Stine bruger fortællinger: Det tilfører humor og nysgerrighed til min pædagogik

Jeg trykker på fortællergrisen, og den grynter. Den er lyserød, har en gul trøje på og et åndssvagt, måbende ansigtsudtryk. Børnene ved, at når den udstøder sin karakteristiske lyd, skal de være ekstra opmærksomme. For nu skal de på banen.

”Hvordan kommer prinsessen over søen?” spørger jeg, og et af børnene rækker hånden op.

”Hun har en færge,” siger han.

Og så fortsætter jeg fortællingen, som efterhånden er ved at udvikle sig til lidt af et eventyr.

En anden dag handlede historien om ridder Caspian, som kæmpede sig gennem en Halloweenskov i Norge. Han skulle klare tre prøver: klatre op til et stort vindue, videre op på en sky og bekæmpe en drage.

Det var ikke noget, jeg kunne have fundet på i min vildeste fantasi, men jeg gik med på børnenes ideer, og vi udviklede fortællingen sammen.

Fedt at få folk til at grine

Jeg har altid godt kunnet lide at fortælle historier, og jeg var ikke ret gammel, da jeg fandt ud af, hvor fedt det er at få folk til at grine.

En overgang forsøgte jeg mig som komiker på standup-scener, men jeg havde ikke det rette drive. Jeg måtte finde et andet erhverv, hvor jeg kunne invitere humoren og fantasien ind i hverdagen. For mig blev det pædagogikken.

Som pædagog kan jeg arbejde med min interesse for det dramatiske, teater, historiefortælling og underholdning.

Der er så meget fokus på alle de ting, vi skal gøre for at stimulere børnene sprogligt, motorisk og meget andet. Jeg synes bedst om en komisk tilgang, hvor jeg kan bryde rammerne ved hjælp af humor. Det er jo atypisk, at en prinsesse har en færge i baghaven. Vi behøver ikke at tænke i kasser og systemer, og det kan vi få hjælp til gennem humor og fortællinger.

Fik værktøjerne på et kursus

Selvom jeg altid har haft interessen, har jeg manglet værktøjer til at åbne for det, der fungerer.

Dem fandt jeg på et kursus i fortælleteknik, hvor jeg blev undervist i at bygge en historie op, i at improvisere, i at analysere fortællinger og i at optræde.

Jeg fik en masse byggeklodser og blev samtidig bekræftet i, at jeg allerede havde fortællingerne inden i mig. Jeg skulle bare lære, hvordan jeg fik dem ud.

Børnene bidrager til historien

Når jeg fortæller for børnene, giver de mig tre ledetråde til historien: En person, et sted og en pludselig hændelse.

Udover ledetrådene er der ikke andre virkemidler end mig, fortællergrisen og børnenes hjerner, som jeg sætter i spil ved at skabe billeder for dem.

De første par gange var det angstprovokerende at slippe ansvaret og lade historien vokse ud af børnenes ord og lyde, men jeg fandt hurtigt ud af, hvor fed en oplevelse det er.

Kan smide min autoritet

Som pædagog skal du ofte være en autoritær person: ’Nu skal du tage hænderne på hovedet, og nu skal du høre efter, hvad jeg siger.’ Når jeg sætter mig med min fortællergris, kan jeg smide min autoritet og være lige så nysgerrig som børnene på, hvad fortællingen vil bringe. Det elsker jeg.

Og jeg kan bruge fortællingen i mit pædagogiske arbejde. Selv hvis vi bare sidder og taler om en nullermand. Jeg kan bruge bestemte ord og blive ved med at bygge på.

Barnet ved ikke, at hun skal kunne ordet ’beskidt’, når hun skal sprogvurderes. Det ved de andre 23 børn heller ikke. Men jeg ved det. Og jeg kan komme langt ved bare at være til stede i det moment med børnene.

Godt til forældresamarbejde

Jeg bruger også fortællinger i forældresamarbejdet, både til den gode nyhed og den svære samtale. Som da jeg fortalte en mor om hendes dreng, der kan være lidt af en tumling og altid fylder meget, både positivt og desværre også negativt.

Nu kunne jeg fortælle hans mor om, hvor mange ideer han kommer med, når vi laver fortællinger, og om hans gode forståelse for at bygge en historie op.

Det var sider, jeg ikke havde set i ham, før vi begyndte at lave fortællinger. Og jeg kunne tydeligt se på hans mor, hvor glad hun blev for at høre det.

Stine Boesen, 33 år, blev pædagog i 2014 og er i dag ansat i Valdes Børnehus i København.