TEMA. Vi har alle en haj og en delfin i os

Scenen er sat. Vi er midt i timen. Sofia sidder og skriver i sofaen. Pludselig kommer Nicolai hen til hende.



»Giv mig den, jeg skal bruge den,« siger han og flår blyanten ud af hånden på hende og løber hen til sin egen plads.

Sofia går efter ham.



»Det er min blyant. Kan du ikke bare tage en anden blyant?« spørger hun roligt.

»Nå jo,« siger han, afleverer den stjålne blyant og går hen og tager en anden.



De sætter sig begge og går i gang med at tegne.

Klapsalverne brager i klasselokalet på Gentofte Skole. Sofia og Nicolai har lige opført et lille skuespil, der skal vise lidt om de begreber, 2. klassen lige har arbejdet med.

Her har pædagog Kim Berglund nemlig haft trivsel på skemaet i løbet af skoleåret, og børnene har lært om den eftertænksomme ’stop op-snegl’ og den impulsive ’hurtighund’. Og det var netop det, Sofia og Nicolai viste med skuespillet. Hurtighunden, der ikke havde tålmodighed til at vente på at få lov til at låne en blyant, og stop op-sneglen, der ikke hidsede sig op.

De kunne selv vælge, om deres lille skuespil skulle ende med konflikt eller kompromis.

Det endte heldigvis med et kompromis, kan Kim Berglund konstatere.



»Selv voksne kan have svært ved at indgå kompromis, når man føler sig uretfærdigt behandlet, men det er bare så meget nemmere, hvis man lige bøjer lidt af, og den anden også gør det,« siger Kim Berglund.



Børnene har også lært om hajer og delfiner. Hajer er ikke særligt kloge, og de bider, for sådan er hajer. Delfiner er hjælpsomme og noget mere empatiske end de koldblodede hajer. Men man er ikke enten haj eller delfin, siger Kim Berglund til klassen.



»Alle kan have en haj og en delfin i sig. Så vi går ikke rundt og siger: ’Du er haj. Du er delfin’. Det er ikke det, man bruger det til. Man bruger det til at tænke over, hvordan man selv får sagt ting. For mange gange, når man kommer op og skændes eller bliver uenige, skyldes det, at man er kommet til at sige noget på en ikke så smart måde. Så kan man sige: ’Hov, jeg kan godt høre, det lød lidt skrapt’,« forklarer han.



Efter trivselstimen er det tid til frokost. Det er ikke kun et højdepunkt, fordi der kan komme mad i sultne maver. Når man har Kim Berglund som pædagog, så vanker der nemlig højtlæsning til maden. Kim Berglund er nemlig også børnebogsforfatter og har skrevet flere bøger om de to skotske drenge Cooker og Cooky og deres lidt uhyggelige, men også sjove oplevelser.

Mens Kim Berglund læser højt af sin egen historie, er der stille i klassen. Langt de fleste følger intenst med i historien.

Og det er netop historiers evne til at fange børn, der har gjort Kim Berglund til børnebogsforfatter. Der var engang en ung, nyuddannet pædagog (altså Kim Berglund), der blev smidt ind i en ret umulig klasse. Her blev han bedt om at holde skansen, mens læreren gik til møde. Det var ikke så let, men på stående fod fandt han på en uhyggelig historie fra Skotland med Cooker og Cooky i hovedrollen. Og historien blev så god, at der blev stille i den ellers urolige klasse.

Senere kom han ind i en fast klasse, hvor han fortalte historier hver dag. Nogle af historierne blev så lange, at de kunne vare op til et halvt år. Til sidst besluttede han sig for at skrive historierne ned. Indtil nu har han skrevet fire bøger, og han har også lagt en femte bog på nettet til gratis afbenyttelse.

Bøger og højtlæsning giver børnene en oplevelse, mener Kim Berglund.



»Der er noget i historier, der virker i en tid, hvor de er vant til spil og medier. Ordets magt har stadig noget.«



Frokostpausen er ved at være slut, børnene skal ud og lege i frikvarteret. Kim Berglund stopper med at læse. Cooker og Cooky er i vanskeligheder.



»Hvorfor stopper du hele tiden, når den er spændende?« spørger en.

»Men den er spændende hele tiden,« siger en anden.