Unges råb om hjælp

De er piger. De er 13 år og opefter. Og en stor del af dem har skadet sig selv, taget for mange piller eller forsøgt at begå selvmord op til flere gange.

Lederen af Center for Selvmordsforskning i Odense, Lillian Zøllner, er stærkt bekymret:

For kort tid siden lagde hun sidste hånd på en undersøgelse, der som den første kombinerer en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse om unges selvmordsforsøg med en kvalitativ undersøgelse, der afdækker de samme unges problemer i det hele taget.

1000 unge på mellem 13 og 18 år i Ringkøbing Amt medvirkede i undersøgelsen og skrev - under løfte om 100 procent anonymitet - en stil om, hvilke problemer de eventuelt havde, og hvem de gerne ville have til at hjælpe sig.

Det var beklemmende læsning. Det viste sig nemlig, at 13 procent af pigerne havde forsøgt at begå selvmord, for drengene var det "kun" 2,9 procent, der havde forsøgt at tage deres eget liv.



Stigende. Antallet af unge, der forsøger at tage deres eget liv, er stærkt stigende.

Registreringen af selvmordsforsøg i Fyns Amt viser, at mens der i 1990 var 41 unge mellem 15 og 19 år, der havde forsøgt at begå selvmord, var antallet i 2000 steget til 70.

Overført til landsplan ganges antallet med 10.

Det betyder at der i år 2000 har været ca. 700 selvmordsforsøg blandt unge mellem 15 og 19 år.

Det reelle tal for antallet af selvmordsforsøg - "mørketallet" - er erfaringsmæssigt 8-10 gange større.

Det vil sige, at mindst 5.600 unge i Danmark mellem 15 og 19 år forsøgte at tage deres eget liv i år 2000.

Et råb om hjælp, som måske aldrig er blevet hørt.



Pigerne bekymrer sig. »For første gang har vi fundet frem til de såkaldte "mørketal", som man opererer med, når man taler statistik,« fortæller Lillian Zøllner.

»For én ting er den statistik, som er baseret på registreringer. Noget andet er de tal, der kommer frem, når man, som vi har gjort, går ud og spørger den enkelte unge. Det er unge, der har taget for mange piller, har snittet sig i håndleddet eller på anden måde forsøgt at tage deres eget liv, uden at det har resulteret i besøg hos lægen, skadestuen eller hospitalet.«

»Det, der viser sig at være børnenes største problem, er ensomhed kombineret med personlige problemer i familien. Det kan være forældrenes skilsmisse, morens eller farens valg af ny partner, alvorlig sygdom, alkoholmisbrug, økonomiske problemer osv. Når de så skal svare på, hvem de gerne ville have hjælp af, svarer de, at de frygtelig gerne vil tale med deres forældre. Men for mange børn og unge er det sådan, at hvis de selv har det meget dårligt, er ensomme og føler, at familien har problemer nok i forvejen, så vil de ikke belemre forældrene med endnu flere problemer. Det er typisk pigerne, der bekymrer sig meget om familiens trivsel, og som synes, at forældrene har nok at slås med i forvejen. De er bange for, at det kun vil gøre det værre og tænker, at det måske ville være nemmere for familien, hvis de ikke var der,« fortæller Lillian Zøllner.



Jeg har aldrig fortalt det før. Uden at blive spurgt direkte beskriver de deres tanker om selvmord. Og koblet sammen med spørgeskemaundersøgelsen viser det sig, at 13 procent af pigerne mod kun 2,9 procent af drenge har forsøgt denne udvej. Typisk ved at sluge en masse piller.

Men hvad er det, der får dem til at hente pilleglasset eller snitte sig i håndleddet?

»Den udløsende faktor er ofte, at kæresten for eksempel har slået op, eller at den bedste veninde ikke vil være veninde mere. Men den udløsende faktor er ikke den dybereliggende årsag Årsagen er, at de ikke kan se en vej ud af problemerne. Og de kan ikke forestille sig, hvem der skulle kunne hjælpe dem. Stilene er ofte første gang, de har lejlighed til at fortælle om deres problemer. Mange af dem skriver direkte i stilene, at det hjalp at sætte ord på: "Du er den første, der overhovedet får det at vide". "Tak fordi du gider læse det, jeg har aldrig fortalt det til nogen før"...«

»De har været så åbenmundede, fordi de har vidst, at der ikke var nogen af dem, de kender, der vil komme til at læse det. Det har til gengæld givet mig en stor forpligtelse til at gøre noget for at hjælpe dem. F.eks. ved at gå ud og fortælle alle dem, som har med børnene at gøre til daglig, at vi har et problem i Danmark, og at de må være med til at løse det



Ændret adfærd. Center for Selvmordsforskning har lavet en stor uddannelsesplan, der skal give lærere, pædagoger, læger, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere og præster en grundlæggende viden om selvmordsadfærd, og om hvordan man får øje på de selvmordstruede børn og unge, og hvilken indsats der er mulig:

»Der skal være nogen, der griber fat om dem, før det er for sent. Men det handler også om at skabe en generel opmærksomhed omkring, at der er et meget stort antal unge i Danmark, som føler sig alene, og som har svært ved at komme i kontakt med deres forældre.«

Men hvad er det for nogle signaler, vi skal være opmærksomme på?

»Signalerne om, at noget er galt, kan være meget forskellige. Ofte giver det sig udtryk i en ændret adfærd: At den unge, som hidtil har været aktiv i sin fritid og har gået til en masse, i længere tid har vist tegn på isolation. At den unge er præget af tristhed, manglende glæde, pludselig begynder at græde - signaler, som nogle vil kalde almindelige pubertetstegn, men som ikke skal blive ved i længere tid. Enhver, der har et teenagebarn, kender til perioder, hvor den unge hver dag går direkte ind på værelset og lukker døren og spiller melankolsk musik. Det er også en del af livet. Men hvis det er en tilstand, der varer ved, må man tage fat i den unge og sige: Hør, hvad handler det her i virkeligheden om? Hvordan har du det egentlig?«

»Det er et spørgsmål om bevågenhed hos forældre og de professionelle voksne omkring barnet. Men det er også en direkte opfordring til, at man som lærer, pædagog eller forældre tør stille nogle grundlæggende spørgsmål til de unge. Hvis man vel at mærke tør høre svaret. Det nytter ikke at klappe i og vende ryggen til, fordi man ikke kan holde ud at høre, at hun eller han har forsøgt at tage sit eget liv. Man skal være opmærksom på, at hvis et menneske åbner sig og fortæller om nogle personlige problemer, er det for at få hjælp.«



Grov mobning. Lillian Zøllner mener ikke, at det kan nytte at bebrejde forældrene og give dem dårlig samvittighed. Men ingen - hverken forældre, læreren eller pædagogen - kan melde hus forbi og sige, at det ikke er deres opgave at holde øje med, om børnene trives, fastslår hun:

»Målet må være at få alle de voksne omkring barnet - forældre, lærere, pædagoger, psykologer, sygeplejersker osv. - til at trække på samme hammel og blive mere opmærksomme på, hvordan de unge egentlig har det. Og gribe ind, hvis de i længere tid viser tegn på depression, isolation og ensomhed: Bliver de f.eks. holdt uden for eller mobbet i skolen eller klubben? Tre fjerdedele af de unge gav i deres stile udtryk for, at de oplevede grov mobning blandt kammeraterne, uden at nogen greb ind - enten som offer eller som vidne til, at andre blev mobbet. Og hvad gør det ved et menneske at opleve, at der ikke bliver grebet ind? Jeg mener, at det er med til at isolere og øge følelsen af, at livet er håbløst,« siger Lillian Zøllner.



Selvmord

De fleste selvmord bliver begået i april. Forklaringen skulle være, at foråret er "de brudte løfters tid", altså tiden, hvor det viser sig, at alt det, man håbede på ville løse sig, når foråret kommer, ikke gik i opfyldelse, og at håbet derfor er bristet.

Mandag er den dag, hvor der bliver begået flest selvmord.

Hver dag er der i gennemsnit to-tre personer, som begår selvmord.

Hver gang en kvinde begår selvmord, er der to mænd, der tager sit eget liv.

Den hyppigste selvmordsmetode blandt mænd er hængning og blandt kvinder forgiftning.

Selvmord er ikke længere et udpræget storbyfænomen.

Fra 1990 til 1998 har antallet af piger mellem 15-19 år, der forsøger selvmord, været i meget kraftig stigning.

Hver dag er der ca. 20 personer, der forsøger selvmord.

Det tidspunkt, hvor der er flest personer, der forsøger selvmord, er mellem klokken 20.00 og 24.00.