Voksenven for livet. Lasse brænder for at give gode oplevelser

Hvad så, farmand, hvordan går det?« lyder det en dag, da Lasse Lynæs tager telefonen.

Det er Marcus, som Lasse har været voksenven for i ti år. I dag er Marcus 21 år og vil fortælle, at han har brug for Lasses hjælp til at se på de forlovelsesringe, han er ved at vælge til sin kæreste.

Egentlig slap Lasse ham, da han blev 18 år, men de har stadig jævnlig kontakt.

»Det er for livet, det kan ikke undgås, tror jeg. Det er ikke planlagt, men det sker,« siger Lasse.

I foreningen Børns Voksenvenner oplever man i disse år en stigende efterspørgsel efter frivillige.

Det er især enlige mødre, som henvender sig i foreningen, fordi deres barn mangler et voksennærvær, som de ikke selv har mulighed for at give.

45-årige Lasse er uddannet pædagog og arbejder til dagligt i en børnehave i Nordsjælland. Da han i 2003 så et opslag om, at Børns Voksenvenner manglede frivillige, slog han til.

»Det var bare mig,« siger Lasse, der siden har været aktiv i foreningen, hvor han både er voksenven, næstformand og matcher (den person, som sætter de voksne og børnene sammen).



Gør en forskel. »Mine er stolte af mig, og at det, jeg gør, er vigtigt,« siger Lasse, der kan mærke, at han har gjort en forskel for Marcus.

»Han ved, at hvis det hele brænder på, så kan han altid ringe. Han ved, at jeg altid er der, også selvom han nu er voksen.«

Lasse har blandt andet støttet Marcus’ uddannelsesvalg. Det er blandt andet sket ved at køre ham rundt til en masse arbejdspladser med ansøgninger, da Marcus var i gang med at uddanne sig til tømrer. Det lykkedes at finde en læreplads, og til sommer er han færdiguddannet.

De ses stadig privat, og Lasse håber, at han kan få lov at være bonus-bedstefar, når den tid kommer. I dag er Lasse voksenven for Marcus’ 13-årige lillebror, Casper, der heller ikke ser sin far.

Det er lidt svært at få tid til at ses i hverdagene på grund af skolereformen, men det lykkes, og for Lasse er det vigtigste, at de har tid til at tale sammen.

»I tirsdags ringede han og sagde, at vi ikke kunne ses, for han skulle ud og gå med aviser. Men så sagde jeg, at jeg da bare gik med. Og så gik vi og talte imens.«

Det vigtigste er samværet og at være der for børnene, når de har brug for det.

»Når vi er sammen, er jeg ikke professionel. Så lægger jeg pædagogkasketten fra mig og er bare en voksenrolle. Jeg giver det, jeg føler, at jeg kan give,« siger Lasse og uddyber, at på de tre år, han og Casper har været venner, har de udviklet en fortrolighed.

»Han synes for eksempel, at våben er spændende, især hardball. Så bruger vi tid på at kigge på det sammen, og vi snakker om det, når han har lyst. Hans mor synes, at det er fint og blander sig gerne udenom.«



Match. Især pædagoger er i høj kurs i foreningen Børns Voksenvenner.

»Når vi skal ud og matche en voksen og et barn, skal en af matcherne have en faglig baggrund, for eksempel som pædagog,« fortæller Lasse.

For at venskabet kan fungere, er det vigtigt, at barn og voksen passer sammen.

»Det nytter ikke at matche et barn, der elsker at gå på museum og være indendørs med en voksen, der vil lave bål og klatre i træer,« forklarer Lasse og fortæller, at børn nogle gange kan vente op til et år på at få voksenven.

Som udgangspunkt bestemmer voksenvennen, hvad de skal lave.

»For mig handler det bare om at give børnene gode oplevelser. Jeg brænder for børnene,« siger Lasse og fortæller, hvad Marcus i dag siger om deres forhold: ’Lasse, du er i realiteten ikke min voksenven. Du er faktisk ligesom en far. Du giver det samme, som en far ville have givet mig.’

Lasse smiler, stolt over den anderkendelse, der ligger i den unge mands ord.