TEMA: TRE DAGE I ASYLLAND. Ingen kender endestationen

DAG 1

Anniiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiitta

Pædagog Annitta Damsgaard er stærkt efterspurgt af de ofte traumatiserede

og ­ængstelige børn i asylbørnehaven Svalen, Tranum. Børnene kalder hele tiden.



En stor græsgrøn bus ejet af Jammerbugt Asylafdeling kører hele dagen i pendulfart mellem asylcenteret i Tranum og busterminalen i Brovst. Afstanden mellem Center Tranum og Brovst, hvor børn og voksne fra asylcenteret går i skole, er otte kilometer. På ruten standser bussen i landsbyen Tranum, hvor asylbørnehaven Svalen ligger.

Ingen af asylansøgerne kender deres endestation, men under opholdet på Center Tranum er pædagoger på centeret og i børnehaven familiernes stærke støtter. De forbereder asylbørnene og deres forældre til et nyt liv i Danmark, og de hjælper med at bære lidt af den smerte, mange har med sig på flugt fra ødelæggelse, død, korruption og ufred.

For tiden kommer de fleste asylansøgere til Danmark fra det krigshærgede Syrien, og cirka hver anden beboer på Center Tranum er i dag syrer. Samlet set har beboerne over 40 forskellige nationaliteter.



Bustid. Denne onsdag i oktober er pædagog Annitta Damsgaard lige mødt på arbejde i Svalen. Klokken er 8, hun tænder lys, stoler stole ned, skifter viskestykket i køkkenet og skærer frugten til morgensamlingen. Nogle dage når hun at tjekke asylbørnehavens e-mail, inden bussen med børnene ankommer fra asylcenteret klokken 8.30. Hun kan bedst lide, at det hele er klar, når børnene kommer.

»Hele kuldet kommer samtidig, og modtagelsen er hektisk, fordi forældrene skal nå at komme med den samme bus videre til danskundervisning i Brovst. Og bussen venter kun få minutter,« siger Annitta Damsgaard.

Klokken nærmer sig bustid, og Annitta har åbnet hoveddøren. Nu sidder hun sammen med institutionens PAU-studerende og medhjælperen et stille øjeblik. De spidser ører.

»Det var bare en lastbil,« konstaterer de ved lyden af en dieselmotor i morgenluften.

I 2003 overtog Jammerbugt Asylafdeling driften af centeret i Tranum fra Røde Kors. Siden er afdelingen blevet Jammerbugt Kommunes største arbejdsplads og Danmarks største kommunale operatør på området. Fra hovedkontoret på Center Tranum drives ikke alene asylcentrene i Jammerbugten, men også flere centre i hele Nordjylland og Sønderjylland.

Annitta Damsgaard kan nogle gange synes, at centeret har et mere kynisk syn på asylfamilierne end pædagogerne, der møder dem hver dag. Ofte flyttes familierne rundt til andre centre, fordi pladser nedlægges et sted og åbnes et andet. Og ofte bor de på tre-fire centre, før de enten får opholdstilladelse i Danmark eller bliver sendt ud af landet.

»Centeret er meget stort, og børnehaven er bare en lille klat. Men for os pædagoger er børnene ikke brikker og ID-numre, der kan flyttes rundt med. Det er familier og børn, som vi kommer til at holde af,« siger Annitta Damsgaard.



Yallah, yallah. Nu lyder de første stemmer i entréen. Nogle på somalisk og beja, flest på arabisk. Vendinger som ’Yallah, yallah’, der kan oversættes til ’Skynd dig’, blander sig med pædagogernes ’Hej’ til børnene, og ’Hvordan går det?’ til forældrene.

På gruppebillederne på køleskabet finder man ingen af de 13 børn, der møder ind i dag. I asylbørnehaven skifter ansigterne i børnegruppen hele tiden. Nogle rejser, fordi familien bliver sendt til et andet center eller får ophold i en kommune. Andre får afslag og vælger måske at gå under jorden. Dem når pædagogerne ikke engang at sige farvel til.

»Det synes jeg er det sværeste. Vi tager ­billeder af børnene, laver en børnemappe til dem og giver mappen med ved afrejsen, så de har et minde om deres børnehaveliv, og om hvor glade de har været her. Men når en familie stikker af over natten, eller politiet pludselig henter dem, så ligger mappen her og minder mig om det barn, der blev væk, og som jeg ikke ved, hvor er,« siger Annitta Damsgaard.

Hun har 20-25 børnemapper liggende, som hun ikke nænner at smide ud.

»Hvis det er muligt, får jeg dem eftersendt, men nogle mapper venter stadig på en afslutning,« siger hun.

Annitta Damsgaard var med, da børne­haven startede op for tre år siden, og hun husker alle 167 børn, der er gået igennem børnehaven. I dag hænger deres navne og billeder på små papstykker, der er formet som en ballon og sat op på væggen under loftet i børnehusets grupperum. Ansigterne hænger side om side og danner en bort, der efterhånden når mere end halvvejs rundt i lokalet. Nogle af børnene var kun få dage i børnehaven. Andre flere år. De fleste går i børnehaven i 6-12 måneder.

»I den tid, de er her, bliver vi børnenes trygge havn. Ofte har forældrene psykiske problemer på grund af fortiden, eller fordi den svære ventetid i asylcenteret tærer på dem, og de er måske ikke i stand til at give børnene basal omsorg som kram og struktur på hverdagen. Så det gør vi,« siger Annitta Damsgaard, der ofte oplever, at børnene bliver kede af det, når de skal rejse fra børnehaven.

Også selvom familien har fået ophold, og mor og far er glade. Nogle begynder at stamme, andre bliver urolige og ængstelige.

»Flugten har været hård ved børnene, og at forlade børnehaven er et nyt opbrud. Deres verden bryder sammen igen, når hverdag, venner og relationer forsvinder,« siger Annitta Damsgaard, der, mens børnene er i hendes hænder, prøver at styrke og ruste dem, så meget hun kan, til livet uden for centeret.

»Men det er ikke altid, at fagligheden ­rækker,« siger hun.



Utrøstelige. Denne morgens aflevering tager 4 minutter og 35 sekunder. Så er alle børn kommet af med overtøjet. Forældrene har sagt farvel. Bussen er kørt.

I dag græd ingen, men var Børn&Unge ­kommet for tre uger siden, da mange af børnene var nystartede, havde det ­været en anden oplevelse, fortæller Annitta Damsgaard.

Børnene kommer fra lande uden tradition for daginstitutioner, og indkøringen af både børn og forældre er langt mere krævende end i en almindelig dansk børnehave. Men det mest udfordrende er, at familierne kommer med oplevelser af krig, angst og adskillelse i baggagen.

»Børnene græder ikke, når forældrene skal gå. De skriger. Og du tror, du kan gå rundt med dem og aflede dem, men mange er helt utrøstelige i starten, og du må ofte slet ikke røre dem. Som pædagog kan man ikke lide, at man ikke lige kan fikse det for dem. Men de har måske oplevet at være adskilt fra deres forældre under flugten. Måske blev mor hentet af militæret. Måske kom hun ikke tilbage,« siger Annitta Damsgaard, der prøver at forklare børnene, at mor bare skal i skole og kommer om lidt.

»Du prøver med kropssproget, dit stemmeleje eller nogle få tillærte ord på barnets sprog og forsøger at give det tryghed ved bare at være i nærheden, men det er svært, fordi barnet hverken kender situationen eller sproget. Vi går frem og tilbage til barnet, men nogle gange må vi lukke døren til entréen, fordi uroen smitter de andre børn,« fortæller hun.

Annitta har oplevet det med treårige Nour, som lige nu løber og leger og glad kalder på Annittas opmærksomhed.

»’See me’, ’Annitta kom’, ’Anniiiiiitta’,« lyder det stadig mere insisterende fra pigen, hvis familie er statsløse palæstinensere, som er flygtet fra borgerkrigen i Libyen.

For bare få uger siden ville hun sidde i entréen og ruske i den dobbeltsikrede hoveddør med sin rygsæk på. Hun ville skrige, til hun kastede op af det, og vente på, at hendes far kom tilbage.

»Når vi senere gik på legepladsen beholdt hun rygsækken på og begyndte som regel at græde, for hvordan skulle far nu kunne finde hende,« fortæller Annitta Damsgaard.

Pædagogerne har også oplevet, at nystartede børn er flygtet ud af vinduer og ned ad brandtrappen på det ældre børnehus i to etager.

»Vi tør ikke lade dem være alene ovenpå af frygt for, at de finder en måde at kravle ud ad vinduet,« siger Annitta Damsgaard.

Typisk stilner den værste gråd af ­efter et par dage, men for nogle kan det tage uger, og det er også hårdt for forældrene. Derfor starter pædagogerne nu indkøringen med en tolkesamtale på centeret hjemme hos familien. Pædagogerne medbringer fotografier af personalet, indretningen i børnehaven, hvad der bør være af tøj i garderoben og eksempler på den gode og den dårlige madpakke.

Forældrene skal være trygge ved at aflevere deres børn. Men ofte oplever pædagogerne, at især mødrene er modvillige og siger, at selv tre- til fireårige børn hverken kan gå eller spise selv.

»Vi har haft forældre, der kom ned i institutionen for at made børnene til frokost. Det er virkelig svært for nogle at give slip, men de er tvunget til at aflevere børnene, for ellers kan centeret trække dem i lommepenge. Når de senere ser deres barn lege og trives, bliver de også glade for børnehaven,« siger Annitta Damsgaard.



Ingen kryds koster. Denne morgen mangler fem børn. Nogle er lovligt undskyldt: En skulle til tandlæge, men flere har Annitta Damsgaard ikke fået afbud fra. Så får barnet ikke et kryds i protokollen, som børnehaven hver fredag sender til asylcenteret. Med mindre fraværet kan forklares, vil familien blive trukket i deres ellers så sparsomme lommepenge.

En syrisk familie på to voksne og seks børn får 4.400 kroner hver 14. dag til at dække alle udgifter til tøj, mad, hygiejneartikler, sko, telefon og opsparing til større ting. Der er sjældent råd til ture uden for den gratis busrute mellem Tranum og Brovst.

På nogle lommeudbetalingsdage arrangerer asylcenteret en Bilka-tur, og på de dage, eller hvis en familie gerne vil fejre en helligdag eller i zoologisk have, kan børnene også holde ’lovligt’ fri fra børnehave.

»Familierne kommer næsten ikke uden for centeret, så ture og hyggelige fridage støtter vi gerne op om,« siger Annitta Damsgaard, som generelt ikke er glad for, at hendes krydser i protokollen har indflydelse på, hvad familierne får udbetalt i lommepenge.

»Jeg er jo pædagog. Jeg skal ikke vurdere, om asylansøgere har ret til noget eller ikke har,« siger hun.

Men hun synes, at børnene har ret til flere pædagoger.

Asylcenteret køber børnehavepladser af kommunen, som ejer børnehaven og lønner de ansatte. I kontrakten hedder det, at der gennemsnitligt må være 20 børn i børnehaven med den nuværende bemanding på typisk to voksne.

»En psykolog har sagt, at asylbørns hjerne er nogenlunde skruet sammen som hos børn med ADHD. Og jeg har ikke hørt om mange steder med to voksne til 20 ADHD-børn. Lige nu har vi 18 børn, og vi kan godt stinke lidt af armsved, når dagen er gået,« siger Annitta Damsgaard.



Anniiiiiita. Der er også travlt i dag, selvom de er tre på arbejde. Både den studerende og medhjælperen har kun været kort tid i asylbørnehaven, så det er Annitta Damsgaard, børnene vælger at gå til. Hele tiden.

’Anniiiiiitta’ er det mest brugte ord i børnehaven. Råbet gjalder gennem huset fra underetage til overetage, det kastes hen over legepladsen fra sandkasse til svævebane. Og pædagogens navn høres igen og igen under morgensamlingen, mellem madpakkerne og i legetimen før hentetid. Nogle gange sker det tre gange i minuttet, at Annitta Damsgaard må reagere på et barns anråb.

Om formiddagen på legepladsen har femårige syriske Roin fra råbt Annitta 10 gange, selvom børnehavens medhjælper står lige ved siden af. Annitta Damsgaard kommer og hjælper med at få en pink pigecykel lirket fri af en mooncar, og medhjælperen sørger for luft i dækkene.

Børnene har lært at cykle på asylcenteret, og de har set, hvordan de danske børn har deres egen cykel. De små jernheste er derfor i høj kurs på legepladsen, som tilhører naboinstitutionen Uglen.

»Før var der meget ballade med, at asylbørnene ville låne de danske børns private cykler, så nu har vi skaffet brugte cykler, som alle kan bruge,« fortæller Annitta Damsgaard.

Børnene låner ikke kun cykler, men også tøj.

»Vi er lidt i konflikt med, at det er for­ældrenes ansvar at give dem ordentligt tøj på, men det jo er børnene, der bliver våde og syge. Vi giver dem for eksempel vinterstøvler, flyverdragter og undertøj, og det er ikke altid, vi får det igen, men så ved vi, at børnene har det til næste sted, de kommer,« siger Annitta Damsgaard, der ofte får ekstratøjet fra lokale forældre.

I dag er Ugle-børnene ikke på legepladsen, fordi de har været til musik på skolen og nu leger indenfor. Senere kommer en gruppe førskolebørn fra Uglen over i Svalen og spiser frokost.

»Vi har samme ledelse og prøver at have fælles aktiviteter for at fremme integrationen. Det virker bedst, når de danske børn kommer på besøg i Svalen, hvor vores børn er på hjemmebane,« siger Annitta Damsgaard.

Syriske Roin, somaliske Iman og syriske Vian står side om side og kigger ind ad vinduet til Uglen, hvor danske Alma og Loke leger. Når døren til børnehaven en gang imellem åbnes, dufter det lidt af nybagte boller.

Kort efter bliver Roin hentet af sin mor, der viser pædagogerne en seddel, hvor der står, at Roin skal til sundhedsplejerske. En dreng fra Uglen bliver også hentet tidligt i dag. Om to timer skal han flyve med sine forældre og bedsteforældre til Mallorca.



Angst for vand. Det tætteste, mange af asylbørnene har været på Mallorca, var, da de med deres familier flygtede fra nordafrikanske kyster til italienske, græske eller spanske kyster i små, kummerlige og livsfarlige fiskerbåde.

Nour og Mohamed er søskende og kom over Middelhavet fra Libyen til Italien i september 2014 ligesom 170.000 andre bådflygtninge

det år.

I Danmark er der blevet flyttet rundt på familien, som for tre uger siden kom til Tranum og Svalen. Især Nour var stadig påvirket af den flere dage lange rejse i smuglerbåden, hvor op mod 200 mennesker sad stuvet sammen. Ingen måtte bevæge sig, nætterne var sorte, vandet truede med at trænge ind, og frygten og risikoen for at kæntre var allestedsnærværende.

Ifølge FN mister cirka hver tiende bådflygtning livet undervejs.

»Nour var panisk angst for vand, da hun kom her, og faren har fortalt, at de slet ikke måtte vaske hendes hænder. Men lidt efter lidt begyndte hun at stå og plaske ved håndvasken, og efterhånden kom der også lidt vand op i håret, på kroppen og på tøjet. Normalt lader vi ikke børnene lege med vandet, men for Nour var det en proces, hun skulle igennem. Nu synes faren næsten, det er for meget,« griner Annitta Damsgaard.



Brug for struktur. Mange børn i Svalen har traumer, der ligner Nours. Derfor arbejder pædagogerne efter STROF-modellen. De bruger meget tegnsprog for at modvirke sprogbarrieren, og de har for eksempel en fast ugeplan for at skabe forudsigelighed i hverdagen og lindre det indre kaos, som traumatiserede børn kæmper med.

»Børnene zapper mere rundt i legen, end danske børn almindeligvis gør, men hvis vi giver dem faste rammer og selv er rolige i vores tilgang, så falder der mere ro på dem,« siger Annitta Damsgaard.

Af piktogrammerne på ugeplanen for onsdag fremgår det, at der efter turen på legepladsen og håndvask er samling for anden gang den dag. Børnene indfinder sig på førstesalen på gulvet, hvor et påklistret foto af dem hver især fortæller, hvor i rundkredsen de skal sidde. Ved samlingen får tre-fem børn lov til at vælge en sang og et tal, som børnene tæller til. Sangene er sat op på væggene som plakater, som børnene kan gå op og pege på. Daniel er med førskolegruppen fra Uglen på besøg i asylbørnehaven. Han vælger ’Tommelfinger’. Senere synger børnene Mariehønen Evigglad og råber højt ’Kom ind’.

»Asylbørnene kan ikke ret meget dansk, men sangene lærer de lynhurtigt nærmest ved at aflæse lydene fra min mund. De vil så gerne lære. Vi bruger også masser af fagter, og nogle gange ligner det en cirkusforestilling, når vi taler til børnene og forældrene,« siger Annitta Damsgaard.

De danske børn spiser frokost med asylbørnene, og der bliver skelet til hinandens madkasser.

»Engang havde en af drengene en pose Kims Chips med som madpakke. Men de børn, vi har nu, har ret gode madpakker. Der kan være en durumrulle med Nutella indimellem, men de får også frugt, grønt og kylling med,« siger Annitta Damsgaard.

Generelt får asylbørnene mere sødt end de danske børn, og langtfra alle får børstet tænder. Derfor gør pædagogerne det. Skoletandplejen har doneret tandbørsterne, og på skift kommer børnene efter frokost ud på toilettet, hvor Annitta med langsomme cirkelbevægelser rengør tænder og gummer, samtidig med at hun forsøger at kigge hvert barn i øjnene. Det er dagens andet rolige øjeblik.



Hej hej. Det er bustid igen. Efter klokken 13 standser centerets bus hver halve eller hele time uden for børnehaven. Hentesituationen er lige så hektisk som afleveringen om morgenen, for bussen venter ikke.

Nour og Mohameds far er den første, der klokken 13.30 smækker hoveddøren op og kalder børnenes navne. Det skal gå hurtigt, for han vil ikke risikere at skulle gå de over to kilometer ad landevejen til asylcenteret.

»’Food’,« spørger han og gør tegn med hånden, som om han spiser noget af den.

Nours madkasse er væk.

Da Annitta Damsgaard kommer med den, takker han og kaster den i pigens lille rygsæk. Børnene kommer ud ad døren i åbne jakker, og Nour er stadig iklædt prinsessekjolen, som hun lige før dansede rundt i til et Shakira-nummer, der blev spillet på computeren i køkkenet.

»Hej, hej,« lyder det fra pædagogerne, men far og børn er allerede i løb ned ad havestien for at nå bussen.

Klokken 15 er de sidste børn hentet, og Annitta stoler stole op, fejer og slukker lys.







DAG 2

En stærk støtte

Pædagog Catja Simonsen arbejder i asylcenteret i Tranum. Her støtter hun familier med tunge traumer og dybe ar på sjælen. Hun har små sejre i en udfordrende hverdag.



Busturen fra børnehaven til asylcenteret går ad en gammel betonvej, som i efterkrigstiden blev anlagt på den naturskønne, men jobfattige egn i forbindelse med et kæmpemæssigt beskæftigelsesprojekt.

Asylcenteret i Tranum kan også kaldes et beskæftigelsesprojekt for Jammerbugt Kommune: Børn fra asylcenteret holder liv i lukningstruede lokale børnehaver og skoler. Beboerne på centeret sætter gang i forretningslivet i Tranum og Brovst. Og på centeret er der job til sundhedspersonale, administrative medarbejdere, lokale håndværkere og pædagoger.



Værner om familien. Da Børn&Unge torsdag morgen ankommer til asylcenteret, ser vi den grønne bus køre afsted med Nour, Roin og de andre børn og deres forældre, som følger dem til børnehaven.

Men vi bliver på centeret i dag sammen med Catja Simonsen, der er støttepædagog og ansat til at hjælpe familier med særlige behov.

I nogle familier har forældrene psykiske problemer og brug for alt fra støttende samtaler til hjælp til at tage på indkøb. I andre familier er Catja Simonsen den, der får hevet børnene med i svømmehallen, laver mad med dem, eller sidder og nusser dem på ryggen, mens de sammen hygger med tv. Hun står også for koloniture for børnene i skoleferierne, køber spil og film ind til ungdomsklubben og laver fitness for mødre med småbørn i legestuen om fredagen.

Catja Simonsen møder familier med svære problemer og kommer i mange hjem på centeret. Men i modsætning til eksempelvis de ansatte, der udbetaler lommepenge eller udleverer medicin, så går pædagogerne på centeret ikke med en alarmknap.

»Mit arbejde er omsorgen, og jeg føler mig tryg. Mange herude ved, at jeg har med børnene at gøre, og selvom nogle asylansøgere kan virke barske, så værner de først og fremmest om familien, så her er prestige i at arbejde med børn,« fortæller Catja Simonsen.

Hun er primært støttepædagog for to familier, som hun af Udlændingestyrelsen har fået tildelt støttetimer til at tage sig af. Andre familier kommer hun hos forebyggende.

»Familierne kan altid bruge mere støtte,« konstaterer hun.

Den ene familie har fået afslag og er nu gået under jorden. Det giver lige nu Catja Simonsen lidt ekstra tid til en af de tungeste familier, hun arbejder med. Det er en mor, Malika, som er først i fyrrene, og hendes 15-årige datter, Nour. De er flygtet fra morens voldelige beduinmand, der har overfaldet og misbrugt dem begge. Det er over tre år siden, de kom til Danmark som statsløse fra Sahara. I august fik de afslag på deres asylansøgning, men Dansk Flygtningehjælp er gået ind i sagen og har indstillet moren til undersøgelse på et center for torturofre. Mens sagen står på, kan de blive i Center Tranum.

Hverken Malika eller Nour kan forestille sig noget andet sted at bo end i Danmark.

»Vi har kun denne her chance. Mor har gjort alt for, at vi kunne komme væk, og vi har ikke noget at vende tilbage til. Vi har ikke noget land og ingen familie, der vil tage imod os. Vi har kun hinanden,« siger Nour.



Symbiosen. Foruden hinanden har Nour og Malika også Catja.

Denne morgen kommer hun med havregrød til Malika, og hun har puttet et skvæt opfedende fløde i, fordi den spinkle kvinde ikke får nok at spise. Hun sørger for, at Malika får sine morgenpiller sammen med maden, og taler senere med sygeplejerskerne om, at Malika ikke har fået sine beroligende aftenpiller. Hver gang hun banker på i den lille toværelses lejlighed i barak 17, bliver hun budt inden for med smil og kram.

Moren og datterens forhold er symbiotisk. De sover side om side, så de kan holde hinandens hænder, når mareridt om fortiden jager dem. De deles om jakke og sko. De er ængstelige for hinanden.

Malika siger, at hun ønsker at blive i Danmark, fordi hun ved, at her er datteren i sikkerhed. Nour kan ikke lide at være for meget væk hjemmefra eller sove uden for hjemmet, fordi hendes mor kunne få brug for hende.

Det tætte forhold til trods har de oplevelser i bagagen, der er så svære at tale om, at de ikke kan dele dem med hinanden. Men de deler det meste med Catja.

»De taler også med en psykiater, og han kan hjælpe dem på en anden måde, end jeg kan, men de må gerne læsse af på mig,« siger hun.

Nour er syg og hjemme fra skole i dag, og det overrasker ikke Catja, der for tiden oplever hende som ustabil. Catja samarbejder med Nours skolelærer om at få hende mere af sted, også på de dårlige dage. Catja vil gerne have hende med på den lejrskole, som hun planlægger i tre dage i efterårsferien for 15-16 af de større børn fra asylcenteret.

»Men Nour kan ikke lide at være væk fra moren om natten, så jeg har tilbudt hende at køre hende hjem for at sove hver dag,« fortæller Catja.

For Malika har Catja sat det mål, at hun kommer mere ud på gåture rundt i lejren og indkøbsture til Brovst.

»Det er tit Nour, der køber ind på vejen hjem fra skole, men jeg arbejder på at fjerne noget af ansvaret i hjemmet fra Nours skuldre, sådan at Malika overtager noget af det,« siger Catja.

Da Nour er hjemme fra skole, kommer hun om eftermiddagen med rundt med invitationer til lejrskolen. Catja aftaler med hende, at de fredag skal lave lasagne til lejren, som Nour indvilliger i at tage med på, hvis hun kan sove hjemme hver aften. Det er en lille sejr.

Nogenlunde samtidig med, at Catja Simonsen har fri og kører fra Center Tranum, kommer dagens sidste bus fra Brovst tilbage til asylcenteret.

Beboere, der ikke nåede bussen, kan man nu møde gående på den gamle betonvej.



DAG 3

Vi elsker vores arbejde

Arbejdet med asylansøgere kan være barsk, men Catja og Annitta elsker at gøre en forskel for familierne.



Det er ved at være den tid på året, hvor borgerne i Tranum begynder at ringe til Center Tranum. De beder om, at asylansøgerne bærer sikkerhedsveste, når de går på vejene i området. Og at de, der er så heldige at have en cykel, husker lygterne.

»De er da også mørke og har mørkt tøj på, når de sådan kommer gående,« siger Nina Svendsen fra ledelsen på Center Tranum.

Ellers hører asylcenteret ikke ret meget fra beboerne på egnen.

Nina Svendsen ved dog, at mange lokale ­oplever, at asylansøgerne fylder meget i området.

419 udlændinge som naboer virker massivt i en nordjysk landsby som Tranum, der kun har 433 indbyggere. Ved folketingsvalget i 2015 stemte hver fjerde borger i både Tranum og Brovst på Dansk Folkeparti.

»Sådan som mediebilledet i dag fremstiller asylansøgere, så appellerer det enten til dem, der har så stort et hjerte, at det trykker på hjernen, eller til dem, som får bekræftet deres Dansk Folkeparti-fordomme. Men blandt danskerne tror jeg faktisk, der er en stor gruppe i midten, som overvejer at gøre noget for flygtninge, men bare ikke får det gjort« siger hun.

Center Tranum har gode frivillige, men de har svært ved at finde nok. Og i lokalsamfundet er der stadig en følelse af ’dem og os’. Centeret ligger langt uden for byen og hengemt bag store graner, og nok går børnene i skole med de danske børn i Brovst, men de bliver sjældent inviteret med hjem.

De danske familier og lokale borgere kommer også sjældent på centeret.

»Når vi har åbent hus, kommer der måske 10 lokale, der bare er nysgerrige,« fortæller Nina Svendsen, som ville ønske, at flere danskere turde tage de personlige møder med flygtningene.



Fra DF til Johanne. For støttepædagog Catja Simonsen, der arbejder på asylcenteret, har det personlige møde med asylfamilierne på Center Tranum betydet et nyt syn på ­flygtninge.

»Jeg har aldrig været superracist, men før jeg startede på pædagogseminariet, har jeg faktisk stemt på Dansk Folkeparti. Nu stemmer jeg på Johanne (formand for Enhedslisten, red.),« fortæller Catja Simonsen, der dog ikke synes, at eksempelvis kriminelle typer og mediedarlings som bandelederen FisFis og sigøjnerbossen Levakovic bare skal kunne komme til Danmark.

Hun mener heller ikke, at alle asylansøgere på Center Tranum skal have ophold.

»Men jeg håber, at alle de familier, som jeg er i berøring med, får ophold. Mange fortjener at få lov til at blive,« siger hun.

Det gælder også Nour og Malika. Malika er traumatiseret og har brug for hjælp i Danmark, og datteren Nour taler flydende dansk, går i dansk skole, elsker tarteletter, ser populære tv-serier som ’The Vampire Diaries’ og drømmer om at blive stewardesse.

»Børnene bliver ofte danske i ventetiden,« siger Catja Simonsen, som gør, hvad hun kan for at hjælpe familierne. Hun er drevet af asylansøgernes historier og blikket i børnenes øjne.

»Jeg tager mig af børnene, når forældrene ikke magter det, og et eller andet sted kan jeg sige, at jeg gør en forskel. Rigtig mange pædagoger gør en forskel, men flygtningefamilierne har ofte ingen andre, der gør det for dem,« siger Catja Simonsen.



Elsker arbejdet. Annitta Damsgaard, der er pædagog i asylcenterets børnehave Svalen, gør også en forskel for flygtningefamilierne. Treårige Nour, der var så angst for vand og skreg, når hun skulle afleveres, er nu begyndt at løsne endnu mere op. Tre uger tidligere stod hun ret op og ned, og ingen måtte røre hende, men Annitta Damsgaard har nu fået et forsigtigt kys på brillen. En anden dag tog Nour hende i hånden.

»Jeg var i gang med et malerværksted med flere børn, og limpistolen var tændt, men da hun kom og tog min hånd, måtte jeg bare gå med hende,« fortæller Annitta Damsgaard, der dagen efter oplevede, at Nour sprang op til hende.

»Jeg har aldrig før måttet løfte på hende, og nogle af de andre børn kom pludselig også. At børnene viser tillid er mere værd end noget andet i mit arbejde,« siger Annitta Damsgaard.

Både Catja Simonsen og Annitta Damsgaard elsker deres arbejde, og skulle de en dag lave noget andet, ville de begge søge job på specialområdet.

»Jeg kan ikke arbejde i en almindelig dansk daginstitution igen. Arbejdet med flygtningefamilier er barsk, og man holder måske ikke til det, til man er 70, men det er også meget givende,« siger Annitta Damsgaard.

Begge pædagoger har familier, som de hver dag kører hjem til. Catja Simonsen bor i Vester Hassing, og Annitta Damsgaard bor i Gjøl, og turen hjem i bil tager 35-45 minutter. Catja lytter til en cd med afslappende musik, mens Annitta nyder stilheden i sin lille, lilla Kia.

»Min kæreste har givet mig et musikanlæg, men det har aldrig været tændt. Jeg bruger køreturen til at få vendt mange ting fra arbejdet oppe i hovedet, så jeg ikke tager det med hjem,« siger Annitta Damsgaard.

Hun håber til gengæld, at Børn&Unge har fået alt med sig hjem.

»Når familierne får ophold, kommer børnene ud i de almindelige institutioner, og mange er der allerede. Og der er så meget, vi pædagoger gør og kan gøre for dem,« siger Annitta Damsgaard.

Hun har lige fået at vide, at seks nye børn er blevet indskrevet i institutionen.

Så kører bussen igen med nye børn og nye forældre, som endnu ikke kender endestationen.



I lokalsamfundet

Hørt i byen

Asylcenteret i Tranum har lige nu 419 beboere, og det svarer næsten til antal indbyggere i landsbyen. I lokalsamfundet er der delte meninger om asylansøgerne.



Else Kristensen, brugsuddeler i Tranum

De fylder meget i billedet sådan i perioder, men de giver også omsætning. Vi leverer børnepakker til centeret til dem, som er ved at flytte ud. Og da der kom en busfuld sidste weekend, gik der ikke en time, så havde vi udsolgt af toastbrød. De køber også meget grønt og tobak her, men de tager mest til Brovst og handler. Nogle gange er det hyggeligt, at de er her, andre gange var jeg helst foruden. For halvandet år siden havde vi et røveri, hvor en fra centeret var involveret. Der var to unge på arbejde, og den ene fik stukket en pistol i nakken og blev truet til at låse pengeskabet op. Han var kun 19 år og kom aldrig tilbage på arbejde her. Sådan et røveri tager det også tid for lokalsamfundet at komme sig over.«



Tonny Pedersen, borger i Brovst

Det er fint, at de er her. Jeg synes ikke, man mærker noget til dem her i Brovst, men de får nok skylden for meget. Der går rygter om, at der forsvinder cykler ovre fra busstationen.«



Berit Østergaard, handlende i Brovst

Jeg bor 13 kilometer herfra, så jeg hverken mærker eller hører noget. Men jeg synes da, man skal hjælpe og ikke bare sende dem tilbage eller videre til Sverige. Vi må finde en løsning på alle de flygtninge, der kommer nu.«



Siden Børn&Unge forlod asylcenteret i Tranum, er børnetallet i børnehaven steget fra 18 til 60 børn.



Vidste du at ...

● Ordet asyl kommer af latin asylum, græsk asylon, og betyder ’fristed’.

● En asylansøger er en udlænding, som søger ret til at opholde sig som flygtning i et andet land og blive beskyttet af dette land, men som endnu ikke er blevet anerkendt som flygtning.

● Danmark har underskrevet FN’s Flygtningekonvention. Den siger, at man kan søge asyl, hvis man i eget land forfølges på grund af race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller sine politiske anskuelser.

● Top 5 nationaliteter blandt asylansøgere i Danmark er lige nu: Syrien, Eritrea, 'statsløse', Somalia og Rusland.

● I de første 9 måneder af 2015 har Danmark modtaget 9.793 asylansøgere, herunder 4.398 syrere. Det ventes, at over 20.000 personer i år og mindst 15.000 til næste år søger asyl i Danmark. 87 procent får i øjeblikket ophold.

● Siden 1956 har Danmark gennemsnitligt givet ophold til 2.450 flygtninge om året. Andelen af personer med flygtningebaggrund i Danmark er 1,9 procent.



Kilder: Udlændingestyrelsen, refugees.dk og Gyldendals ’Den store danske’.