Vilde unge; Konfrontation til enhver tid

Bruce Lee, Muhammed Ali, Mike Tyson og Al Pacino i rollen som Tony Montana i filmen ”Scarface.”

Plakaterne på væggene i Gadepulsens lokaler i Lokalcenteret på Indre Nørrebro efterlader ikke megen tvivl om, hvem områdets udsatte unge i helt bogstavelig forstand ser op til. De velholdte lokaler er udgangspunkt for det sociale arbejde med de unge, men i dag står de tomme. På grund af det gode forårsvejr har stedets koordinator, Ali Haseki, besluttet at satse mere på opsøgende gadearbejde.

Og gaden, dens tone, dens rytme og dens liv og lov, det er noget, 33-årige Ali Haseki kender til. Den tætbyggede, pædagoguddannede socialarbejder med fodboldtrøje, mobiltelefon om halsen og en sportstrænet statur er tidligere kriminel og rod og har levet hele sit liv omkring Blågårds Plads.

»Da jeg var ung, var det dog ikke nær så råt som nu, der var ikke nær så meget vold og had. I min skoleklasse var der dengang stadig flest danskere, og mine bedste venner var også danskere. Det er anderledes nu. I dag har de etniske unge i 8.-9. klasse ikke noget ordentligt netværk, deres forældres netværk strækker sig ofte kun til det lokale pizzeria, og det gør det svært for de unge at komme videre efter skolen. Det, der har status, har også ændret sig. Jeg gik f.eks. til karate, og det var der prestige i dengang. Men det er der ikke mere. Nu hedder det: ”Hvasså, mand, om du går til karate, jeg stikker dig da bare ned med en kniv.” Og så betyder det geografiske tilhørsforhold også meget i dag – altså som Jokeren synger: ”Hvor’ du fra?”,« siger Ali Haseki, der dagligt blander sin erfaring som tidligere rod med sin pædagogiske uddannelse i arbejdet med de unge.



Større forståelse. »For mig betyder det at have været en rod, at jeg har en større forståelse for de enkelte drenges situation. Jeg kan forstå de unge og derved finde frem til løsninger i konfliktsituationer. Som tidligere rod er man meget mere praktisk orienteret. Det er her og nu-løsninger. Ringer min mobil, så tager jeg afsted fra familie og børn for at være tilstede. Den tillid, der bliver vist mig, ved at man ringer til mig, den skal og vil jeg honorere. For jeg føler et ansvar overfor den enkelte unge. Tillid og relation er nøgleord i vores arbejde. Og en af de forcer, vi har med fra gaden, det er, at vi går direkte ind og tager konflikten på stedet. Hver gang. Vi tager konfrontationen til enhver tid. Ikke fordi konfrontation i sig selv er en løsning, men fordi den skaber dialog.«

Selvom Ali Haseki har bevæget sig langt siden sin egen ungdom, gør han sig dog ikke nogle forestillinger om at skulle være rollemodel for de unge. For det er slet ikke det, det drejer sig om.

»Ind imellem kan man være så heldig, at der er en enkelt, der ser på én som rollemodel. Men det gælder om at få de unge til at være rollemodeller for hinanden. Hvis der en gruppe på fem, der hænger sammen og gør de samme ting, så gælder det om konstant at sige: ”Hvorfor fanden kan to af jer ikke passe jeres praktikplads, når de tre andre kan? Hvorfor fanden kan I ikke stå op om morgenen, når jeres venner kan?” Den konfrontationssnak tager jeg hele tiden,« siger Ali Haseki, der ser det som en af Gadepulsens vigtigste opgaver at få de unge til at føle ansvar. Derfor har han blandt andet startet ”Projekt Ansvar”, der har sit udspring i otte unge, der hver fredag har lavet deres eget radioprogram, ”Radio Avenue.”

»Drengene fra radioprogrammet har nu et vagtskema, hvor de møder op to og to og er med til at tage ansvar for stedet og for de helt unge. Jeg giver dem et aktivitetsbeløb, som vi så sammen finder ud af, hvad skal bruges til. Det er et projekt, der rykker,« slår Ali Haseki fast.

På spørgsmålet om man skal være indvandrer for som socialarbejder at nå de unge i et område som Indre Nørrebro, ryster socialarbejderen på hovedet.

»Det er ikke vigtigt. Tidligere har vi haft to danskere ansat. Forståelsen for de unge kommer fra det, du selv har prøvet, og fra det menneske du er bag facaden. Den har intet med din etniske oprindelse at gøre. Når vi ansætter folk, kigger vi ikke på, hvilken uddannelse de har, men på deres erfaring og på, om de har den ild i sjælen, der er nødvendig for at arbejde et sted som her,« siger Ali Haseki, der imidlertid stiller det som et krav, at nyansatte indenfor et halvt år går i gang med en eller anden form for pædagog-uddannelse.

»Tidligere rod kan enhver jo blive. Udfordringen ligger i at komme i gang med en pædagogisk uddannelse. Uddannet personale kan bidrage med mange teoretiske kvaliteter, ligesom de uudannede også kan bidrage med deres praktiske erfaringer.



Melder ikke alt. En af dem er, at en tidligere rod generelt er mere large i sit syn på mindre lovovertrædelser fra de unges side.

»Møder jeg en af de unge på en stjålen cykel eller knallert, så melder jeg dem ikke. Men jeg tager snakken med dem og fortæller, at ser jeg det igen, så går jeg til hans forældre. På den måde skal ens grænser for tilliden være klare. Ser jeg dem i en stjålen bil, ser jeg dem smadre ruder, eller ser jeg dem rulle en ældre dame, så er jeg der ti minutter efter hos deres forældre, ligesom jeg melder det til politiet. Det står soleklart,« siger Ali Haseki, der mener, at denne ”både-og-linje” er med til at holde tilliden og kontakten til de unge.

Politiets holdning til Gadepulsens bevidste blinde øje overfor mindre lovovertrædelser er ifølge Ali Haseki meget blandet.

»Der er politifolk, der ikke kan forstå, at vi kan få lov til det. Men på samme politistation er der også nogle, der accepterer det. Overordnet møder jeg dog megen velvilje fra politiets side.

Men virker indsatsen så?

Ali Haseki svarer ved at gå ind i et rum og hente en fodboldpokallignede statuette. ”European Crime Prevention Awards” står der på den, og det er den kriminalpræventive pris, Gadepulsen fik i 2002 af EU. En pris, der skyldtes målbar nedgang i kriminalitetstallene, samt en stigning i beskæftigelsestallene for de unge på Indre Nørrebro i perioden 1997-2001.

»Nu er det langt fra kun vores fortjeneste. Der er mange andre, der også har gjort en god indsats. Supermænd, det er vi altså ikke. Vi kan ikke redde Nørrebro. Og er der nogle, der vælger en kriminel løbebane, ja så er det en politiopgave,« siger Ali Haseki, der allerhelst så, at der slet ikke var brug for et sted som Gadepulsen.

»Vi har fire klubber i området i forvejen Og det bedste ville være, hvis de udsatte unge kom der, for på længere sigt har klubberne mere at byde på. Klubberne er pissedygtige til de stille unge, men desværre lider de generelt af berøringsangst overfor de vilde unge. Det er jo derfor, så mange af dem står og hænger på gadehjørnerne.