Ledere: Sådan samarbejder vi med forældrene om mobiltelefoner

Forældres brug af mobiltelefoner i daginstitutioner kan give mange dilemmaer for både ledere og pædagoger. Hør to lederes råd til, hvordan de samarbejder med forældrene om brugen af mobiltelefoner, så konflikter kan forebygges.
baby mor mobiltelefon

I løbet af sommeren har medierne beskrevet, hvordan daginstitutioner må bede forældrene slukke deres mobiler, når de henter og bringer deres børn. 

Nogle oplever, at flere og flere forældre har deres opmærksomhed rettet mod deres telefon eller har en samtale kørende, samtidig med at de træder ind for at aflevere eller møde deres barn. Dagtilbud i landets to største byer har tiltag i form af sedler, skilte og beskeder på Aula, som handler om at begrænse forældrenes skærmbrug for at sikre det nødvendige nærvær i institutionen.

Hvordan bør pædagoger og ledere håndtere forældresamarbejdet i forhold til brugen af mobiler? Skal der for eksempel være skrap nultolerancepolitik, hvor forældrene i situationen bedes om slukke telefonen og se barnet i øjnene? Det får du her to lederes bud på. 

Vi kan se, at forældrenes opmærksomhed er vigtig for børnene

Louise Lund Rasmussen er dagtilbudsleder i Harlev Dagtilbud, Distrikt Sydvest i Aarhus Kommune. På hendes arbejdsplads er holdningen, at mobiltelefoner ikke hører hjemme i daginstitutionen.

"Det er klart noget, som vi har opmærksomhed på. I flere afdelinger har vi skilte, hvor der står: Du er på vej ind til dagens vigtigste møde. Sluk venligst telefonen, dit barn venter på dig. Der er selvfølgelig en grund til, at vi har været nødt til at sætte de skilte op, og det er, fordi vi kan se, at det er en tendens," siger hun.

Hun er dog ikke frustreret over, at det er nødvendigt at gøre opmærksom på.

"Men vi kan se på børnene, at det er vigtigt for dem at have deres forældres opmærksomhed, når de afleveres i daginstitution og bliver hentet. Det er også helt rimeligt, når man ikke har set dem i 8-9 timer. Det er ikke en særlig fed situation, når et barn kommer løbende hen mod forælderen, og så er der bare ingen kontakt, eller hvor barnet får at vide: Du skal lige vente," siger dagtilbudslederen.

Vi skal ikke sige: Sluk så lige din mobil

Det handler også om, hvordan problemet adresseres, og hvordan vi går til forældresamarbejdet på en respektfuld måde, påpeger Louise Lund Rasmussen.

"Generelt har vi den positive tilgang, at forældre vil deres børn det bedste. Og bliver en forælder forstyrret af en telefon, der ringer, eller kommer en far eller mor gående snakkende ind i afdelingen, så kunne automatpiloten hos os være: Helt ærligt, det kan de da ikke! Men det er bare ikke en hensigtsmæssig måde at møde en forælder på, og jeg tror ikke, at vejen frem er at sige: Du skal lige slukke din telefon!"

Hun anbefaler i stedet at italesætte problemet på en anden måde:

"Vi ville nok tage det i en anden sammenhæng og få det italesat på en måde, hvor vi taler om vores værdier her i institutionen, og hvordan vi kan se, at det er vigtigt for børnene, at forældrene kommer med fuld opmærksomhed. Det handler mere om at nudge lidt for at skabe et andet perspektiv.”

Velkomstfolder: Nej tak til mobil

I Børnehuset Ørnesten i Frederikssund Kommune, hvor Lone Kristiansen er leder, har personalet i en hel del år sagt til forældrene, at de ikke skal bruge deres mobiltelefon i vores hus, netop for at fokus ikke forsvinder fra deres børn i de 5-10 minutter, hvor de afleverer og henter.

"Vi har sat opslag op på vores låge, hvor der står, at de ikke skal bruge mobiltelefon, mens de er her. Det samme har vi skrevet i nyhedsbreve og i vores velkomstfolder. Forældrene har taget fint imod det, og de er meget gode til at have fokus på deres børn, når de er her. Jo, det kan være, at telefonen ringer, men så slukker de den og tager den, når de er ude herfra. Jeg oplever tit forældre, der står ude på parkeringspladsen og snakker i deres mobiltelefon. Jeg synes, det er rigtig fint, at de afslutter det, inden de kommer ind," siger hun.

Vi skal ikke være politibetjente

Også i Børnehuset Ørnesten har det været nødvendigt at sætte skilte op for at modvirke, at forældre har blikket rettet mod skærmen, når de er i institutionen:

"Vi gør det, fordi vi godt vil have, at man er nærværende her, og forældrene kan sagtens forstå det, når vi siger det på en ordentlig måde. Selvfølgelig skal vi ikke gå og være politibetjente overfor forældrene. Men vi prøver på den bedste faglige måde at fortælle dem, hvad der er godt for børnene. Det handler om at være i tæt dialog med forældrene om alting. Og det er vi," siger Lone Kristiansen.

"Vi er meget opmærksomme på, at forældresamarbejdet kræver en indsats i forhold til, hvordan vi informerer, hvad de bliver informeret om, og hvordan de bliver modtaget, når de begynder her i institutionen. De skal føle sig velkomne, at der altid er plads til dialog, og at det, vi siger, altid bygger på faglighed og forskning og ikke på synsninger. Så bliver vi også respekteret og kan undgå rigtig mange konflikter og uenigheder.”

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.