Pædagog er født uden underarme: 'Vokser de ud igen, når du bliver rask?
Hun kan godt lave papirflyvere!
Det understreger børnene, når vi er ude af huset og møder andre børn, som spørger, hvorfor jeg ser ud, som jeg gør. Jeg er født uden albuer og underarme og har kun to fingre på hver arm, men jeg lader mig ikke begrænse. Det handler ikke om mine manglende kropsdele, men om at jeg involverer mig med børnene.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at lave papirflyvere, men et barn har sikkert spurgt, om jeg ville lave en. Måske troede barnet ikke, at jeg kunne. Jeg har så øvet mig og kan tre forskellige. Det giver nærvær at folde papirflyvere med børnene. Jeg brænder i det hele taget for kreative aktiviteter, som er gode til fordybelse og til at lave noget fælles, som det enkelte barn kan sætte sit præg på.
I kan mere, end I tror
Jeg prøver at lære børnene, at de kan mere, end de tror. Det har jeg med fra mine forældre, som altid opmuntrede mig til at prøve. Jeg kan godt løfte børn op og ned i en gynge, men det belaster mine arme, så jeg lader børnene selv kravle op. De skal prøve i stedet for at give op med det samme.
I mine teenageår stod jeg for at lege med børnene på lejre i Landsforeningen for arm/bendefekte, og jeg passede børn på vejen, men det var i erhvervspraktik i en børnehave, at jeg faldt for pædagogfaget. Den første dag spurgte børnene, hvorfor jeg har korte arme, og hurtigt var vi i gang med at snakke om alt muligt andet. Mit handikap er en god kontaktformel, for børn er nysgerrige, og fordi jeg var vant til at bruge min krop, kunne jeg lege med dem. Børn er umiddelbare og hæfter sig ved det, jeg kan, så jeg sagde til min mor, at jeg ville være børnehavepædagog.
Jeg lægger ikke skjul på mit handikap
Først senere tænkte jeg, om mit handikap alligevel ville være en hindring, men kun på grund af omgivelserne. Mine lærere mente, at jeg skulle have et job, hvor jeg kunne bruge hovedet, og studievejlederen på seminariet mente ikke, at jeg kunne klare at være pædagog, fordi jeg skulle bruge mine hænder i arbejdet med børn. Men jeg har altid været kreativ, og på uddannelsen fik jeg sat teorier på, hvordan jeg kan præge børn og give dem et godt fundament for livet.
Jeg har aldrig lagt skjul på mit handikap i mine ansøgninger, for hvis de vil sortere mig fra, kan de lige så godt gøre det med det samme. Jeg har en gammel udtalelse om, at jeg ikke kan skifte bleer hurtigt nok, men hvis børn skal skiftes på samlebånd, forsvinder nærværet.
Når folk lærer mig at kende, kan de se, at jeg godt kan. Ellers prøver jeg mig frem. Jeg har en vis portion stædighed, så når nogen siger, at jeg ikke kan, skal jeg nok vise dem.
Vokser armene ud, når du bliver rask?
Der er selvfølgelig noget, jeg ikke kan. Jeg kan ikke klatre op i et træ, og jeg har svært ved at knappe stramme bukser. En lynlås fyldt med sand er heller ikke god. Jeg mærker efter, hvad jeg kan og ikke kan. Mine kolleger er søde til at tage de tunge skraldespande, hvor jeg har mine styrker ved computeren og i at tænke fantasifuldt og kreativt.
Som barn var det irriterende, at folk kiggede på mig. Jeg var engang i et stormagasin, hvor en mand gloede så meget, at han gik ind i en papfigur og væltede om på gulvet. Men så var det ham, folk så på.
I dag er jeg åben om mit handikap, og når der kommer nye børn og forældre i børnehaven, siger jeg, at de bare skal spørge. Det siger jeg også, hvis et barn kigger på mig på gaden. Det kan give sjove oplevelser.
Som da en pige sagde til sin far: ”Se far, hun ser sjov ud”, og han svarede, at jeg var syg. Da jeg et par dage senere mødte pigen, spurgte hun, om mine arme voksede ud, når jeg blev rask. Børn skal have et ærligt svar, for de vil møde mange andre, der er anderledes, så de skal forstå, at man godt kan klare sig, selv om man har et handikap. Det har jeg det fint med at være et eksempel på.
