Store kommunale forskelle: Pædagogers normeringer er ulige fordelt

Hvor mange andre børn skal du dele dine pædagoger med, når du er vuggestue- eller børnehavebarn? Ja, det kommer helt an på, hvor i landet du bor.

Mens der i nogle kommuner er en normering på omkring 2,7 børn pr. pædagog i vuggestuen og 5,0 i børnehaven, hedder normeringen i andre kommuner 4,2 for vuggestuebørn og 8,4 i børnehaven.

Det vil altså sige, at der er et spænd på 1,5 i vuggestuen og 3,4 i børnehaven, når man kigger udover hele danmarkskortet. Det viser en ny normeringsopgørelse fra Danmarks Statistik, som tager udgangspunkt i normeringen i 2017.

»Det er en ekstremt stor forskel, og det siger noget om, at selvom vi er et lille land, har vi faktisk ikke en standard for, hvor mange børn en enkelt pædagog må have ansvar for. Kortet dokumenterer, at på trods af, at vi har en statsminister, der siger, at det går godt med økonomien, så er kommunerne ikke i stand til at lave den genopretning af børneområdet, som der er behov for,« siger Elisa Rimpler, formand for BUPL.

To tabere i spillet

Hun understreger, at normeringen i danske daginstitutioner før finanskrisen var i nærheden af de minimumsnormeringer, som BUPL anbefaler, nemlig én pædagog til tre børn i vuggestuen og én til seks i børnehaven.

»Og minimumsnormeringer betyder ikke, at det er den bedste standard. De betyder, at vi kan lukke de sorte huller, og så må vi bygge ovenpå, hvis vi eksempelvis skal sikre at nå alle børn i udsatte positioner, med diagnoser eller med andre udfordringer,« siger Elisa Rimpler.

»Der er to tabere i det her spil. Først og fremmest børnene, som ikke kommer til at opleve det gode børneliv, vi kunne stille til rådighed for dem som et af verdens rigeste lande. Men pædagoger betaler også prisen,« siger Elisa Rimpler og henviser til en ny undersøgelse fra AE-rådet, som viser, at hver fjerde pædagog oplever at føle sig stresset i hverdagen.

»Samtidig viser vores egen vilkårsundersøgelse, at 75 procent ikke kan nå rundt om alle børn og ikke skabe den omsorg og trivsel, der er behov for. Derfor er de her normeringstal alarmerende,« siger Elisa Rimpler.

Giv ikke op

Normeringsopgørelsen fra Danmarks Statistik blev besluttet med Finansloven for 2012, men det er første gang, tallene bliver fremlagt for alle landets kommuner.

»Vi kan ikke nødvendigvis se, hvordan normeringen ser ud i den enkelte daginstitution. Vi ved eksempelvis, at pædagoger reelt kan stå med mange flere børn, end det ser ud til i opgørelsen, fordi man også tæller medarbejdere med, der er på orlov, er syge eller har tid til andet arbejde, for eksempel samtaler med socialrådgivere eller psykologer,« siger Elisa Rimpler.

»Alligevel er tallene vigtige, fordi de betyder, at vi kan følge udviklingen og se forskellene fra kommune til kommune,« slår hun fast.
BUPL-formanden opfordrer pædagoger, der arbejder i de kommuner, hvor normeringstallene ser dårligst ud, til at holde ud – men også være med til at vise, hvordan normeringen påvirker deres arbejde.

»Det værste, vi kan gøre, er at give op og blive ligeglade. I de kommuner, hvor normeringerne ser allerværst ud, skal vi prøve på at skabe det størst mulige sammenhold og hjælpe politikere og forældre til at forstå, hvilken virkelighed børn og pædagoger er udsat for,« siger Elisa Rimpler.

2 pædagoger til 28 børnehavebørn

Èn af de pædagoger, der langt fra er tilfreds med normeringen, er Lisbet Bro Clausen, som arbejder i en integreret institution i Nyborg Kommune.

»Jeg er chokeret og også fyldt op over, hvor dårlige normeringerne er på normalområdet. Jeg har arbejdet inden for specialområdet indtil for 11 måneder siden, og det har været en kæmpe øjenåbner for mig at opleve, hvor meget pædagoger i almindelige daginstitutioner egentlig skal gabe over. I min gruppe er der 30 børn, hvoraf flere kræver en særlig indsats, og vi oplever tit at stå 2 pædagoger med hele gruppen – og nogle gange kun 1 pædagog,« fortæller Lisbet Bro Clausen.

Sammen med andre pædagoger har Lisbet Bro Clausen valgt at deltage i en kampagne på de sociale medier, hvor hun med et skilt i hånden viser, hvor mange pædagoger der var på arbejde en helt almindelig dag: 2 pædagoger til 28 børnehavebørn den 26. september kl. 9.15.

Hader at være lettet

Lisbet Bro Clausen starter nyt arbejde på mandag. Og selvom hun godt ved, at det efterlader hendes tre kolleger fra børnehaven alene tilbage i gruppen med 30 børn, er hun lettet over at skulle skifte tilbage til specialområdet.

»Jeg hader at skulle sige det højt, men sådan er det. Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil blive ved med at kæmpe for bedre vilkår i daginstitutioner,« siger pædagogen.

»Det er rigtig svært som specialpædagog at se, hvordan mange af de her børn i udsatte positioner drukner i det almindelige system. Men alle børn har brug for omsorg og for at blive set og hørt. Og det oplever jeg ikke, at man kan leve op til med så stor en børnegruppe,« fortsætter hun.

Går ud over børn og voksne

Ifølge Lisbet Bro Clausen har det store konsekvenser, når man ikke er pædagoger nok til den børnegruppe, man har ansvaret for.

»Der udvikler sig kaos. Der er børn, der hele tiden har brug hjælp. Der er børn, der har brug for mindre grupper og en særlig struktur. Og de går bananas, for de kan ikke rumme det, når der er meget støj, og når de ikke får rum og plads. Samtidig er der et barn, der skal tørres og et andet, der har tisset i bukserne,« siger Lisbet Bro Clausen.

»Vi skal også sætte aktiviteter i gang, og vi vil også gerne kunne sidde sammen med børnene og fordybe os sammen med dem. Men det kan vi ikke sådan en dag. Det bliver ren brandslukning, og selvom vi gerne vil overholde vores planlagte aktiviteter inden for bestemte læreplanstemaer, så går de fløjten, fordi alt det andet fylder for meget,« tilføjer hun.

Det går ud over både børn og voksne, advarer Lisbet Bro Clausen.

»Børnene bliver ked af det og frustrerede, fordi de ikke får den omsorg de har brug for. Du skal jo sige til et barn, der græder, at du ikke kan trøste, fordi du er i gang med at trøste en anden. Eller du må gå fra et barn, som bare havde brug for at sidde ved dig et øjeblik, fordi du skal stoppe en konflikt et andet sted. Det er ikke i orden.«

»Samtidig betyder det, at min faglige stolthed og alt det, jeg gerne ville give videre, ikke kommer i spil. Jeg føler ikke, at jeg får lov til at bruge min faglighed, fordi der mangler hænder. Jeg kan simpelthen ikke gøre mit arbejde så godt, som jeg ville kunne, hvis vi havde ordentlige rammer.«