Pigen med højdeskræk mindede Jens om en vigtig sætning: Nogle gange må vi flytte toppen
Der hang hun i træet. Hun havde arbejdet hårdt for at nå 2,5 meter op, men var kun halvvejs. Hvis hun ringede med klokken i toppen, ville vi alle sammen klappe. Sådan gjorde vi, når nogen nåede toppen, og det ville hun gerne prøve.
Fra min plads på jorden, hvor jeg sikrede hende med liner, kunne jeg høre hende sukke. Nu kom højdeskrækken, sagde hun.
Pigen havde det svært. Hun var lidt tung og trivedes ikke godt. Hun havde ikke mange at lege med, og ofte zappede hun rundt fra det ene til det andet uden rigtig at være med.
Hun var lige kommet ind i anden klasse, da jeg havde hende med ud til klatretræerne første gang. Skoven ligger tæt ved SFO’en, og vi har både gode begyndertræer og nogle mere avancerede stammer til de dygtige klatrere. Det er helt normalt, at børnene nøjes med at kigge på første gang, og sådan var det også med pigen. Jeg ved, at jeg ikke skal presse på. Men efter et par gange ville pigen gerne prøve, og det fik hun lov til.
Hun ville både op og ned
Det var svært for hende at få udstyret på og endnu sværere for hende at bevæge sig opad. Men med reb, seler og min egen vægt kunne jeg understøtte hendes bevægelser og give hende en fornemmelse af at klatre. Hun kom dog kun en meter op, da højdeskrækken satte ind.
Nu måtte hun ned. Men samtidig kom frustrationen. For hendes vilje ville noget andet. Med sin fornuft kunne hun ikke acceptere, at hun ikke kom højere op. Hun græd, mens hun skiftevis ville ned og højere op, og jeg måtte på én gang berolige hende og hjælpe hende til at afbryde klatringen med æren i behold.
Det lykkedes. I hvert fald ville hun gerne med ud til skoven igen, og næste gang kom hun en smule højere op, inden højdeskrækken kom.
Der er intet galt med fodbold eller cykling
Jeg er oprindelig uddannet landmand, men arbejdet blev for ensomt. Jeg kan godt lide dyr og udeliv, og samtidig vil jeg gerne arbejde med mennesker, og de aspekter har jeg forsøgt at forene ved at uddanne mig til pædagog.
Siden har jeg også taget en uddannelse som træklatringsinstruktør. Der er intet galt med at spille fodbold eller cykle, men børn har godt af at afsøge spektret af fysiske muligheder og opdage andre måder at bevæge sig på. Og så er noget af det sjove ved klatring, at piger er mindst lige så gode som drenge. Det handler ikke bare om fysisk styrke, men om at kunne bevæge sig og se sine muligheder. Og for barnet, der tror, at det ikke kan løfte sig selv op, kan klatring være en ny fornemmelse af at kunne flytte sig, når bare man får lidt hjælp.
Det her er min top i dag
Som nu med pigen. For hver gang hun klatrede, kom hun et lille stykke længere, indtil den dag, hun hang halvvejs oppe og udmattet så op på klokken.
Hun havde klatret ved egen kraft, men nu bølgede højdeskrækken og frustrationen igennem hende, og hun kunne ikke mere. Så sundede hun sig og kiggede ned på os:
”Det her er min top i dag. Klap så!”
Og vi klappede, børnene og jeg, og råbte ’godt kæmpet’, og det gik op for mig, at toppen ikke er den samme for alle børn. For selvom hun ikke nåede klokken, var hun nok den, der rykkede sig mest.
Vi pædagoger kan tillade os at eksperimentere
Oplevelsen betød meget for hende. Hun vidste godt, at hun ikke var lige så god til at klatre som de andre, men hun kunne se sine fremskridt og mærke, hvad det betyder at arbejde for noget og holde ved.
Pigen flyttede igen kort tid efter, så jeg ved ikke, hvordan hendes historie ender. Hun vil nok altid have det svært. Men hvis hun har fået en positiv oplevelse og en ny tro på sig selv, skader det i hvert fald ikke.
Oplevelsen har haft stor betydning for min måde at arbejde på. Jeg forsøger at skabe muligheder for, at børn kan føle sig gode og betydningsfulde. Især dem, der ikke plejer at brillere. Det kan vi som pædagoger i SFO-regi, hvor vi ikke er bundet af så mange opgaver som i skolen. Vi skal ikke altid have børnene et bestemt sted hen. Vi kan tillade os at eksperimentere. Og nogle gange flytte toppen.
