TEMA: VILD MED VUGGESTUEN. Sårbare vuggestuebørn i gode hænder. Vi skærmer og skubber

Hugo på to år og Victoria, der er lidt yngre, løber rundt om bordet. De griner begge to, mens de stavrer af sted. Deres lille fangeleg går strygende. Når man lige kigger på dem, er de bare to glade børn, der leger. Men de er også noget andet.

For Hugo og Victoria går på stuen Månerne i Børnehuset Abildvænget i Helsingør. Månerne er et særligt tilbud for sårbare børn, for eksempel præmature og sansesarte børn, børn med nedsat immunforsvar, børn med spiseforstyrrelser eller børn, som af andre årsager har brug for at være i et lille, beskyttet pædagogisk miljø.

Her er normeringen dobbelt så god som i Helsingørs almindelige vuggestuer. To pædagoger og en medhjælper tager sig af seks børn.



Billigere og bedre. Med lidt over et år på bagen er Månerne et relativt nyt tilbud i Helsingør Kommune. Tidligere var der i dagplejen et særligt tilbud til de sårbare børn – et tilbud, kommunen valgte at fortsætte med, da den almindelige dagpleje blev nedlagt.

Det undrede Lene Klausen, leder af Børnehuset Abildvænget, at kommunen ikke gav de sårbare børn et tilbud i en institution.

»Jeg havde det svært med, at de svageste børn skulle passes af uuddannede. Man måtte kunne lave et tilbud i en almindelig institution, så børnene fik den pædagogiske faglighed, som jeg synes er vigtig, især for et sårbart barn,« siger Lene Klausen, der kontaktede kommunens præmaturteam og tilbød en løsning.

Og pludselig var det lydhørhed. Måske hjalp det på den politiske lydhørhed, at det viste sig at være billigere at lave en løsning i en vugge­stue. Dagplejeløsningen var dyrere, fordi der i kommunen skulle være et beredskab af dagplejemødre, som skulle være klar til at modtage de sårbare børn, og de havde i perioder ingen børn at passe.

»Børn skal passes af uddannede pædagoger, især børn, som har haft mange hospitalsindlæggelser og en svær start på livet. Så er det da endnu vigtigere, at du kommer ud til nogle mennesker, som har en pædagogfaglig baggrund,« siger Lene Klausen og peger på, at mange af de sårbare børn er bagud på flere områder, fordi de har været så meget syge i deres første levetid.



Hygiejne i top. I første omgang var der kun én månestue og seks børn, men allerede efter et halvt år var behovet vokset, og nu går der 12 børn på to stuer. I alt koster det 2,3 millioner kroner om året.

Så vidt muligt fungerer det som to selvkørende grupper, fortæller Suzi Schleisner, pædagog i Månerne.

»Vi kan ikke bare være sammen på kryds og på tværs. Nogle gange skal børnene også skærmes på tværs af de to stuer. Nogle børn er mere modtagelige over for mange sanseindtryk. Dagsformen afgør, hvem der er sammen, hvem der kan klare hvad, også i løbet af en dag,« siger hun.

Hvis der er lidt forkølelse på en af stuerne, får børnene heller ikke lov til at blande sig af hensyn til børn med nedsat immunforsvar. Netop de børn, der skal beskyttes mod bakterier, fylder en del i organiseringen af hverdagen. De kan ikke være i den almindelige del af institutionen, fordi de så let bliver syge, mens det heldigvis går bedre med at lege udenfor, hvor bakterierne spredes. Og de kræver også en højere hygiejnestandard. Derfor bliver legetøjet gjort oftere rent og opbevaret i lukkede skabe, så det ikke samler støv. Man spritter hænderne af, inden man går ind på en månestue, og pædagogerne gør også rent, fortæller Suzi Schleisner:

»Vi har skullet tænke vores opgave som pædagoger om. Jeg har tidligere tænkt, at jeg er ansat til det faglige arbejde, og det er jeg også, men jeg er nødt til at også se det som min opgave, at her er rent.«

Fokus på hygiejne kan ses og mærkes af både børn og voksne. Da børnehuset var ramt af omgangssyge, gik børn og voksne i Månerne helt fri.



Privilegerede. Ellers tilstræber Månerne at fungere som en almindelig vuggestue med fokus på at være ude, på rytmik, yoga og kreative aktiviteter. De børn, der kan, bliver i så vidt omfang som muligt inkluderet i den almindelige vuggestue og børnehave.

»Men vi administrerer, hvornår børnene kan rumme at være sammen med andre, både i forhold til deres udvikling og deres helbred,« siger Suzi Schleisner.

En normering med tre voksne til seks børn giver pædagogerne mulighed for at skabe optimale rammer for de sårbare børn, ­mener pædagog Kristina Simonsen.

»Det kan være vanskeligt ved første øjekast at se, hvad der er det enkelte barns udfordring. Her trives sårbare børn, men sat i andre rammer ville børnene med stor sikkerhed agere anderledes. Hos Månerne får de overskud til at magte institutionslivet,« siger hun.

Og den gode normering giver også mulighed for at flytte børnene længere end i et almindeligt tilbud, fremhæver pædagog Lene Andersen.

»Jeg har arbejdet mange år i almene vuggestuer. Det her rykker mere. Vi er meget privilegerede, og børnene er meget privilegerede,« siger Lene Andersen.

Suzi Schleisner glæder sig også over de gode normeringer.

»Der er tid til det faglige arbejde, der er tid til at være nærværende, der er tid til at gå i dybden med det enkelte barns behov. Det burde være alle pædagoger og børn forundt at have den her normering. Det er kvalitet,« siger hun.

Normeringerne giver også pædagogerne tid til at tilpasse sig børnenes tempo, mener Suzi Schleisner.

»Men vi er meget opmærksomme på balancen mellem at skærme dem og skubbe dem lidt frem. Vi skal ikke forstærke deres problematik ved at skærme dem hele tiden. Vi skal også være klar, når de har behov for at blive hjulpet til næste udviklingstrin.«

Den gode normering giver også tid til mere forældresamarbejde. Inden et barn kan begynde på en månestue, er forældrene til en times opstartssamtale med gruppens pædagoger og sundhedsplejersken. Efter en, tre og seks måneder er der igen samtaler med forældrene.

»Syge børn kan også betyde sårbare forældre. Derfor er vores forældresamarbejde så vigtigt,« siger Kristina Simonsen.

»Som forældre til sårbare børn har man ofte været igennem lange og svære perioder med sygdom. Det kan have stor betydning for den måde, man ser sit barn på. Der er altid pædagogiske mål, selvom barnet er i Månerne af fysiologiske årsager,« siger Kristina Simonsen.

Pædagoger og forældre holder også statussamtaler hvert halve år.

»Der skal vi vurdere, om det stadig er relevant, at barnet er her, eller om det er kommet så meget i trivsel, at det skal videre i et alment tilbud,« fortæller Lene Andersen.

Selv om Månerne kun har lidt over et år på bagen, har pædagogerne allerede sendt et barn videre til en almen børnehave.

»Og det fungerer rigtig fint. Det er lykkedes at stabilisere hans trivsel og sende ham videre. Det er dejligt at se, at vi kan gøre en forskel, og at det nytter,« siger Lene Andersen.

Successen fra Helsingør ser ud til at brede sig. I Rudersdal Kommune har man ladet sig inspirere af Månerne. Der er det planen, at der skal åbne et lignende tilbud i februar 2016.



Kvalitet er en langsigtet investering

Det var ønsket om bedre kvalitet for en særlig udsat gruppe børn, der var drivkraften i at flytte de sårbare børn fra dagplejen til dagtilbud, fortæller Christian Holm Donatzky (R), formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Helsingør Kommune.

»Det var dygtige folk i dagplejen, men vi ville gerne have uddannede pædagoger til at være en del af det tilbud,« siger Christian Holm Donatzky. Han glæder sig over, at det også viste sig at være et billigere tilbud end dagplejen.

»Men vi har hele tiden haft som det vigtigste formål at få skabt mere kvalitet for de sårbare børn, så de bedre kan blive sluset ind i de almene tilbud. Så det er også en langsigtet investering,« siger Christian Holm Donatzky.



Vores værktøjer

Pædagogerne bruger mange værktøjer i arbejdet med de sårbare børn og deres familier. De arbejder ud fra Helsingør Kommunes løsningsfokuserede tilgang (LØFT), men bruger også Dansk Pædagogisk udviklingsbeskrivelse, Tras (Tidlig registrering af sprogudvikling), Matrix og Familiedialog.

Samtidig har pædagogerne et tæt, tværfagligt samarbejde med børnelæger, fysioterapeuter, sundhedsplejersker, spædbørnspsykiatrisk afdeling, psykologer og familieterapeuter.