vigtigt med sammenhold og nærvær under uddannelsen
Ifølge Jan Kampmann er det et ”kæmpe problem” i dag, at de kreative fag ikke længere er en del af uddannelsen, og på linje med flere af pædagogerne bifalder han ikke lukningen af seminarierne til fordel for de store professionshøjskoler.
”Det kan godt være, de bliver mere klare eller stramme på en særlig faglighed hos pædagogerne, men de bliver fuldstændig blinde og døve over for hele den personlige, menneskelige, kreative dimension i at blive pædagog, som noget der også er identitetsdannelsesprojekt,” siger han.
Pædagog Christian Mathiesen, der blev uddannet med det sidste hold fra Gladsaxe Seminarium i 2008 er nervøs for, om professionen mister noget af forskelligheden med professionshøjskolerne.
”Min forestilling er, at det er lidt fabrikker der, hvor man uddanner pædagoger i dag,” siger han.
”Det kan måske fungere inden for nogle fag, men når man arbejder med mennesker, skal man passe på. Der er det vigtigt at have sammenhold og nærvær, netop fordi det er de kompetencer, vi skal have med ud på arbejdsmarkedet.”
Første prioritet er, at børn skal have det godt
Ifølge Jan Kampmann er der brug for en gennemgribende afbureaukratisering af både uddannelsen og af pædagogisk praksis i institutionerne.
”Alle vil en afbureaukratisering, men der sker det modsatte. Men den skal virkelig være gennemgribende,” siger han.
I børns første fem-seks år skal læringsmål, og evaluering af dem, ikke have første prioritet, mener forskeren.
”Første prioritet er, at børn skal have det godt,” slår han fast.
”Det skal være sjovt, spændende og udfordrende at være barn, og de skal have en masse oplevelser. Det er hvad, det handler om, og det skal pædagogerne have lov til selv at finde ud af”.
Pædagog: vi skal se os selv i øjnene og stramme op
På trods af sin kritiske indstilling til den overordnede udvikling gennem de seneste 50 år er Jan Kampmann alligevel optimistisk på professionens vegne, når han læser pædagogernes fortællinger.
”Hvis vi tager deres udtalelser for gode varer, vil jeg være optimistisk. For de giver alle sammen udtryk for, at det er det, de gerne vil. Jeg tror, der ligger enormt meget skjult energi i mange personalegrupper, og den vil rigtig gerne give mere plads,” siger han.
Pædagog og leder af Bagsværd Børnehave Tobias Nyegaard Jelkær Larsen blev uddannet i 2017. Han drømmer om et kvalitetsløft i den pædagogiske praksis i form af bedre ressourcer og normeringer, men også et opgør i pædagogikken, fortæller han Børn&Unge.
”Hvor vi ser os selv i øjnene og strammer op,” siger han.
”Mange tager meget af det, der kommer udefra, for gode varer, selvom man sagtens kan anfægte det.”
