Vær en giraf

Giraffen er med sin lange hals det højeste landdyr. Den har overblik, men den har også det største hjerte. Derfor er den valgt som symbol for den sprogkode, som går under navnet girafsprog, en kommunikationsform som også kaldes for hjertets sprog eller det empatiske sprog. Girafsprog egner sig til løsning af konflikter og til at tale med andre, så de lytter, og det gør det muligt at lytte, så man får andre til at tale om deres følelser og behov.

Det modsatte af girafsprog er ulvesprog. Det er det aggressive sprog, som er manipulerende, som kan få andre til at stikke halen mellem benene, og som kuer andre. Ulvesprog skal få dig til at indordne dig i den rolle, som gruppen giver dig plads til, uanset hvad du selv har brug for.

Girafsprog er interessant for pædagoger, fordi det giver dem en mulighed for at blive bedre til at løse konflikter og til at lytte til børnenes følelser, ønsker og behov. Karen-Ditte Nielsen, underviser på Center for Videregående Uddannelser i København og snart cand.pæd.pæd., underviser pædagoger i girafsproget, fordi det kan hjælpe dem til at få styr på sig selv i en kompleks hverdag.

»Jeg giver vejledning i, hvordan man kan bruge girafsprog i en pædagogisk praksis. Det er ikke et redskab, man kan bruge løsrevet fra alt muligt andet. Pædagogerne er nødt til at snakke sammen om deres praksis, og om hvordan de kan handle i den. Girafsproget er bare en af flere gode muligheder, pædagogerne kan benytte sig af for at komme i dialog med børnene og indgå i en frugtbar relation med dem,« siger Karen-Ditte Nielsen, der er uddannet pædagog.



Ønsker og behov skal udtrykkes. Hvis man vil snakke girafsprog, må man kun udtrykke sig om fire ting: Hvad man observerer, hvad man føler, hvad man behøver, og hvad man vil bede den anden om at gøre. I konflikten eller samtalen lytter man efter de samme fire ting i det, den anden siger. Og det gør man, uanset hvordan det udtrykkes.

»Girafsprog handler om at tage afsæt i, at kommunikation med andre mennesker har to sider. Det handler ikke kun om at afsende og modtage, men om at den, der siger noget, har nogle følelser eller behov i det, der bliver sagt. Uindfriede behov gennem lang tid skaber utilfredshed, og det kender man jo på det banale plan, hvor man føler sig misforstået. Måske har jeg ønsket mig perleøreringe i fødselsdagsgave, men jeg får køkkenredskaber. Så føler jeg mig hverken set, hørt eller forstået, og jeg kan føle, at jeg åbenbart ikke er værd at give perleøreringe. Man tillægger den anden en lang række følelser i den besked, der ligger i handlingen,« siger Karen-Ditte Nielsen.

Der går ofte kludder i kommunikationen, fordi man får sagt nogle ting, som er underforstået en masse følelser, som man synes, at den anden har en forpligtelse til at gætte, ellers bliver man såret, skuffet og fornærmet. For at undgå det skal man sørge for at udtrykke sin oplevelse, hvad det gør ved en, hvordan man vil have det, og hvad man forventer, at den anden kunne gøre. Det er ikke sikkert, at den anden vil gøre det, men så har man sagt det.

I eksemplet med øreringene kunne en girafudmelding lyde sådan her: "Du har givet mig en ny kogekande, det er jeg faktisk lidt skuffet over, for jeg havde ønsket mig perleøreringe. Men næste gang jeg ønsker mig noget, skal jeg nok sige det lidt mere tydeligt, så du ikke skal gætte dig frem". Det er vigtig, at man kun taler ud fra sig selv og ikke bruger sproget til at bebrejde den anden noget.



Lyt efter følelserne. »Den anden side af giraf er at lære at lytte, og det er måske her, pædagogerne skal øve sig. De skal lytte til barnet, så det taler, og tale til barnet, så det også lytter. Man skal sikre sig, når man lytter til børnene, at man ikke selv har for kraftig en dagsorden på, hvad man vil have ud af snakken. Barnet skal have mulighed for at sige på sin egen måde, hvordan det er at være barnet lige nu, hvad der kunne gøre det anderledes, hvad barnet har brug for, og hvad den voksne kan gøre,« siger Karen-Ditte Nielsen.

Hun mener, at børn tit siger, hvad de gerne vil have, og det er ikke bare krav om slik, om noget bestemt mad eller om legetøj.

»Børn siger faktisk også meget om deres følelser. De siger: "Du må ikke gøre mig ked af det". Eller: "Du har gjort mig ked af det". Børnehavebarnet vil måske sige, "du er uretfærdig, eller du er dum", og det gør de ofte meget spontant. Børn er jo også gode til at sige, at de er bange for noget eller kede af noget, men så afleder vi dem, og det kalder vi at trøste. I stedet skal man fortælle barnet, at man kan se, at det er ked af det, lytte til de følelser der ligger bag og hjælpe dem til at komme videre med det, de har lyst til.«

Girafsprog handler ikke om at få fyret sine uforbeholdne meninger af, for på den måde kommer man let til at fordømme og underkende andre. Pædagogisk handler det heller ikke om meninger, det handler om at kunne argumentere for sine følelser, behov og ønsker, mener Karen-Ditte Nielsen.

»Kommunikation kan nemt blive et meningstyranni: Jeg mener mit, du mener dit, forældrene mener deres, og den, der vinder, er så den, der kan mene mest højlydt eller i længst tid. Man skal kunne afgrænse sig selv for ikke at begrænse den anden. Så man skal ikke sætte grænser for børn, man skal sætte grænser for sig selv, ellers begrænser man børn. Jeg ved godt, at man siger, "nu er mine grænser overskredet", og det giver mig ret til at fare ud af mit hus som en furie og sige, at det vil jeg ikke have. Men det er ikke sikkert, at man har ret, for det er jo bare en mening. Overfor børn kan jeg så bare lukke diskussionen og sige, at det bliver, som jeg har sagt.«



At blive venner igen. Girafsprog er allerbedst til at løse konflikter. Pædagogerne kan hjælpe børn, der er blevet uenige og støtte dem i at kunne vende tilbage til gruppen eller den ven, de har været uvenner med. Karen-Ditte Nielsen bruger sammen med sproget nogle små fingerdukker til at hjælpe børnene med at sætte ord på deres følelser.

»I en situation, hvor nogle børn er blevet uenige og måske har været oppe at slås, kan man snakke med dem om det, der er sket. Og ved at bruge girafsprog kan man give dem lejlighed til at få de følelser frem, som raser i dem. De følelser skal de have lov at have, og det kan hjælpe børnene at få lov til at snakke dem igennem med en voksen, som tydeligt viser, at følelserne er legale.«

Ved hjælp af dukkerne laver Karen-Ditte Nielsen et rollespil, hvor barnet vælger det dyr, som repræsenterer de følelser, der er opstået i konflikten. Barnet kan også vælge en dukke, der repræsenterer den anden. For ved at barnet får styr på, hvad den anden kan have følt i konflikten, hjælper man barnet med at kunne vende tilbage til gruppen eller vennen.

»Man siger til barnet: "Jeg kan se, at du er vred, og det er i orden, men du må altså ikke slå." Så kan vi snakke om, hvad der skete, og hvilke følelser barnet har. Og sidst, men ikke mindst, er det vigtigt, at vi snakker om, hvad barnet kan gøre for at komme tilbage til vennen. Man kan sige til barnet: "Hvis det var dig, som var blevet slået på, hvordan tror du så, at du ville have det nu? Kunsten er at hjælpe børnene til at blive venner igen, så den, der har slået, kan vende tilbage uden at blive ydmyget ved at skulle underkaste sig. Hvis man bare siger: "Nu skal du huske at opføre dig ordentligt, så de andre gider lege med dig, og husk nu aldrig at gøre sådan igen", så har man ikke gjort noget for barnets selvværd, men bare bedt det om at huske en regel, som underkender dets følelser,« siger hun.



Undgå rappenskralden. Karen-Ditte Nielsen mener, at mange pædagoger er trætte af deres hverdag, fordi de synes, at de ikke bestiller andet end at løse konflikter og hele tiden hører sig selv sige: "Lad nu være, det gør vi ikke her, gå nu væk, sådan taler vi ikke til hinanden her, og I kender godt reglerne".

»De kan høre ekkoet af en rappedulle-voksen, som de ikke vil være. Pædagoger holder ikke af at adfærdsregulere, for man bliver træt af sig selv, når man ikke bestiller andet. Men pædagoger gør det ofte, fordi de ikke reelt forholder sig til, hvad der sker mellem de mennesker, som er sammen på stuen eller i gruppen,« siger hun.

Karen-Ditte Nielsen er blevet fanget ind af girafsprog, fordi det har relationen og dialogen i centrum.

»Det er i relationen, pædagogikken ligger, så det jeg gør, og det jeg siger har stor betydning for følelsen af, at jeg er et helt menneske i mit arbejde, og at jeg ser og hører de børn, jeg er sat til at opdrage og passe på. Det handler om at blive god til at lytte til børnene, men også om at blive god til at få styr på sig selv. Man er ikke meget bevendt, hvis man hele tiden går i følelsesmæssigt kaos over det, der sker omkring en. Pædagogik kræver troværdige mennesker og en fin etik - en handlemoral, som man er blevet enige om i personalegruppen: I de og de situationer har vi de og de handlemuligheder, og dem har vi snakket om i fællesskab.«

Det er for eksempel godt, at man ved, hvad man vil gøre med den gruppe af fem-årige drenge, som bare vil være vilde.

»Man skal have gjort sig nogle overvejelser på forhånd, så man ikke skal opfinde nogle løsninger, når drengene så er vilde,« siger Karen-Ditte Nielsen.



Krav på forklaring. Som pædagog skal man hjælpe børn til at gøre deres lyster realistiske. Karen-Ditte Nielsen mener, at voksne ofte er alt for hurtige til at sige nej til børns ønsker.

»Hvis man mener, at barnet ikke kan klare det, som det har bedt om, har det krav på argumenter for, hvorfor man siger nej. Det har krav på forklaringen mere end på afvisningen. Jeg tror, at barnet kan forstå, hvis man siger: "Jeg skal jo kunne passe på dig, og hvis du går fra legepladsen, så kan jeg ikke passe på dig, så det er vigtigt for mig, at du bliver her, selv om det er spændende, det, der foregår derovre". Børn anerkender, at man vil passe på dem, men hvis de har oplevelsen af, at man er ligeglad med dem, vil de også være ligeglade med ens argumenter.«

Det er ikke nok, at man siger til sig selv, at man vil være en god samtalepartner. Man skal have mere styr på det, fordi man er i et professionelt anliggende som pædagog, mener Karen-Ditte Nielsen.

»Og der er girafsprog er en god krykke, fordi det kan strukturere ens måde at tale på, så man ikke ender i meninger og underkendelse af andres følelser,« siger hun.



Karen-Ditte Nielsen fortæller om girafsprog på en temadag d. 16. maj på Videnscenter for Videregående Uddannelser i Nørregade 24 i København. Arrangementet koster 650 kr. og tilmelding kan ske på tlf. 3313 5156.



Giraffen:

En "giraf" kommunikerer ud fra det, hun opfatter, føler og ønsker. Ud fra et ønske om at blive set, hørt og forstået. Samtidig er hun opmærksom på at se, høre og føle andre.

En giraf

kommunikerer det, hun sanser

udtrykker de følelser, hun mærker, og udtrykker de behov, der er årsag til følelserne

udtrykker sig ærligt og klart

kommer med afgrænsede, positive, handlingsorienterede anmodninger

lytter efter følelser og behov og forholder sig til dem

forholder sig respektfuldt til andres behov

giver kun, når hun giver helhjertet

ønsker kun at modtage noget, der er givet helhjertet



Ulven:

En "ulv" fælder ofte moralske domme og kommer med vurderinger.

En ulv

er optaget af, hvad der er rigtigt og forkert

er optaget af, hvem der er gode, og hvem der er onde

kritiserer, bebrejder, nedgør og fornærmer

diagnosticerer og sætter etiketter på andre: Hun er sød, han er dum

handler ud fra en forestilling om, at når man selv ikke kan lide én, er det fordi, der er noget i vejen med den anden

forstår sine følelser som noget, andre mennesker skaber i én. Egne problemer er andres skyld

stiller krav, udsteder ordrer

er ligeglad med folks bevæggrunde til at gøre noget for én, bare de gør det



Girafkommunikation består af fire trin:

1. Iagttag neutralt og uden vurdering en given situation

2. Beskriv de følelser, der opstår

3. Giv udtryk for de behov, der opstår

4. Giv udtryk for den anmodning, behovet afføder