TEMA. Vi orker snart ikke mere

Stress, depressioner, dårlig ledelse, ringe normeringer og elendigt arbejdsmiljø. Det er nogle af de vilkår i arbejdslivet, der er med til at lægge så stort et pres på mange pædagoger, at de overvejer at droppe deres fag og søge helt væk.

Det viser nye tal fra BUPL’s omfattende vilkårs­undersøgelse, hvor to ud af tre pædagoger på 0-6-årsområdet svarer, at de indenfor det seneste år har leget med tanken om at forlade pædagogfaget.



’Jeg overvejer helt at droppe faget. Der er alt for ofte fuldkommen umenneskelige vilkår,’ lyder det fra en pædagog i undersøgelsen, mens en anden svarer:



’Hvis forholdene ikke bliver bedre i daginstitutioner, bliver jeg nødt til at finde job udenfor pædagogfaget for at passe på mig selv.’



En tredje pædagog sætter følgende ord på overvejelserne:



’Nøj, hvor jeg ofte overvejer at finde noget helt andet arbejde, hvor jeg ikke skal ligge under for arbejdspres fra forældre, leder, kommune og børn, der bare gerne vil have den smule opmærksomhed, som der nu kan tilkomme dem med de normeringer, der er.’



Pædagogen tilføjer:



’Måske bare prøve at gå hjem fra arbejde uden dårlig samvittighed.’



Det overrasker ikke arbejdsmarkedsforsker Pernille Steen Pedersen, ph. d. og postdoc ved Copenhagen Business School, at pædagoger oplever et kæmpestort arbejdspres.



»Men at to ud af tre pædagoger overvejer at forlade faget, det bliver jeg rigtig ked af at høre. Og jeg bliver også bekymret. Det er et udtryk for den største afmagt, man kan føle over sit arbejde, og det er virkelig en situation, som skal tages alvorligt,« siger hun.



Moralsk konflikt. Som forsker har Pernille Steen Pedersen blandt andet beskæftiget sig med medarbejdere, der får stress eller på anden vis bliver syge af deres arbejde. På sociale medier følger hun med i pædagogers beskrivelser af det arbejdspres, de oplever, og hun har også interviewet mange pædagoger. Hun ved derfor, hvad der kan få dem til at overveje at søge væk.



»En af de største udfordringer for pædagoger i dag er oplevelsen af ikke at kunne stå fagligt på mål for det arbejde, de leverer. Mange pædagoger befinder sig i en moralsk konflikt, som ofte er kombineret med en oplevelse af at være alene med sine udfordringer,« siger Pernille Steen Pedersen.



»Man kan kompensere for den moralske konflikt på de arbejdspladser, hvor man har et stærkt kollegafagligt fællesskab og en stærk leder, der støtter op om pædagogerne og giver dem mulighed for at tale om deres frustrationer,« siger hun.



»Omvendt bliver følelsen af at stå alene stærkere på de arbejdspladser, hvor der ikke er lydhørhed overfor frustrationer, og hvor der er en svag ledelse, der ikke hjælper med at sætte retning og tage ansvar. Og så er det nærliggende at tænke, at man bliver nødt til at søge væk fra faget,« fortsætter Pernille Steen Pedersen.



Det er svært for den enkelte pædagog at gøre noget ved de udfordringer, der får dem til at opleve moralske konflikter, som for eksempel dårlige normeringer, der gør det svært at møde det enkelte barn i øjenhøjde og finde tid til pædagogiske aktiviteter og forældresamarbejde.



»Men man kan gøre noget ved følelsen af afmagt. Ledelsen skal opkvalificeres til at kunne håndtere de moralske konflikter, så pædagogerne har mulighed for at komme med kritik og ytre sig om deres frustrationer. Det gælder også om at sende et signal udadtil om, hvad det er for et serviceniveau, man som forælder kan forvente under de betingelser, der er til stede,« siger Pernille Steen Pedersen.



»Og så skal ledelsen hjælpe pædagogerne med at se, hvordan de konstant bruger deres faglighed, også når de skal gå på kompromis, så de ikke mister oplevelsen af at have en faglighed. For det er netop her, der er risiko for at blive syg eller miste lysten til sit arbejde: Når man som pædagog hele tiden måler sig op mod en højere faglig standard, end det er muligt at levere, og man samtidig oplever ikke at være fagligt ansvarlig,« siger Pernille Steen Pedersen.



Opgaver ovenfra. Eva Munck Immertreu, formand for Lederforeningen i BUPL, anerkender, at ledelsen i den enkelte institution har et ansvar for, hvor stort et pres medarbejderne oplever.

»Men meget af det, der er med til at presse pædagoger, eksempelvis budgetter og krav fra staten og andre myndigheder, er lederne ikke ansvarlige for. Der kommer opgaver silende ned mod lederne i en stadig større strøm, uden at der følger ressourcer med til at løse dem. Og mange af de opgaver drypper videre til pædagogerne,« siger Eva Munck Immertreu.



Hun kalder det ’vildt bekymrende’, at to ud af tre pædagoger helt har overvejet at droppe deres fag på grund af det store arbejdspres. Og hun mener, at der er et momentum til at gøre noget ved problemerne, efter at DR2-dokumentaren ’Hvem passer vores børn?’ og forældreaktioner landet over har sat pædagogers arbejdsvilkår på dagsordenen.



»Det er svært for børneministeren at holde fast i, at kommunerne er bedst egnede til at administrere normeringerne i institutionerne, for vi kan jo konstatere, at de ikke kan klare opgaven selv. Det kan godt være, at nogle kommuner tilfører flere penge til daginstitutionerne, men fordi alle kommuner skal overholde servicerammen, betyder det bare, at andre skal spare,« siger Eva Munck Immertreu, som samtidig opfordrer BUPL’s medlemmer til at sige fra, når de ikke kan stå inde for deres arbejde.



»Det er så let bare at sige: Sådan er vilkårene. Men hvis alle gør det, er vi med til at understøtte nogle vilkår, som er enormt ringe. Vi er nødt til at have både pædagoger og ledere, som tør råbe vagt i gevær og udfordre de dårlige vilkår,« mener hun.



Bryd stilheden. Også Elisa Rimpler, BUPL’s formand, opfordrer pædagoger til at tage bladet fra munden og fortælle, hvordan de oplever arbejdspresset.



»Det værste, man kan gøre, er at lide i stilhed. Vi har brug for at stå sammen og sætte ord på, hvordan det er at være pædagog i dag, og hvor tingene kan gøres ander­ledes. Det skal vi gøre både i MED-systemet og i den offentlige debat, så vi kan råbe politikerne op,« siger Elisa Rimpler, der er vred og frustreret over resultatet af den aktuelle undersøgelse.



»Det er forfærdeligt, at mange pædagoger er så pressede, at de overvejer at skifte fag. Det overrasker mig desværre ikke, men det er frustrerende, for vi har efterhånden gjort opmærksom på problemerne mange gange, men det er ligesom at slå i en dyne. Vi skal åbenbart rigtig langt ud, før politikerne tager pædagogernes udfordringer alvorligt,« siger formanden.



Hun kan godt forstå medlemmernes overvejelser:



»Flere års besparelser på børneområdet betyder nu, at mange pædagoger er ved at give op. Og den afmagt skal tages rigtig alvorligt både i kommunerne og generelt politisk, for der kommer mange flere småbørn i de kommende år, og vi risikerer at stå med et kæmpestort rekrutteringsproblem, hvis vi ikke er i stand til at skabe et godt arbejdsmiljø for pædagogerne, så de har lyst til at blive i arbejdet,« siger Elisa Rimpler.



Ifølge hende er risikoen, at der kommer langt flere ufaglærte og flere med kortere ansættelser i institutionerne, hvilket for borgerne vil opleves som en dårligere velfærd end i dag. Der er derfor efter hendes mening brug for en national genopretningsplan.

»Vi skal have bedre normeringer, men der skal også skrues op for pædagogers efter- og videreuddannelse og for den faglige refleksion over det pædagogiske arbejde. Samtidig er kommunerne nødt til at sortere i ­dokumentationskravene til institutionerne og smide dem ud, der ikke er relevante for den pædagogiske opgave,« siger hun.