Massiv forældreopbakning til højere pædagogløn

Snart begynder de trepartsforhandlinger mellem regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne, som kan blive afgørende for den lønmæssige fremtid for pædagoger og andre offentlige faggrupper med rekrutteringsproblemer.
Tidligere på året bekræftede lønstrukturkomitéens rapport, at pædagogerne tjener mindst blandt offentligt ansatte med en mellemlang videregående uddannelse.
Og nu får pædagogerne overvældende opbakning til deres krav om højere løn: Et massivt flertal af de forældre, som har stemt på den SVM-regering, der sidder for bordenden ved forhandlingerne, mener nemlig, at pædagoglønnen bør hæves.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for BUPL blandt godt 1.100 forældre til daginstitutionsbørn. Hele 88 procent af dem svarer, at pædagogers løn skal øges, så der er pædagoger nok til børnene i fremtiden.
Forældreformand: Der er sket et skred
Formand for Forældrenes Landsorganisation (FOLA), Signe Nielsen ser resultatet som udtryk for, at forældrene for alvor har fået øjnene op for de konsekvenser, pædagogmanglen har for kvaliteten i deres børns institutioner.
”Der er sket et skred, hvor forældre er blevet opmærksomme på, at pædagogerne er afgørende for kvaliteten i daginstitutionerne. Vi ved, at der er pædagogmangel, og vi ved, at højere løn er med til at tiltrække flere til faget,” siger hun.
55 procent af forældrene i undersøgelsen mener ’i høj grad,’ at pædagoglønnen skal op. Og Signe Nielsen er ikke overrasket over, at forældrene ønsker at bruge skattekroner på højere pædagogløn.
”Forældre ved godt, at løn er afgørende for at tiltrække folk. Det er der, prestigen ligger. Vores børn er det vigtigste i vores liv, og derfor er de mennesker, som passer vores børn, også vigtige og har høj prestige for os. For uden dem kunne vi ikke passe vores arbejde,” siger hun.
Opbakningen til højere pædagogløn er stærkest blandt forældre i hovedstadsområdet og Midtjylland (se Danmarkskort nederst).
BUPL: Stærkt forældresignal kan påvirke politikerne
Den massive forældreopbakning er ikke kun et moralsk rygstød til pædagogerne. Forældrene er nemlig en stærk magtfaktor, der kan påvirke politikerne, lyder det fra BUPL-formand Elisa Rimpler:
”Det så vi under demonstrationerne for minimumsnormeringer, hvor forældrene stod sammen med pædagogerne for bedre vilkår for børnene. Det var noget politikkerne lyttede til. Derfor er det så vigtigt, at forældrene stemmer i og fortæller politikerne, at de forventer en løn til pædagogerne, der i sidste ende er med til at sikre nok faglighed til deres børn,” siger hun.
Elisa Rimpler peger på, at et stort flertal af forældrene i undersøgelsen også ser en højere pædagogandel som middel til at styrke kvaliteten i deres børns institutioner:
”Forældrene ved, hvilken forskel vi som pædagoger gør for børn og unge. De kender betydningen af vores faglighed. Og det glæder mig, at forældrene også ved, at hvis der skal være flere pædagoger og højere faglighed - og dermed mere kvalitet i børnenes institutioner - så skal lønnen op, så det bliver mere attraktivt at blive og være pædagog,” siger pædagogernes formand.