Trylleri i Hønsehuset

Det stod lidt hen i en tåge for børnene, hvorfor de skulle holde møde med de voksne i børnegruppen i Hønsehuset. Først troede de, de skulle have skældud. Men de blev hurtigt klogere.

I dag et halvt års tid efter er der en anderledes klarhed over Line, Jeanette, Mads og Anders fra Hårup Skole ved Århus. De er nogle af de børn, der i 3. klasse prøvede AI på deres egen krop. Nu går de i 4. klasse og er rykket over i klubben.

»Jeg vidste godt, hvorfor vi skulle holde møder. Det hele havde været galt, og vi skulle over og snakke om det,« siger Jeanette, 10 år. Hun har en sten i hånden. Den betyder, hun har lov til at snakke.

De fire sidder i en sofa i deres "gamle" SFO.

Line, 10 år, kan godt huske, hvorfor de holdt møder i Hønsehuset, der er 3. klassernes afdeling af SFO'en.

»Vi mobbede hinanden,« siger hun, mens hun skynder sig at tage stenen.

Anders overtager stenen og supplerer:

»Vi snakkede om, hvorfor vi gjorde det, og hvad vi kunne gøre ved det.«

Han fortsætter: »Vi spurgte ham, det gik ud over, hvad han synes, der ikke var så godt.«

Hvad der ikke gik så godt, var i begyndelsen ikke det nemmeste at finde ud af, synes Line.

»Der var også mange problemer med pigerne. Hvis der var to piger, der blev sure på hinanden, så holdt de andre med den ene, og så var det en mod flere. Vi snakkede ikke med de voksne om det, vi ville selv prøve at løse det, og det var svært.«

Til mødet blev de enige om, at hvis det gik i hårdknude igen, skulle de i stedet hente en voksen.

»Når man gik fra mødet, havde man det lidt bedre,« siger Anders.

I dag skændes børnene ikke så meget, fortæller Line. Men hun vil gerne prøve det igen, hvis der var mange problemer. Møderne har lært dem at snakke tingene igennem.

Alle fire nikker.



Intet virkede. Set fra den voksne synsvinkel var der en klike, der kunne mobbe resten af gruppen. For at give mere plads og forståelse for de børn, der ikke trivedes særligt godt i gruppen, valgte pædagogerne Alice Iversen og Birte Drejer Jensen at prøve Appreciative Inquiry. Metoden kendte de bl.a. fra en workshop med Berit Hertz, hvor alle ti pædagoger fra SFO Reden deltog.

»Der var ikke meget af det, vi gjorde, der virkede. Vi har selvfølgelig haft samtaler, prøvet at dele drenge og piger, prøvet at tage os af et enkelt barn. Det hjalp bare ikke, så vi besluttede at gå en anden vej,« siger Birte Drejer Jensen.

Til et forældremøde blev alt lagt på bordet. Der blev sat navne på børnene. Alle vidste, hvad man snakkede om.

Forældrene var positivt indstillede over for initiativet, som de dog gerne havde set igangsat noget før. Siden børnehaveklassen havde der løbende været problemer i klassen.

»Børnene er jo med til at bestemme i AI, og det er dem, der også sætter dagsordenen. Det var ikke bare de voksne, der sagde: Sådan skal I gøre og på den måde. Børn i tredje klasse kan forholde sig til "hvad er det, du gør, og hvad er det, du gerne vil have mig til at gøre" og "hvad vil jeg gerne gøre for, at du får det bedre". Så det virkede som et godt tidspunkt at begynde med AI,« siger Birte Drejer Jensen.

»Børnene forstod lige med det samme, at AI handler om muligheder og om det, vi gør godt eller rigtigt. I stedet for at gå tilbage og snakke om de problemer, der er med det enkelte barn, skulle børnene forholde sig til, "hvad har du gjort af gode ting for gruppen, og hvad kan du gøre mere af". Vi var meget overraskede over, at børnene fangede det så hurtigt,« fortæller Alice Iversen.

Birte Drejer Jensen fortæller, børnene var rigtig gode til at gribe ideerne og få sat ord på følelser, når de havde tryllestenen i hånden - uden den må de nemlig ikke sige noget. Stenen er et vigtig symbol i kommunikationen:

»En pige kunne sidde med stenen i hånden og sige: "Jeg har det skidt inde i maven, når du gør sådan". Den anden pige svarer så, da hun har fået stenen: "Men jeg vidste ikke, du havde det sådan". Hun havde aldrig forestillet sig, at man kunne føle sådan.«

Alice Iversen er meget fascineret af, hvor lidt der faktisk skal til for at ændre en stemning, en følelse eller et uvenskab. Når de hører de andre børn sige noget godt om dem, giver det efterklang langt indeni.

»Bare det at få at vide sådan en lille ting, som at hun er dygtig til at hoppe i sjippetov, giver hende glæde indeni. Der skal virkelig ikke så meget til at vende den. Og det lykkedes, da vi arbejdede med AI,« siger Alice Iversen.



Møderne. Pædagogerne delte de 17-18 børn op i tre grupper og introducerede forløbet for dem. Det blev til to møder af en time til halvanden, men de kunne sagtens have brugt mere tid til det.

Børnene fik at vide, at de ikke må udtrykke kritik og negative ting direkte. De må gerne sige, "jeg bryder mig ikke om, du gør sådan". Men det er endnu bedre, hvis de siger: "jeg vil gerne have, at du gør sådan og sådan, for det kan jeg bedre lide".

Birgit Drejer Jensen observerede, at børnene blev "blødere" over for hinanden, og når de var sammen, gav de hinanden lidt mere plads.

»Jeg ved ikke, hvor meget vi opnåede ved de to møder. Hvis vi har sået en lille kerne af en ide, som de kan tage med og bruge til noget positivt, så har vi givet dem noget, og det er dejligt. Du kan ikke afskaffe mobning som et tryllekunstnernummer. Men man kan minde børnene om, hvad vi gjorde, så de husker metoden,« siger Birgit Drejer Jensen.

»"Hvad skal jeg gøre mere af, hvad skal jeg gøre mindre af." Det trængte ind hos børnene. Og det er jo ikke sådan, at man ikke må sige sin mening, men man giver mere plads til andre. Og det er lykkedes i denne klasse,« fastslår Alice Iversen.

Birgit Drejer Jensen understreger, at de ikke er blinde over for, at ikke alle børn swinger lige godt med hinanden.

»Der er forskel på, hvordan vi kommunikerer. Vi er nødt til at lære børnene nogle redskaber, de kan bruge over for dem, de ikke er så gode til at kommunikere med. Vi kan ikke få børnene til at elske hinanden, men vi kan få dem til at acceptere hinanden som forskellige individer og give plads til hinanden. Og til det er AI en god metode, fordi det ikke handler om kritik. Derhen er vi selvfølgelig ikke nået, fordi vi først er gået i gang i tredje klasse. Men jeg har kunnet mærke på dem, at det har virket.

Hun nyder at have et redskab til, hvis det kokser i en børnegruppe. Hun behøver ikke længere at være en vred voksen - der er selvfølgelig undtagelser - og en stor del er, at barnet er medaktør i det, der foregår, forklarer hun.

»Vi fjerner forbudet og fremhæver i stedet det, de gerne må,« siger Birgit Drejer Jensen og Alice Iversen.

»Du vil jo hellere have at vide, hvad du er god til, end hvad du er dårlig til. 95 procent af børnene er lydhøre over for det,« vurderer de.

Personligt er de også blevet påvirket af den positive tankegang. Alice Iversen kan f.eks. ikke lade være med at tænke på, hver gang hun lukker munden op, at hun skal sige en god ting frem for en dårlig. Birgit Drejer Jensen har forandret sin måde at tale til børnene på. Hun tænker mere over, om hun leverer sit budskab på en positiv måde.

De to pædagoger er sikre på, at de fortsat vil bruge AI.

»Vi bliver dygtigere og dygtigere, og derfor vil vi turde at bruge mere og mere af det. Det, der virker, prøver man at gøre mere af,« siger Alice Iversen.

»Det er op til os at få gjort et barn, der er udenfor, værdsat. Vi skal skabe hullet og muligheden for at gøre det her barn interessant. Hvis man kan gøre det gennem positiv tænkning, vil man også skabe en større mulighed for at få barnet tilbage i gruppen igen. Det kræver selvfølgelig arbejde, men det er vel også det, vi er her for,« siger Birte Drejer Jensen.



Læsestof om AI:

Værdsat - værdsættende samtale i praksis (Berit Hertz har skrevet kapitel 2: Trylleri med Mobning)

Forvandling - værdsættende samtale i teori og praksis (et tobindsværk fra Psykologisk Forlag, 2002)

Slip anerkendelsen løs - Appreciative Inquiry i organisationsudvikling, Frydenlund 2001

http://www.detmuligt.dk