De her 5 podcasts hørte I især i 2024

Se, hvilke af de podcasts, Børn&Unge udgav i 2024, der blev lyttet til flest gange i denne liste.
Mand lytter til podcast
Børn med autisme og etiske dilemmaer var blandt de emner, I især ville høre om fra 2024.

I løbet af 2024 har Børn&Unge Podcast udgivet i alt 23 podcasts om pædagogisk forskning, etiske dilemmaer, problemstillinger fra pædagogers hverdag og, som et nyt fokus, pædagogfaglig ledelse.

Dermed er der nu flere end 150 episoder af Børn&Unge Podcast at lytte til.

Men hvilke af de podcasts, vi udgav i 2024, har I lyttet mest til? Få svaret i denne liste - og find alle udgivelser fra Børn&Unge Podcast på bupl.dk/podcast.

5

Forstår vi, hvad børn med autisme siger?

Børn med autisme sanser den sociale verden helt anderledes end neurotypiske mennesker, altså personer med en hjernefunktion, der defineres som normal. Det er forskere i højere grad ved at få øjnene op for.

Og det kan få stor betydning for den specialpædagogiske tilgang til børn med autisme, viser antropolog Ella Paldams forskning, som du kan høre om i den femte mest afspillede podcast fra 2024.

4

Mød pædagogikkens pionerer

Tidligere tiders pædagoger var mere og andet end hattedamer og kaffesøstre. Det var fremsynede og dybt dedikerede kvinder, som med deres tekster om udviklingen af barndomspædagogikken har været med til at præge ikke bare deres profession, men også opbygningen af en ny samfundsform.

Det mener Line Togsverd, som i et forskningsprojekt har dykket ned i de gamle tekster og fået gåsehud på armene og en klump i halsen af at diskutere dem med moderne pædagoger. Hør mere i denne podcast, som er den fjerde mest lyttede i 2024.

3

Afskaf sprogscreeninger, og styrk pædagogers dømmekraft

I stedet for at måle børns sproglige kompetencer gennem nationale screeninger skulle man hellere styrke pædagogernes mulighed for at følge børns sproglige udvikling og gribe ind, hvis det går den forkerte vej. Det mener Laila Kjærbæk, en af forskerne bag en ny undersøgelse, som du kan høre mere om i den tredje mest lyttede podcast fra 2024. 

Undersøgelsen kortlægger baggrunden for, at vi i Danmark siden 2007 har haft nationale sprogscreeninger, og viser, at vi på to særlige områder skiller os markant ud fra de lande, vi normalt sammenligner os med.

2

Sæt tempoet ned, og dyrk den langsomme pædagogik

Hvordan lyder langsom pædagogik? Det kan være svært at indfange lyden af ro, langsommelighed og fordybelse. Men det prøver Børn&Unge Podcast alligevel på i denne episode, som er den næstmest afspillede fra 2024.

Børn&Unge Podcast taler med den britiske forsker Alison Clark og besøger Børnehuset Tinsoldaten for at få svar på, hvad tid betyder for pædagogik, og hvordan man lykkes med at sætte tempoet ned.

1

Dilemma: Kan struktur og faste rammer blive for meget af det gode?

”Ingen børn tager skade af tydelighed og struktur,” lyder svaret fra kollegerne, når Tina spørger, hvorfor de i børnehaven bruger specialpædagogiske redskaber til børn på normalområdet. Men passer det?

Eller kan struktur og faste rammer blive for meget af det gode, fordi børnene så ikke lærer at håndtere en kompleks og uforudsigelig hverdag? Det diskuterer panelet i denne udgave af Dilemma - den mest lyttede podcast fra 2024.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.