Hvis det hele handler om, hvor mange bleskift du kan nå på en time, så mister du blikket for det enkelte barn
Der var en helt særlig stemning i taekwondoklubben. Disciplin og anerkendelse var de fremherskende værdier, og den eneste farve, der betød noget, var den på dit bælte. Rundt om din mave sad det synlige bevis på, at du havde gjort dit bedste. Det var et miljø, hvor man støttede hinanden i at nå sine mål, og den 12-årige Imran Rashid boltrede sig i fællesskabet som en fisk i vandet.
”Jeg var noget værd i kraft af den, jeg var, og den indsats, jeg ydede. Det var i klubben, at jeg fik lagt grundstenen til den rejse, jeg har været på lige siden: Jeg sætter mig et mål og gør mit bedste frem mod dagen, hvor jeg skal præstere. Og så er det videre mod næste mål,” siger Imran Rashid, der selv kom så langt med sin sport, at han repræsenterede Danmark på A-landsholdet.
Der er noget ved det fællesskab og de venskaber, som Imran Rashid blev en del af i Hwarang Rødovre Taekwondo Klub, som er betydningsfuldt for børns opvækst og udvikling. Som han er bange for, at mange børn og unge ikke oplever i samme grad i dag. Og som han derfor vender tilbage til flere gange, da Børn&Unge møder ham i hans hjem på Frederiksberg i København til en samtale om to begreber: det målbare og det mærkbare. Og ikke mindst om balancen mellem de to, der efter hans mening er tippet i den forkerte retning.
Blev podcaster som nødløsning
Den 45-årige læge har sat scenen for interviewet til sit arbejdsværelse. Her blandt høje og lave reoler, hvor hans egne fantasyromaner og faglitteratur blander sig med hustruens litterære klassikere, kan han dyrke en af sine nyeste lidenskaber.
Forsatsvinduernes ekstra lag glas skærmer for støjen udefra, og akustikplader i loftet får ordene til at falde blødt til gulvet. Imran Rashid har kælet for den gode lyd. En interesse, der begyndte som en nødløsning, fordi det under coronapandemien ikke var muligt for ham at komme ud at holde foredrag.
Hvad gør man så, når man henter så meget energi fra mødet med andre mennesker og samtidig mener, at man har en vigtig sag at udbrede? Hvis man er Imran Rashid, så laver man en podcast.
”Som læge kan du ikke bare ringe til folk og spørge, om de har lyst til at snakke en times tid. Det kan du til gengæld som podcaster,” fortæller Imran Rashid om ideen til ’Lægens ord’, hvor han inviterer sportsstjerner, forfattere og andre i studiet og diskuterer emner lige fra psykologi og pædagogik til iværksætteri og samfundssind.
”Det er utroligt, hvor mange der gerne vil være med i et projekt, som et eller andet sted bare handler om Imran, der er ensom,” griner han.
Jeg har mange gange sendt en patient ud ad døren med alle de rigtige råd, men samtidig kunnet se, at han ikke havde overskud til at gøre noget ved problemet og få det bedre. Jeg indså, at der er mere effektive måder at formidle sundhed på.
Imran Rashid
Læge uden stetoskop og kittel
Imran Rashids drivkraft handler dog om mere end ensomhed. Allerede for flere år siden fandt han ud af, at han bedst besvarer sit lægekald med ord og argumenter – ikke med stetoskop og kittel.
”Folks problemer bliver ikke løst hos lægen. Det sker først, hvis det lykkes dem at ændre deres adfærd, vaner og måde at tænke på, når de kommer hjem. Jeg har mange gange sendt en patient ud ad døren med alle de rigtige råd, men samtidig kunnet se, at han ikke havde overskud til at gøre noget ved problemet og få det bedre. Jeg indså, at der er mere effektive måder at formidle sundhed på,” fortæller Imran Rashid.
Nu udbreder han sin viden som læge gennem podcast, foredrag og bogudgivelser, og han supplerer gerne med argumenter og eksempler hentet fra psykologien, pædagogikken og andre grene af videnskaberne. Han har især gjort sig bemærket med sin kritik af børn og unges forbrug af digitale medier – et emne, som du kan høre mere om i Børn&Unge Podcast.
Og så beskæftiger han sig med ’Mærkbarhed’, som er titlen på hans seneste bog. Her beskriver han, hvordan den rationelle tænkning har fået så stor vægt i vores samfund, at den overskygger andre af hjernens processer såsom reaktioner, instinkter og følelser.
Man kan sige, at fokus ligger på det målbare frem for det mærkbare. Og det er en udfordring for pædagogen, der forsøger at bruge sin faglighed og arbejde med relationer og nærvær i et system, hvor alting bliver målt og vejet.
”Hvis du opstiller rigide strukturelle rammer omkring omsorg og følelser, klipper du de bånd over, som kan være usynlige i et regneark, men som mennesker skal have blik for. Hvis det hele handler om, hvor mange bleskift du kan nå på en time, så mister du blikket for det enkelte barn og dets udvikling,” siger Imran Rashid.
For pædagogen, som oplever ikke at kunne drage omsorg for alle de børn, der har brug for det, bliver det en ren overlevelsesstrategi. Og så er det en menneskelig forsvarsmekanisme at beskytte sig selv ved at lukke øjnene for konsekvenserne.
Imran Rashid
Pædagogik må ikke være øvelse i effektivisering
Han advarer mod at reducere pædagogik til en øvelse i effektivisering. For så vil børnene og de unge ikke opleve den tryghed, der er nødvendig for deres trivsel og udvikling. Og så er der efter hans mening ikke langt til et strukturelt, systematisk omsorgssvigt.
”Børn, der er utrygge og ikke føler sig set og hørt, reagerer enten ved at larme mere eller stopper med at gøre opmærksom på sig selv, hvilket er det virkelig farlige,” siger Imran Rashid.
”For pædagogen, som oplever ikke at kunne drage omsorg for alle de børn, der har brug for det, bliver det en ren overlevelsesstrategi. Og så er det en menneskelig forsvarsmekanisme at beskytte sig selv ved at lukke øjnene for konsekvenserne,” tilføjer han.
Samfundet fjerner lysten til at gå på arbejde
Det fører til den forråelse og omsorgstræthed, som pædagoger ifølge Imran Rashid kan rammes af, når de ikke har mulighed for at udføre deres arbejde med den faglighed og kvalitet, som de ønsker, og som oprindelig var med til at trække dem ind i faget.
”Samfundet er i gang med at fjerne en kæmpestor del af det, der skulle drive lysten til at gå på arbejde. Når man vågner om morgenen, er der ingen, der tænker: ’Hvor bliver det skønt at komme ind og udfylde skemaer’ eller ’nu gælder det bare om at få skiftet så mange bleer som muligt’. Sådan er vi mennesker slet ikke indrettet,” siger Imran Rashid og forklarer, at kun en lille del af hjernen hjælper os med at træffe beslutninger på et rationelt grundlag.
Når man vågner om morgenen, er der ingen, der tænker: ’Hvor bliver det skønt at komme ind og udfylde skemaer’ eller ’nu gælder det bare om at få skiftet så mange bleer som muligt’.
Imran Rashid
Det skal være meningsfuldt at gå på arbejde
Resten af hjernens kapacitet bliver blandt andet brugt til at sanse, reagere på indtryk og respondere på følelser. Den viden har Imran Rashid ofte brugt som rettesnor for sit eget arbejdsliv:
”Hovedparten af mit arbejde skal give mig et følelsesmæssigt udbytte. Det skal være meningsfyldt og interessant, der skal være interaktion med andre mennesker, og det skal bringe mig fra et sted til et andet. For så ved jeg, at jeg ikke brænder ud.”
”Man har gjort regning uden vært med alle de systemer, der af politikere, der ikke aner, hvad der foregår i den enkelte institution, er blevet trukket ned over pædagoger. For hvis man beder nogen om at arbejde under de vilkår, så forstår man ikke, hvordan mennesker fungerer,” siger han.
Børnehave som gartneri: Der er brug for tid og tålmodighed
Der er forskel på et gartneri og en grønthandler, mener Imran Rashid. Begge tjener penge på planter, men mens grønthandleren kun tænker på profitten ved at sælge æbler og tomater, skal gartneren også sikre sig, at planterne trives og ikke visner.
Den tankegang vil han gerne overføre til mennesket i det moderne samfund og vores institutioner.
”På et gartneri er der brug for tålmodighed, tid og opmærksomhed. På samme måde med en børnehave. Hvis du giver børn mad, varme, hvile og sikkerhed. Hvis du gøder dem med tryghed, vander dem med relationer og følelser og lyser på dem med mening og formål. Så skal du se nogle børn, der udvikler sig, trives og vokser op med en tro på, at de har en plads i samfundet.”
Følelsen af at indgå i en naturlig sammenhæng med andre bør være selve kernen i vores velfærdssamfund, mener Imran Rashid:
”For velfærd er følelsen af at være noget for sig selv og andre. Velfærd er følelsen af at være god nok, ikke i kraft af hvad du kan, men hvem du er.”
Velfærd er følelsen af at være noget for sig selv og andre. Velfærd er følelsen af at være god nok, ikke i kraft af hvad du kan, men hvem du er.
Imran Rashid
Vi skal skabe optimale vækstbetingelser for børn
Han siger det i dag som 45-årig, men erfaringen er i lige så høj grad den 12-årige Imrans. Det var i taekwondoklubben, at han for alvor mærkede værdien af at være en spirende plante i et mentalt gartneri, om man så kan sige.
Og det er efter hans mening her, i det forpligtende fællesskab, at vi som samfund skal lægge grundstenene for vores børn og unge.
”Hvis ikke det lykkes os at skabe optimale vækstbetingelser for de børn, der er på vej ud i vores samfund, kommer de til at køre stærkere og stærkere i den forkerte retning i en bil, de ikke selv styrer, med de forkerte pejlemærker foran sig. Det må vi for alt i verden undgå,” siger han.
