Vor læser i Sydamerika; Kun på legepladsen er børnene på egen hånd

Republikkens præsident, Nestor Kirchner, skal komme på besøg. Byen er på den anden ende. Så fremtrædende gæster er ikke hverdagskost på disse kanter.

"Tilbage efter en tur hjemme i Danmark spørger jeg kollegerne i børnehaven, hvordan det så gik med præsidentbesøget. Aflyst i sidste øjeblik! Skuffede, jamen, det var de da, men de var også fulde af forståelse, for det var regnvejr den dag, han skulle komme, og så lod besøget sig selvklart ikke gennemføre. Da var det, jeg forstod den forundring over danske børns udeliv, som pædagoger fra sydlige himmelstrøg giver udtryk for, når de kommer til Danmark. Noget tilsvarende er utænkeligt her."

Her er Rafaela, en by med 80.000 indbyggere af fortrinsvis italiensk afstamning, 500 kilometer nordvest for hovedstaden Buenos Aires og seriøst langt ude på den argentinske pampas. I Rafaela bor Børn&Unges eneste læser og BUPL's eneste medlem på det sydamerikanske kontinent, den 48-årige Anne Marie Andersen.

Hun er kommet hertil sammen med sin mand, mejeritekniker Knud Holk, som af Arla Foods er udsendt som fabrikschef for i et joint venture med det lokale mejeriselskab, SanCor, at lære argentinerne at nyttiggøre vallen fra osteproduktionen. Selv har hun tre års orlov fra sit pædagogjob i Lions Clubs børnehave i Videbæk ved Holstebro i Vestjylland.



Ulønnet arbejde.Der hører tjenestebolig til stillingen som fabrikschef, lønnen er god, og alle former for hushjælp rørende billig. Anne Marie Andersen kan altså nyde tilværelsen som lady of the house. I det velhavende kvarter, hvor hun bor, er det sådan, man arrangerer sig.

"Men det kunne jeg bare ikke affinde mig med, så jeg begyndte at undersøge mulighederne for at få arbejde i en børnehave. Det var lidt besværligt, fordi jeg ikke havde alle de rigtige forsikringer, og det er noget man - af frygt for erstatningssager - lægger enormt meget vægt på her. Til sidst lykkedes det dog at få det kringlet, så jeg kom til at indgå som frivillig, ulønnet medarbejder."

Børnehaven hedder Jardin de Infantes Alfredo Williner. Den er opkaldt efter grundlæggeren af mejeriselskabet Illola, señor Alfredo Williner. Han skænkede grunden, mens det er provinsmyndighederne i Santa Fe, der finansierer børnehavens drift.

Forældrebetalingen afhænger af indkomst. Nogle betaler seks pesos (12-13 kroner) om måneden, andre betaler ikke noget.

Til det egentlige, pædagogiske arbejde er udelukkende ansat folk med 3-årig pædagoguddannelse.

Lønnen ligger på omkring 1000 pesos om måneden, arbejdsugen er på 40 timer, og pædagogerne står i fagforeningen Acociasion Magistreria.



Samfundsorientering.Offentlig finansiering, indtægtsgradueret forældrebetaling og et pædagogisk uddannet personale, som får en beskeden løn, og som i øvrigt står i fagforening. Det lyder alt sammen ret velkendt. Men tag ikke fejl, der er betydelige kulturelle og indholdsmæssige forskelle mellem en dansk og en argentinsk børnehave. Ligesom der også er det mellem det danske og det argentinske samfund.

Lidt samfundsorientering først. Argentina er et indvandrerland, som opnår uafhængighed fra Spanien i 1814. En blomstrende økonomi, baseret i første række på eksport af landbrugsprodukter, gør Argentina til et af verdens 10 rigeste lande i starten af 1900-tallet. Efter et tilbageslag under verdenskrisen i 30'erne starter opbygningen af en moderne velfærdsstat, og i 1950erne har den argentinske arbejder forhold, som den danske på det tidspunkt end ikke drømmer

om.

Siden er billedet af Sydamerikas mest "europæiske" samfund krakeleret. Argentina fremstår i dag som det formentligt klareste eksempel på, hvor skrøbelig en konstruktion et velfærdssamfund er, når de "rette" forudsætninger er til stede. Lige nu slikker landet sårene efter en deroute, som for to år siden kulminerede i en de facto statsbankerot og voldsomme civile uroligheder.

Arbejdsløsheden er enorm, og mange - selv i den førhen temmelig velstillede middelklasse - er faldet ned i fattigdom i et samfund, som siden starten af 90'erne har lagt ryg til gennemgribende nyliberalistiske eksperimenter initieret af den internationale valutafond, Verdensbanken og USA.

Uduelige og korrupte politikere har deres del af skylden for, at det er gået så galt. Ligeså har det militærdiktatur, som holdt landet i et jerngreb fra 1976 til 1983 og gældsatte det til toppen af Cerro Ojos del Salado, Argentinas højeste bjerg med sine 6863 meter. Samme militærdiktatur stod også bag La guerra sucia (Den beskidte krig), som kostede i tusindvis af regimets modstandere livet.

"Perioden har sat sig nogle mentalitetsmæssige spor, som også kan mærkes hos børnene. Der findes onde mennesker, og de er stærke. Derfor gælder om at være forsigtig og gøre, som der bliver sagt," bemærker Anne Marie Andersen.



27 børn per pædagog. Hverdagen i Alfredo Williner-børnehaven er i meget høj grad voksenstyret og orienteret mod indlæring. De i særklasse vigtigste emner er den argentinske historie, dens betydningsfulde personligheder samt de nationale symboler og mærkedage. Pædagogen fortæller og forklarer, mens børnene lytter og bliver overhørt.

Dagen, som er delt op i et formiddags- og et eftermiddagshold, begge af fire times varighed, starter med, at morgenholdet hejser det argentinske flag, og den slutter med, at eftermiddagsbørnene tager det ned under afsyngelse af en flagsang. Et ærefuldt hverv, som man efter pædagogernes indstilling bliver valgt til af de andre børn.

"Det kan forekomme overdrevet, men man må tage i betragtning, at det er et ungt land med en sammenbragt befolkning. Dyrkelsen af det nationale ses velsagtens som et middel til at holde sammen på landet," mener Anne Marie Andersen.

Børnehaven er obligatorisk fra det fyldte femte år, men her går også en hel del børn på tre og fire år.

Hver pædagog har ansvaret for en gruppe på 27 børn, som hun - pædagogerne er nemlig kvinder - ikke har fjerneste besvær med at holde styr på.

"Her kan jeg, uanset mine mangelfulde spanskkundskaber, lave noget meningsfuldt med 27 børn - ganske alene og bare ved brug af gestikken. En argentinsk pædagog kunne ikke gøre noget tilsvarende med 27 danske børn, og det ville jeg i øvrigt heller ikke kunne," siger Anne Marie Andersen, der er uddannet fra Ikast Seminariet i 1985 og tog pædagogisk diplom i 2000.

"I Argentina har lille Pablo endnu ikke erobret fars plads for bordenden," lyder hendes forklaring.



San Martín og Andesbjergene. Hverken pædagoger eller forældre forventer, at børnene tager initiativer. Skuespil og anden optræden står forældrene for, mens børnene lytter og ser på. Det er i øvrigt også forældrekredsen, som står for vedligeholdelsen af børnehaven og skaffer midlerne til diverse nyindkøb.

"Det eneste kreative, børnene laver, er tegninger, mens jeg endnu aldrig har set et barn med en saks eller en tube lim. Sunget bliver der, men mest om, hvorfor det er godt at være stille og holde munden lukket. Når vi bevæger os fra sted til sted, foregår det i gåsegang med en pædagog foran. Vedkommende går baglæns for at kunne holde øje med, at rækkerne er snorlige. Kun når de er på legepladsen, er børnene på egen hånd. De voksne indgår ikke i legene. Det er kun mig, der - i øvrigt til stor forbavselse for kollegerne - kan finde på at deltage i en fodboldkamp. Når jeg fortæller, at det i Danmark er helt normalt at lege med børnene, og at vi mener, at de lærer en masse gennem legen, ser de mistroisk på mig og spørger, hvornår de lærer noget "rigtigt"," fortæller Anne Marie Andersen.

"En dag havde en ny pædagog bragt et billedlotteri med sig. Børnene anede ikke, hvad det var. Ved en anden lejlighed sang vi "tommelfingersangen", men ingen af ungerne vidste, hvad fingrene hedder. Til gengæld kan de alle som én synge nationalsagen, og de ved også, hvorfor det var, at befrielseshelten over dem alle, San Martín, førte sin hær over Andesbjergene."



Pædagog i granit. Anne Marie Andersen synes, at børneopdragelsen og institutionslivet i Argentina indeholder både stærke og svage sider.

"Børnene er hjælpsomme og hensynsfulde mod hinanden. Det er sjældent, der opstår konflikter mellem dem, og over for de voksne er de gennemført høflige. Man hører aldrig et barn sige "hvorfor skal jeg det" eller "nej, det gider jeg ikke". I sammenligning med danske børn savner de nok noget initiativ og vildskab. De er næsten for artige, men ellers må jeg sige, at argentinske børn er lige så glade, fjollede og søde som de danske. Personligt kan jeg i øvrigt godt lide, at børnene kun opholder sig fire timer om dagen i børnehaven og ikke de der otte-ni timer, som er det almindelige i Danmark."

Argentina lader i øvrigt til at være et land, som sætter sine pædagoger højt. På hæderspladsen i Jardin de Infantes Alfredo Williner står en buste af Rosaria Vera Peñoloza (1868-1950), Argentinas første uddannede børnehavepædagog - kaldet maistra jardina. Hvert år på hendes fødselsdag lægger børnehaverne i Rafaela blomster ved en endnu en større buste af hende, som står på en central plads inde i Rafaelas bymidte.

Nu skal det siges, at argentinerne er ret vilde med statuer, buster og den slags, men alligevel. Hvornår opnår en dansk børnehavepædagog at få sit kontrafej udhugget i granit?