TEMA: UNDERRETNINGER. Sådan gør ressourcepædagogen.

I 2014 kom der syv underretninger fra dagtilbud i Struer Kommune.

To af underretningerne blev sendt af ressourcepædagog Anette Knold Koch fra Østbyens Dagtilbud Baunegården. Det var dog ikke kommunens kursusdag, hvor kommunen gav samtlige pædagoger og lærere viden om, hvordan man spotter udsatte børn, der fik hende til at underrette. Hun har i forvejen mange års erfaringer med underretninger, dels fra sit nuværende arbejde som ressourcepædagog, dels fra 10 års ansættelse som familiekonsulent i Lemvig Kommune.

»Det er alvorligt at sende en underretning. Man skal være seriøs omkring det og have stor etik og stor respekt for forældrene. Men jeg er overbevist om, at alle forældre vil gøre deres bedste, men indimellem kommer de bare til at gøre noget, som ikke er hensigtsmæssigt, eller de tænker ikke over, at det er uhensigtsmæssigt,« siger Anette Knold Koch.



Bekymret for trivsel. I det daglige er hendes job at tage sig af de børn, der har det lidt svært eller har brug for lidt ekstra, som hun formulerer det. Børnehaven har omkring 80 børn, og der går 26 børn i vuggestuen.

»Min opgave er at arbejde med inklusion og at støtte og vejlede pædagogerne, så de er så godt som muligt klædt på til at varetage opgaven med børnene,« siger hun.

Nogle gange kommer pædagogerne til hende, når de er bekymrede for et barns trivsel og udvikling, andre gange er det forældrene eller Anette Knold Koch selv, der bliver opmærksom på et barn. Uanset hvem der kommer først, er det sammen med pædagogerne på stuen, der bliver gjort observationer og udarbejdet en handleplan, samtidig med at institutionens leder bliver orienteret om, at et barn har brug for en særlig indsats.



Forældrene er med. Forældrene bliver også altid inddraget med besked om, at pædagogerne ser, at deres barn har det svært lige nu, og at de vil kigge lidt nærmere på barnet i den næste periode. Anette Knold Koch deltager altid i samtaler med forældre, når der er mistrivsel eller bekymring, ligesom der er en pædagog fra stuen med.

»Det er yderst sjældent, at vi møder forældre, som ikke har lyst til at samarbejde om at få barnet til at fungere bedre. De bliver rigtig glade for, at vi vil hjælpe dem,« siger Anette Knold Koch.

Forældrene får også at vide, hvad det indebærer, hvis pædagogerne beslutter sig for at kontakte socialrådgiverne i familieafdelingen eller sende en underretning. Her kan nogle forældre blive bange og urolige, måske for at kommunen skal tage deres barn. Og nogle reagerer med vrede.

»Men de skal have lov til at reagere. Så snakker vi med dem igen, og de finder ud af, at vi bare gerne vil hjælpe dem,« siger Anette Knold Koch.

’Åbenhed og dialog’ er nøglebegreberne for Anette Knold Kochs samarbejde med forældrene om underretninger. Når hun beslutter sig for at sende en underretning, snakker hun med forældrene om det forinden og gennemgår underretningen sammen med dem. Ofte er en socialrådgiver fra familieafdelingen med til et fælles møde med forældrene.

Ved mistanke om fysiske eller seksuelle overgreb følger man kommunens beredskabsplan. Så skal forvaltningen straks kontaktes, og måske skal politiet eller socialrådgiveren være den første, der snakker med forældrene.

Når Anette Knold Koch har sendt en underretning af sted, får hun en kvittering på underretningen, som loven foreskriver. Men derefter kan der godt gå noget tid, inden hun hører mere.

»Der ville man ønske, at det kunne gå lidt hurtigere, men det gør det ikke altid. Så gælder det om at være tålmodig, give barnet omsorg og tryghed og være i dialog med forældrene om, at ’vi er på vej, vi prøver at gøre det, så godt vi kan, mens vi venter på, hvad de finder ud af i familieafdelingen’,« siger Anette Knold Koch.



Lang ventetid. Det kan være lang tid at vente fire måneder, før en børnefaglig undersøgelse bliver færdig.

»Men det har jeg levet i længe, også som familiekonsulent, så jeg ved bare, at der er ventetid, og så må vi gøre det så godt som muligt for barnet imens og give det omsorg og nærvær,« siger hun.

En enkelt gang har hun underrettet på den samme sag igen, fordi hun syntes, at det gik for langsomt inde i forvaltningen. Normalt skal der ske noget nyt, før hun underretter på det samme barn en gang til.

Hun afviser, at pædagogerne i Baunegården er så gode til omsorg, at de måske ikke synes, der er behov for at sende en underretning.

»Ved at være ’for gode’ og gøre for meget selv kan pædagoger gøre barnet og familien en bjørnetjeneste. Vi er ret skarpe på at få handlet, underrettet og inddraget dem, der ellers kan hjælpe os. Vi kan ikke alt selv,« siger Anette Knold Koch.