Med Margrethe Brun Hansen på besøg i Barndommens gade
Politikerne bør lytte meget til pædagoger og andre praktikere. Det mener Margrethe Brun Hansen, som opfordrer pædagoger til at tage ansvar, når magthaverne glemmer børn og unge.
Læs her fem pointer fra interview i Børn&Unge, og lyt også til podcasten.
1. Mærk efter, hvor børnene er
Kreativitet, idérigdom og en evne til altid at møde børnene der, hvor de befinder sig nu. Det har altid været blandt pædagogers kvalifikationer. Men de kan også glemme dem, advarer Margrethe Brun Hansen:
”Mange pædagoger er blevet for fastlåste i alle de ting, som vi skal. Vi skal have temauger og virksomhedsplaner, vi skal male og kunne tallene. Blå, grøn, gul. Tjek, tjek, tjek. Jeg har sådan en lyst til at sige til pædagoger i dag: Smid noget af alt det væk, og mærk efter, hvor børnene er. Og find ud af det derfra,” siger hun.
2. Frygt for at miste venner
Klare retningslinjer om håndsprit, afstand og mundbind gjorde det muligt for pædagoger og forældre at tale med børn om smittefaren i begyndelsen af coronapandemien. De fleste børn forstod, at hvis de fulgte reglerne, ville de ikke blive syge eller smitte andre.
”Vi famlede ikke i blinde, når børn spurgte os, om de ville dø af corona eller gøre deres bedsteforældre syge. Vi var handlingsorienterede, og det har hjulpet på angsten,” siger Margrethe Brun Hansen.
Men pandemien har til gengæld bragt andre problemer med sig, mener hun. For sundhed handler ikke kun om at leve eller dø. Slet ikke, når det gælder børn.
”Den angst, børn har følt under corona, handler om at miste venner og et savn af kropslig kontakt,” siger Margrethe Brun Hansen.
3. De glemte børnene
Efter Margrethe Brun Hansens mening er børnene blevet glemt under coronapandemien:
”Ved pressemøderne så man alle de hvide borde med statsministeren, sundhedsministeren, seruminstituttet og politiet. Men hvor var børnenes repræsentant?” spørger hun og slår samtidig fast, at politikerne har truffet beslutninger uden om fagfolkene:
”Man rådførte sig ikke med pædagoger, sundhedsplejersker, socialrådgivere eller psykologer. Det er den værste brøler, regeringen har begået i coronaforløbet. Hvis man havde sat en gruppe praktikere sammen, kunne man have fundet gode løsninger, som også tog hensyn til børnene.”
4. Pædagoger har også et ansvar
Men pædagoger har også et ansvar, mener Margrethe Brun Hansen. For at sige fra, når børnene bliver glemt, og stå på mål for den pædagogik, de brænder for. For selvom man gerne vil dele børnene op i grupper på fire – kan fire så ikke nogle gange være fem, hvis man dermed undgår at skille venner ad? Og hvis forældre ikke må komme ind på skolen og se børnenes flotte udstilling – kan man så ikke præsentere den på legepladsen eller i skoven, så børnene føler sig set?
Derfor bliver det vigtige, når coronaen slipper sit tag i os, ifølge Margrethe Brun Hansen, at pædagogikken tager udgangspunkt i børnenes verden.
”Nu skal vi ikke krydse af, om de kan stå på ét ben, og vi skal heller ikke lave temauger. Nu skal vi have øje for venskaber og grupper, og vi skal have gang i legen igen,” siger hun.
5. Skab en fælles historie
”Med de lidt større børn skal vi holde øje med trivslen: Hvem er kommet godt igennem denne tid? Hvem går tidligt hjem eller kommer ikke ud i skolegården, og hvem har ikke længere mod på de opgaver, de bliver stillet?” fortsætter Margrethe Brun Hansen og slår samtidig til lyd for, at pædagoger, lærere og andre voksne omkring børnene arbejder på at skabe en fælles historie om den tid, vi har været igennem.
”Mens der er sket store sager ude i verden, er der også sket meget i den lille gruppe på stuen, i SFO’en eller i klassen. Vi har brug for igen at få en kollektiv fornemmelse af, at vi hører sammen. Og så skal vi nok komme ordentligt ud af denne svære tid.”
