Voldsramte pædagoger ladt i stikken

En dagligdag præget af sygemeldinger, fysisk og psykisk afmattelse, modløshed, pædagogisk rådvildhed og afmagt. Sådan beskrives i et visionsnotat situationen på Søren Kanne Skolen i Grenå, som den så ud i år 2000.

I 2005 synes situationen ikke et hak bedre. Næsten værre. De fire lærere og otte pædagoger på heldagsskolen for i alt 20 adfærdsvanskelige børn og unge er dagligt udsat for fysisk eller psykisk vold fra flere af skolens syv til 16-årige elever. Her fortæller en 39-årig pædagog, der ønsker at være anonym, om de hændelser, hun selv oplevede eller var vidne til på Søren Kanne Skolen indtil hun i januar måned opsagde sit job.

"Volden kunne være lussinger, et spark over benene i forbifarten, spytklatter i ansigtet, en knytnæve i maven eller at få smidt ting efter sig og blive truet på livet. En enkelt gang har en elev nikket en skalle, og en lærer fik taget kvælertag på sig, da hun var alene med en af de store drenge," fortæller pædagogen, som vi kan kalde Kirsten Jensen.

Kirsten Jensen var ikke selv hårdt ramt af den fysiske vold, men det var udmattende at arbejde et sted, hvor hun var vidne til kolleger, der brød sammen, uden hendes ledelse greb ind.

"Der er ikke gået en uge, hvor der ikke har været et eller andet fysisk voldeligt. Og dagligt har vi oplevet trusler og anden psykisk vold fra de unge børn på skolen," fortæller hun.

Selvom Kirsten Jensen er en robust kvinde, der igennem mange år har arbejdet med socialt og psykisk belastede børn og unge, så holdt hun kun et år på Søren Kanne

Skolen.

"Jeg har tidligere arbejdet i seks år med fysisk og psykisk handicappede unge. Og jeg har i flere år været støttepædagog for en traumatiseret dreng og for et plejebarn. Men jeg har aldrig før været et sted, hvor personalet blev så hurtigt nedslidt som på Søren Kanne Skolen," siger hun.

Hun ved også godt hvorfor.

"Det var ikke de fysiske slag og heller ikke de hårde ord, der ramte mig. De gjorde da ondt, men mine kolleger og jeg selv bukkede kun under, fordi vi ikke havde en ledelse, der tog hånd om problemerne, og som passede på os. Det er jo nærmest kriminelt og kan ødelægge enhver dygtig pædagog," siger Kirsten Jensen, der stadig ikke er helt parat til at se på jobannoncer.

"Når jeg er klar til at søge, vil jeg igen vælge stillinger inden for det socialpædagogiske område, men jeg kan stadig få helt ondt i maven af at tænke på, at jeg kunne falde tilbage. I lang tid kunne jeg ikke sove om natten, jeg havde hovedpine, og en morgen brød jeg pludselig grædende sammen. Det var den morgen, jeg blev hjemme fra arbejde, og jeg kom ikke tilbage. Jeg har det godt nu, men det har kostet psykologhjælp og viljestyrke at komme ovenpå," siger Kirsten Jensen.



Anmeldt. Efter julen 2004 sagde Kirsten Jensen sit job op per 1. februar 2005.

"Jeg syntes åbenbart ikke, at jeg skulle sygemelde mig. Og skolelederen har jo også direkte sagt, at kan man ikke lide lugten i bageriet, så kan man bare gå," siger hun.

To lærere er i dag langtidssygemeldt, og skoleledelsen og Grenå Kommune er blevet meldt til Arbejdstilsynet. Det er BUPL Århus Amt og Danmarks Lærerforening Øst-Djurs Kredsen, som sammen med deres medlemmer fra Søren Kanne Skolen står bag anmeldelsen.

"Vi har igennem flere år fået henvendelser fra ansatte pædagoger på skolen, som ønskede at forlade arbejdspladsen," fortæller sekretariatsleder i BUPL Århus Amt Flemming Bach Sørensen.

Men i efteråret 2004 spidsede sagerne til, da Danmarks Lærerforening stod med to sygemeldte medlemmer fra Søren Kanne Skolen, og de to fagforeninger anmeldte den 13. januar 2005 skolen til Arbejdstilsynet.

Anmeldelsen er siden udvidet med en anmeldelse af kommunen for ikke at tage hånd om problemerne, og Arbejdstilsynet er i disse uger ved at lægge sidste hånd på tilsynsrapporten, der undersøger hvorvidt skoleledelsen og Grenå Kommune har overtrådt arbejdsmiljølovens §38. Børn&Unge har fået aktindsigt i skolens sagsorientering til Arbejdstilsynet samt i flere mødereferater og brevvekslinger mellem kommune, fagforeninger og skolen, som vil ligge til grund for Arbejdstilsynets endelige afgørelse.

Faktisk fik kommunen allerede i 2002 et påbud fra Arbejdstilsynet for ikke at overholde denne paragraf, blot var det i forbindelse med en sag om socialrådgiveres udsættelse for stress i kommunens børne og ungerådgivning.

"Man kunne jo blive bange for, at kommunen ikke har lært af sine fejl, og at det er en kommune, der bare ikke gør noget," siger Arbejdsmiljøkonsulent i BUPL Ane Elisabeth Smith og understreger, at sikkerheden altid er arbejdsgivers ansvar.



Lukker døren. §38 i arbejdsmiljøloven stiller krav til arbejdsgiveren om, at "arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt". Det ansvar mener sekretariatsleder i Århus Amt Flemming Bach Sørensen på ingen måde, skoleledelsen lever op til. Han kalder sagen den værste, han længe har set. I anmeldelsen er klagepunkterne blandt andre, at skolen ikke har anmeldt arbejdsulykker, at der ikke er ført statistik over volden, at handleplan for vold mod de ansatte ikke er blevet benyttet, at sikkerhedsorganisation på skolen ikke fungerer, at hverken skoleleder eller kommune intervenerer, giver støtte eller følger op på volden, og at ledelsen fralægger sig ansvaret for de ansattes sikkerhed.

"Det er en meget grov sag. Chefer i kommunen vidste længe, at de ansatte blev udsat for vold. Det fremgår af referater fra personalerådsmøder," påpeger Flemming Bach Sørensen.

Børn&Unge er i besiddelse af en kopi af referatet fra mødet i september 2004, hvor skolelederen sagde direkte til sine overordnede, at han ikke længere kunne tage ansvar for, at der ikke sker noget voldeligt med de ansatte, og han tænkte, at nu er det de ansattes eget ansvar.

"Det chokerede kommunaldirektøren, men kommunen gjorde stadig ingenting. Jeg synes, kommunen har svigtet de ansatte og taget tilskuerens rolle," siger Flemming Bach Sørensen.

Ikke engang en tilskuerrolle tog skolelederen og souschefen på Kirsten Jensens sidste dag på arbejde. Hun var alene ude på gangen med en gruppe børn, som hun havde god kontakt med.

"Så kom der et barn ude fra entreen, som var vred på en af de store drenge, der sad i sofaen, og han kastede en sko i hovedet på ham. Og de her børn er jo meget meget

touchy i forvejen, så drengen i sofaen reagerede selvfølgelig voldsomt og kaldte den anden dreng alt muligt, og der var meget larm og tumult. Drengen afreagerede så ved at sparke mig på benet," fortæller Kirsten Jensen, der ikke tænker over sparket, men hun vil sent glemme ledelsens reaktion.

"I den situation, der ved jeg, at både min leder og souschef sidder inde ved siden af på kontoret. Men de kommer ikke ud og ser, hvad der sker. De lukker døren for at få ro," siger Kirsten Jensen.

"Det var dét, og ikke sparket, der gjorde, at jeg måtte holde min bil ind i vejkanten på vej hjem fra arbejde. Jeg brød sammen, og det blev min sidste dag på skolen," siger Kirsten Jensen, der ellers troede, hun kunne arbejde sine sidste elleve dage med. Men næste dag ringde hun og sagde, at hendes læge havde meldt hende syg. Ledelsens eneste kommentar var et køligt "det var så det".



Hårdere unge. En væsentlig årsag til, at antallet af voldsepisoder eskalerede i efteråret 2004 er, at Søren Kanne Skolen i forbindelse med et igangværende rummelighedsprojekt i Grenå Kommune har modtaget en større andel ældre og langt hårdere belastede elever. Til skolen er der kommet flere børn og unge, som under andre omstændigheder måske var blevet placeret i et amtsligt tilbud, eventuelt en langt dyrere døgninstitution.

Det er kommunen, der visiterer elever til skolen. Flemming Bach Sørensen frygter, at der ikke altid følger tilstrækkelige ressourcer med til at klare opgaverne eller danne det nødvendige faglige beredskab på arbejdspladserne, som i kølvandet på kommunens tanker om en rummelig folkeskole får et stadigt hårdere klientel.

Søren Kanne Skolen har et budget på godt 300.000 kroner årligt per elev, viser den aktindsigt, Børn&Unge har søgt i sagen. Dermed bliver besparelsen derfor omkring 125.000 kroner årligt i forhold til at betale en plads på en døgninstitution i amtet, som ifølge takster fra Århus Amt for 2004 koster godt 425.000 kroner. Et amtsligt dagtilbud koster dog 300.000, ligesom en elevplads på den kommunale heldagsskole.

De indtjente penge for hjemtagne døgninstitutionselever burde for eksempel bruges på en tiltrængt opkvalificering af børnenes lærere og pædagoger, mener Flemming Bach Sørensen.

"På en heldagsskole, hvor man arbejder med adfærdsvanskelige unge, kan uheldet være ude, men det er kommunens ansvar at sørge for, at personalet har det nødvendige beredskab, når det sker. Og det er i første omgang skoleledelsen, der til kommunen må melde klart ud, at det, der foregår, ikke er i orden," siger Flemming Bach Sørensen.

Til gengæld er det kommunens ansvar at sikre de nødvendige ressourcer til beredskabet, der for eksempel kan være uddannelse. Men det år, Kirsten Jensen var ansat, kom hun kun på et par korte kurser om at arbejde med belastede unge. For hende er efteruddannelse vigtigt, men god ledelse er alfa og omega.

"Selvom jeg var blevet sendt på kursus, ville jeg alligevel være gået ned med flaget. At poste penge i kurser til medarbejderne er som at åbne for varmen med åbne vinduer, hvis ledelsen ikke fungerer," siger Kirsten Jensen.



Luftkasteller.Flemming Bach Sørensen mener, at der i fremtiden vil komme langt flere hårdt belastede børn til Søren Kanne Skolen.

"I forbindelse med kommunalreformen nærmest konkurrerer kommunerne allerede nu om, hvem der kan hjemtage flest børn og unge fra de amtslige tilbud, men tit uden, at ressourcer og beredskab følger med," påpeger han.

Han mener også, at det handler om luftkasteller og imagepleje, når han læser Grenå Kommunes værdigrundlag. Her står sort på hvidt, at "medarbejderen er kommunens vigtigste ressource".

"Det hænger jo ikke sammen med, at kommunen i den her sag lader stå til, mens medarbejderne får bank og bliver syge af at gå på arbejde," siger han og kalder værdierne for selvfede plusord uden hold i virkeligheden.

Børn&Unge har forsøgt at få skolens ledelse i tale, men skolelederen Casper Brøste er sygemeldt, og tidligere souschef og nu konstituret leder Michael Grau vil ikke udtale sig i sagen, før rapporten fra Arbejdstilsynet ligger færdig. Hos Valdemar Haumand (S), formand for børne og kulturudvalget og borgmesterkandidat, var der endelig bid. Han betegner sagen som træls.

"Set i bakspejlet ville vi gerne have reageret anderledes og handlet hurtigere, så der ikke gik så lang tid fra, at tingene blev opdaget, til vi handler på det," siger Valdemar Haumand, der mener, at man er i gang med en god proces med Arbejdstilsynet.

"Der er ingen tvivl om, at vi skal lære af det, vi har været igennem, eller det personalet har været igennem. Det er dem, der er hårdest ramt," siger han.

Ansvaret vil han dog dele med skolelederen.

"Vi ville godt have haft nogle tydeligere tegn fra skolelederen, før det gik så galt," siger han.

Der skulle være indgivet fem anmeldelser om vold fra de ansatte, men i sikkerhedsudvalget i kommunen har man ikke kunnet finde dem. Er de stadig væk?

"Det ved jeg ikke, men nu bliver der strammet op på, at skadesanmeldelser skal foretages og afleveres de rigtige steder, og institutionen skal beholde kopien, for det skal tages alvorligt, når nogen kommer til skade. Og det skal gå den rigtige sagsgang," siger han.

Omvendt vil han gerne på forvaltningsniveau åbne op for muligheden for mere uformelle møder med fagforeningerne, hvis der er problemer, som ikke ellers kan komme frem i lyset.

"Et eller andet sted er det vel godt, at Arbejdstilsynet nu ridser op, hvad der er galt og fortæller, hvad vi skal gøre. Men det havde været bedre, hvis vi havde sat os sammen og løst problemerne, før det gik så galt," siger han.

"Men med den slags børn, vi har det sted, vil der altid være noget," siger han.



Gidsler. Tillidsrepræsentant Marianne Brink har arbejdet på skolen i fem år, og hun har igennem alle årene oplevet vold på skolen, men bekræfter, at volden sidste efterår eskalerede. Hun mener, at det er, fordi skolen nu hjemtager hårdt belastede børn og unge fra de amtslige tilbud.

"De nye børn er hårdere og ældre, og det er nu engang nemmere at hjælpe et syvårigt barn end en 16-årig, hvis reaktionsmønster er mere fastgroet," siger hun.

Marianne Brink føler med sine kolleger, som først nu har fået en psykolog fast tilknyttet skolen til at give suvervision. Hele det sidste år måtte de ansatte klare sig med få timers ekstern hjælp. Men Marianne Brink ser især børnene som de sande gidsler i dramaet. De har oplevet lærere og pædagoger forsvinde og har skullet vænne sig til nye vikarer.

"De her børn har i forvejen så få faste holdepunkter i tilværelsen," siger hun.

Sagen var i april fremme i de lokale medier, og børnene kunne genkende episoderne.

"Det gør dem utrygge, og de spørger til, om jeg også skal rejse. Jeg må forklare, at hvis jeg er væk en dag, har jeg måske bare ondt i maven, og så sænker skuldrene sig på dem," siger Marianne Brink.

"Børnene er de eneste der ikke selv har valgt at være her," siger hun og bebrejder udelukkende kommunen for ikke at lytte til skolens anmeldelser af vold og skolelederens råb om hjælp.

Børn&Unge har siden påske forsøgt at få en udtalelse fra Marianne Gregersen, afdelingchef i børne og kulturafdelingen. Hun har endnu ikke ønsket at kommentere sagen, men mens Marianne Gregersen venter på arbejdstilsynets rapport, og skole og forvaltning fordeler ansvar i porten, så fokuserer Marianne Brink på at klare dagen i morgen. Vi går og trommer lidt afventende herude. Det bliver godt at få nogle påbud fra Arbejdstilsynet, for de kan ikke diskuteres, og så SKAL der ske noget," siger hun.



Det er vold

Der er mange forskellige opfattelser og definitioner af, hvad vold er. Her Arbejdstilsynets definition:

Aktivt påført fysisk vold, for eksempel slag, spark, bid, kvælningsforsøg, knivstik.

Psykisk vold, for eksempel verbale trusler, truende adfærd, systematisk fornedrelse, ydmygelse o.lign.

Er rettet direkte mod den ansatte eller indirekte mod dennes familie, venner eller andre nærtstående.

Vidne til overgreb.



Et voldsforløb

Den pågældende medarbejder på Søren Kanne Skolen ønsker at være anonym. Listen over værste voldsepisoder er mangelfuld. I efteråret 2004 var den ansatte eksempelvis udsat for vold dagligt, det vil sige spark på skinneben, slag på skulder og trusler om vold.

Oktober 2002: En pige på 11 år nikker mig en skalle

i omklædningsrummet.

Januar 2003: En dreng på 14 år slår mig med en knytnæve i baghovedet.

April 2004: En pige på 13 år smider et stort bloklys efter mig klassen

Oktober 2004: En dreng på otte år sparker mig i maven

Oktober 2004: En dreng på syv år giver mig en lussing

November 2004: En dreng på 13 år tager fat om min strube og klemmer mig op ad væggen, jeg er alene.

Kilde: TV2 Østjyllands indslag 16. marts 2005 klokken 18.30.

Kan ses på internettet.