Sådan tager I hånd om de nyuddannede: Vær helt tæt på i hverdagen

Jobmarkedet for pædagoger hungrer efter nye ansigter. Nu er omkring 2.000 nyuddannede pædagoger fra uddannelserne på vej ud i deres første job som uddannet.
Selvom de nyuddannede pædagoger er tiltrængte i mange institutioner, kræver de også ekstra opmærksomhed fra deres ledere og forvaltninger.
Det er vigtigt at have et særligt fokus på nyuddannede og nyansatte. Det understreger tallene for nyansatte pædagoger, der bliver opsagt i løbet af deres tre måneders prøvetid:
I 2013 var der 99 sager. I 2021 var tallet steget til 275 sager. Og sidste år blev 309 ansættelser afbrudt i prøvetiden, viser tal fra BUPL. Hele 29 procent af de pædagoger, som i 2021 blev opsagt i prøveperioden, havde været uddannet i mindre end to år.
Mesterlæren er forsvundet
Opmærksomheden, som mange nyansatte har brug for, kan blandt andet gives i den enkelte institution, men også i form af introforløb for nye medarbejdere. Det sidste gør man blandt andet i Aarhus, hvor forvaltningen og BUPL Århus har udviklet et forløb for nye pædagoger.
Det kan du læse mere om her: En god start som nyuddannet pædagog
Her møder de blandt andre Dorthe Vinther Andersen, der har en fortid som leder af flere aarhusianske institutioner. I dag har hun titel af læringspartner i kommunen.
Hun peger på, at problemerne med rekruttering i institutionerne gør det svært at have en indkøringsperiode, hvor nyansatte i en slags mesterlære kan skæve til de mere rutinerede pædagoger i hverdagen.
De nyansatte er langt hen ad vejen overladt til sig selv, og det er et problem, især hvis de ikke har været i praktik i et dagtilbud.
”Nyuddannede skal ofte – helt tæt på hverdagen – lære, hvordan man er pædagog i en vuggestue eller børnehave. Det er svært, når der en god del af dagen ikke er uddannede kolleger på stuen,” siger Dorthe Vinther Andersen.
Ud på stuerne og giv støtte
For pædagogfaglige ledere gælder det derfor om at støtte de nye medarbejdere. Det skal også foregå ude på stuerne, tæt på den enkelte.
”Man kan ikke være leder fra kontoret hele dagen. Man skal helt tæt på de nye medarbejderes hverdag, man skal være det gode eksempel og bruge sig selv som rollemodel,” siger Dorthe Vinther Andersen og tilføjer, at lederen løbende skal tale med de nyansatte om pædagogiske emner, oftest med udgangspunkt i den konkrete hverdag.
Måske skal I sige farvel
Det sker, at medarbejdere selv har udfordringer som diagnoser eller sociale problemer med i bagagen. Her er kodeordet også at være tæt på i hverdagen, vurderer Dorthe Vinther Andersen.
”Ud over at guide dem skal lederen også vurdere, hvad medarbejderen formår og ikke formår. Det må man forsøge at indrette sig efter, men det kan også ske, at lederen skal afslutte ansættelsen i prøveperioden,” siger hun.