Torben mistede hørelsen. Kontakten til de unge fik en ny dimension

Det første sæt høreapparater, som Torben Larsen fik, blev placeret i en skuffe. Og der blev de liggende.

»De passede ikke ind i min selvopfattelse. Jeg syntes jo ikke, jeg var gammel, og tænkte, ’ej prøv lige at se, de hænger bare dér på øret’.«

59-årige Torben Larsen er langtfra den eneste med høretab. I Danmark bruger 325.000 voksne høreapparater, og op mod hver sjette over 18 år hører dårligt. For at sætte fokus på høreproblemer, er 3. marts udnævnt til International Høredag.

For Torben Larsen, pædagog i ungemiljø Ung i Tranbjerg ved Aarhus, forsvandt hørelsen først langsomt på det ene øre. Noget han halvt havde lært at leve med og halvt havde valgt at ignorere. Men strategien virkede ikke, da hørelsen også forsvandt på det andet øre.

»Jeg tænkte, ’hold da kæft, hvad sker der lige her?’ Jeg kunne slet ikke høre noget.«

Torben blev scannet, og det viste sig at være en svulst på hørenerven, som blokerede for hørelsen.



Underligt. I august 2015 fik Torben Larsen ­opereret svulsten væk, men hørehandicappet er der stadig. Tre måneder efter operationen vendte han tilbage til arbejdet på nedsat tid, to timer om dagen i klubbens handicapafsnit for unge med særlige behov – og nu med høreapparat i begge ører.

»Det var underligt at komme tilbage. Hele min arbejdshverdag var pakket væk og erstattet med hensyntagende kolleger og en ledelse, der gjorde alt for at undgå, at jeg skulle blive belastet.«

Fra at Torben Larsen både havde været tillidsmand og kontaktperson for flere af de unge, var der pludselig ingen krav eller forventninger til ham.

»Jeg var der som ’medhjælper’. Arbejdsprøvning, som de kaldte det.«

Det sværeste for Torben Larsen var, at han ikke følte sig som en del af institutionen og havde fornemmelsen af at blive ’snakket forbi’.

Sådan er det ikke længere. I dag er Torben Larsen oppe på 20 timer om ugen, og så længe der ikke er for meget støj, kan han godt føre samtaler en-til-en. Men han bruger stadig meget energi på at få alt med.

»Jeg forsøger at være strategisk i forhold til placeringen, så lyden er retningskontrolleret, og der ikke er forstyrrende lydkilder. Jeg mundaflæser, så godt jeg kan, men det sker da, at nogle informationer smutter.«



Ny kontakt. Kommunikation er en essentiel del af pædagogfaget, medgiver Torben Larsen. Alligevel har hans hørehandicap aldrig fået ham til at tvivle på, om han vil blive i faget.

»Tværtimod har det givet mig en mere personlig relation til de unge, fordi jeg nu har flere en-til-en-samtaler med dem,« siger han.

Torben Larsen fortæller, at han altid har haft en fantastisk kontakt til de hurtige drenge med særlige udfordringer, måske fordi han engang selv var en af dem. Og fortiden er nu ikke ­længere det, de har til fælles.

»Min operation har slået mig tilbage i forhold til mange af de funktioner, jeg havde før. Men den har også været udviklende for mig i forhold til relationen til de unge. Jeg kan genkende meget af mig selv i dem og forstår deres udfordringer,« siger han og nævner som eksempel udfordringen med at skulle lære at lytte til de signaler, som kroppen sender.

»Det handler om at skrue og ­justere på ens selvbillede for at nå til den erkendelse, at man ikke kan alt. At man har udfordringer, der gør, at man for eksempel indimellem har brug for en pause for ikke at brænde sammen.«

Samtalerne med de unge er derfor en gensidig øjenåbner.

»Jeg er i gang med et større arbejde i forhold til min selvforståelse, selvopfattelse, og hvordan jeg ser ud. Jeg er stadigvæk lidt forfængelig i forhold til høreapparaterne, men samtalerne med min læge, min fysioterapeut og ikke mindst de unge giver mig perspektiv og et skub på vejen til at bruge høreapparaterne og tage de pauser, jeg har brug for.«