TEMA: UNDERRETNINGER. Kommune til pædagogerne.

Et kursus i at spotte udsatte børn gav ikke flere underretninger. Nu ansætter Struer Kommune en socialrådgiver til at lære pædagogerne, hvornår og hvordan de skal underrette.

Da overgrebspakken blev vedtaget i oktober 2013, fik udsatte børn en ekstra høj prioriteret i Struer Kommune.

Kommunen oprettede et modtageteam med to erfarne socialrådgivere, som skulle screene alle henvendelser og underretninger om udsatte børn for at vurdere, om der skulle handles akut på nogle af sagerne.

I begyndelsen af 2014 blev samtlige pædagoger og lærere sendt på efteruddannelse i, hvordan de kan spotte udsatte børn, og hvad de skal stille op med deres viden. Kurset var tilrettelagt af Videnscentret SISO, som er en del af Socialstyrelsen.

Umiddelbart var kurset en stor succes, hvis antallet af underretninger er en målestok. I januar 2014 fik kommunen 13 underretninger om udsatte børn, i marts 2014 kom der hele 44 underretninger. Der var bare en hage ved det: Underretningerne kom ikke fra pædagoger.

Faktisk kom der i 2014 kun syv underretninger fra dagpleje og dagtilbud og tre fra SFO eller klub, viser Ankestyrelsens kommunale opgørelse over underretninger.



Burde have underrettet. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke kommer ret mange underretninger fra kommunens dagtilbud, siger børne- og familiechef Tine Hammer.

»Vi får sager, hvor vi undrer os og tænker, at her burde dagtilbuddet have underrettet noget før,« fortæller Tine Hammer.

Nu tager forvaltningen så skridt til at gøre samarbejdet mellem pædagoger og socialrådgivere endnu bedre.

Modtageteamet bliver opnormeret med endnu en socialrådgiver, så der fremover vil være tre. Den nye socialrådgiver skal ikke udelukkende indgå i teamets opgaver med blandt andet at tage sig af alle nye henvendelser, tilbyde hurtig hjælp til de børn, unge og familier, der kan klare sig med en mindre indsats, og vurdere alle de underretninger, kommunen får.



En ny opgave. Modtageteamets tre socialrådgivere får nemlig en ny opgave: De skal også ud i dagtilbuddene og tilbyde kompetenceudvikling, så pædagogerne kan blive endnu dygtigere til at spotte udsatte børn og unge, bedre til tidligt i forløb med udsatte børn at involvere forældre og andet netværk og bedre til at samarbejde med forvaltningen.

»Lige nu kommer socialrådgiverne ud i dagtilbud, når pædagogerne kalder i en specifik sag, men vi vil også gerne tilbyde undervisning og systemforståelse. De skal være brobyggere,« siger Tine Hammer.

»Mange pædagoger er gode til at tage sig af børn, men de er måske mere ambivalente, når de skal til at snakke med forældrene om noget, der er svært. Der kan vores rådgivere hjælpe, for det er deres spidskompetence. De er vant til at sidde med svære samtaler,« siger Tine Hammer om visionen for modtageteamet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.