Nye retningslinjer giver færre covid-19-restriktioner: Det betyder reglerne for dig

De nyeste retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen afspejler, at covid-19 nu bliver regnet for en sygdom på linje med influenza. Se, hvordan de nye regler påvirker dit arbejde som pædagog.
En række pædagoger under 50 år bør iølge Sundhedsstyrelsen bestille tid til vaccination mod COVID-19 og influenza
Se, hvordan de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen påvirker dit arbejde som pædagog.

Hvis du er syg, skal du blive hjemme, til du føler dig rask igen. Og test kun dig selv for covid-19, hvis du har symptomer på sygdommen og samtidig er i risiko for at få et alvorligt forløb.

Sådan lyder nogle af anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen, som i de seneste retningslinjer for håndtering af covid-19 lægger op til helt nye måder at forholde sig til den smitsomme coronavirus, når man sammenligner med de foregående vintre.

Læs i denne oversigt om tre områder, hvor Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger påvirker dit arbejde som pædagog,

Få svar på de vigtigste spørgsmål om sygdommen, der har vendt op og ned på pædagogers arbejdsliv de seneste år, men som nu bliver regnet for en smitsom sygdom på linje med eksempelvis influenza.

 

1. Bliv hjemme, hvis du er syg

Den største ændring i Sundhedsstyrelsens anbefalinger er, at du nu i højere grad skal mærke efter, om du føler dig syg eller rask. Anbefalingen lyder, at hvis du er syg, skal du blive hjemme, til du ikke føler dig syg længere. Og det gælder, uanset om du tror, at du er smittet med covid-19, influenza eller en helt tredje sygdom.

Lette symptomer som lidt hoste eller en stoppet næse er hverken grund til at blive hjemme eller lade sig teste for covid-19, slår Sundhedsstyrelsen fast.

 

2. Selvisolation er ikke et krav

Der har tidligere været anbefalinger om at holde sig isoleret fra andre i fx fire dage, hvis du har fået konstateret covid-19. Men med Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer er selvisolation ikke længere en anbefaling. Rådet er, at du skal blive hjemme, til du ikke føler dig syg mere. Det vil sige, at hvis du har fået en positiv test, men ikke føler dig syg, kan du ifølge anbefalingen godt møde på arbejde.

 

3. Test kun, når det er nødvendigt

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du kun lader dig teste, hvis du har symptomer på sygdommen og er i en særlig risiko for at få et alvorligt forløb med covid-19. Risikogruppen er blandt andre personer over 65 år, gravide og mennesker med kroniske sygdomme. At du er tæt kontakt til en coronasmittet, eksempelvis din nære kollega eller et smittet familiemedlem, er altså ikke længere en grund til at lade dig teste.

 

Hvorfor ændres retningslinjerne for covid-19-håndtering?

Sundhedsstyrelsen lægger vægt på, at smitten med covid-19 har været stabil i løbet af efteråret. Desuden har styrelsen en forventning om, at smittetrykket bliver lavt i den kommende tid, fordi en stor del af befolkningen er vaccineret og/eller har været smittet. Hertil kommer, at den aktuelle variant (omikron) giver et mindre alvorligt sygdomsforløb.

De tre faktorer er årsagen til, at Sundhedsstyrelsen ikke længere mener, at der er behov for meget specifikke regler for håndteringen af covid-19.

 

Hvad er symptomerne på covid-19?

Symptomer på covid-19 kan være feber, tør hoste, hovedpine, muskelsmerter, ondt i halsen, kvalme, træthed, stoppet næse, løbenæse og tab af smags- og/eller lugtesans.

Sundhedsstyrelsen bemærker, at disse symptomer også kan skyldes andre smitsomme sygdomme, fx influenza eller lungebetændelse, og at det som regel ikke er muligt at skelne disse sygdomme fra hinanden uden en test.

 

Hvordan bliver jeg testet?

Der er fortsat to måder at blive testet for covid-19, nemlig PRC-test og kvik-/selvtest. Hvis du har brug for at blive PCR-testet (se mere om de nye anbefalinger ovenfor), kan du finde nærmeste testcenter og bestille tid via coronaprover.dk.

Bemærk, at de offentlige kvikteststeder er lukket. Det kan stadig lade sig gøre at få en kviktest via bestemte private udbydere. Udstyr til at teste sig selv er tilgængeligt i fx supermarkeder, på apoteker og i kiosker.

 

Hvad kan jeg gøre for at undgå at blive smittet eller smitte andre?

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu kun, at du skal blive hjemme, hvis du er syg.

Herudover skal du huske de generelle råd til at undgå smitsomme luftvejssygdomme, som eksempelvis handler om at lufte ud flere gange dagligt, være så meget udenfor som muligt og dele jer op i mindre grupper, når det kan lade sig gøre.

Læs Børn&Unge guide til at få friskere luft og lavere sygefravær

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.