Udviklingsprojekt - Det gode Børneliv

Hvis man når ned i børnehøjde, arbejder systematisk og bruger nogle gode værktøjer, så får både pædagogik og arbejdsglæde et løft.

I Høje-Taastrup Kommune har Pædagogisk Udviklingscenter (PUC) i januar udgivet en "kogebog" med konkrete anvisninger på, hvordan man kan kvalificere og nuancere pædagogikken. Den sætter punktum for to års arbejde med projekt "Det gode børneliv", og det er håbet, at kogebogen kan være til gavn også uden for kommunegrænsen.

En stor del af arbejdet er gået med at reflektere og udveksle erfaringer. Noget man jo gør i forvejen, både til daglig og på personalemøderne. Er der overhovedet noget nyt under solen?

"Ja," mener Inger Hansen, pædagogisk leder af Hallandsparken, som er en integreret institution med 43 børn, 6 pædagoger og 3 medhjælpere.

"Forskellen er, at vi fik sat det i system, at vi satte det ind i nogle formelle rammer. Vi har naturligvis altid snakket børn i pauser og på møder, men dette er noget andet. Når man sætter tid af til det og tænker over, hvordan man vil formidle sine iagttagelser til kollegerne, sker der noget nyt. Ved systematisk at registrere, hvad der sker og gennemgå det sammen udvikler vi os meget mere end før."

I "Det gode børneliv" valgte institutionerne selv metoderne, og det kunne for eksempel være video, fotos, dagbog, interviews eller afkrydsningsskemaer, og konsulenterne har blandt andet opfordret dem til at bruge metoden "iagttagelse og fortælling".

"Vi bad dem om at sætte fokus på en lille konkret del af den pædagogiske praksis, for eksempel måltid, aflevering eller sprog," fortæller Trine Jeppesen, som er pædagogisk konsulent i PUC.



Konfliktløsning. Pædagogerne brugte især "iagttagelse og Fortælling" som metode. For eksempel tog Inger Hansen fat i en konflikt, hvor to børn ville bruge den samme trillebør. Børnene appellerede til hende om at gribe ind, men hun valgte i stedet at tale om, hvad børnene rent faktisk gjorde. I notaterne står der blandt andet:

"Line leger med trillebøren" siger jeg - uden nogen effekt. "Se Line, hun lægger alle bilerne ned i trillebøren" prøver jeg, og det får Line til at hente flere biler. Hanne står og kigger, men holder dog stadig fast på trillebøren. Imens står jeg og fortæller om det, vi kan se, Line har gang i: "SE! også en blå bil og nu en skovl - sikke en masse ting der skal i trillebøren o.s.v." (...) Alle biler bliver lastet. Det ender med at Hanne kører trillebøren, mens Line går ved siden af - passer på tingene og bestemmer ruten".

"En historie som denne kan bruges til læring og udvikling. Hvad lærte jeg? Hvad tror jeg, børnene lærte? Hvad kan mine kolleger lære af det? Den store forskel er, at vi systematisk registrerede, hvad der foregik, helt nede på det konkrete plan," siger Inger Hansen.



Et filosofisk spørgsmål. I projektets sidste fase bad PUC et privat konsulentfirma om at analysere og perspektivere indholdet i projektet. Her arbejder kultursociolog Dorte Odde Sørensen inden for det pædagogiske område, bandt andet med værdiafklaring i organisationer. Hun mener, at institutionerne via projektet har beskæftiget sig med kvalitet på det praktiske niveau og nu har til gode at vende blikket mod det indhold, man ønsker at give børnene.

"Alene det at stille hinanden spørgsmålet: Hvad er et godt børneliv?" betyder ganske vist, at man kommer i gang med en proces, der gavner kvaliteten på institutionerne. Men på en måde bliver spørgsmålet egentlig aldrig besvaret. Selv om det er rigtigt, at man har forskellige lokale normer for god kvalitet i måden, man arbejder på, er institutionerne måske i virkeligheden meget ens, når det kommer til indholdet," siger hun.